Anmeldelse af Lars Lilholt: Ingen ord der helt slår til, udgivet på Gyldendal d. 21. oktober 2025.
Anmeldt af Jane Louise Madsen
Foto: Jane Louise Madsen
Lars Lilholt er musikant, historiefortæller, skjald, et nationalt klenodie. Kald ham, hvad du vil. Han har skrevet et autobiografisk værk med den sigende titel Ingen ord der helt slår til, hvor han varm om hjertet udfolder sit mangfoldige sangunivers, som kun han kan gøre det.
”Jeg har skrevet de sange for at finde ud af, hvad de vil fortælle mig. Jeg formede dem, men de formede også mig. Sangene danner til sammen noget af et kludetæppe, nærmest et Bosch og Bruegel-myldermaleri over mit liv. En musikgobelin, hvor hver eneste sangtråd har en lille historie gemt i sig fra det liv, der blev mit.”
Lilholt bruger bogen til at trevle dette kludetæppe op og undersøger det, tråd for tråd. Han er ikke blot en gedigen musiker, en spillemand, der holder af det middelalderlige, han er også en poet, der har sans for ordverdenens fonetiske aspekter. Sangene lever rytmisk og banjoklingende på bogens sider, præcis som de gør i virkeligheden, akkompagneret af Lilholts musiskfortællende stemme. Og han husker hver en detalje.
Livet fortalt ligeud ad landevejen
Hvis du har haft fornøjelsen af at være til koncert med Lars Lilholt, vil du opleve, at forfatter-Lars optræder ganske lig musiker-Lars; tilstedeværende, anekdotisk, humoristisk, bundærlig og ikke mindst helt nede på jorden. Dette gælder både for, hvad der bliver fortalt, og ikke mindst hvordan det fortælles. Heri må bandeord sgu godt stå ved siden af lyriske, smukke sætninger.
Lilholt er aldrig bange for at være grim eller grum i sin ærlighed, han forfiner aldrig sandheden. Han fortæller ligeud ad landevejen om sit liv. De store begivenheder bliver udfoldet, men det mest rørende ved Lilholts fortælling er, hvordan han får de små glimt af hverdag og gedigen glæde til at stå soleklare. De små ting er ikke småting i et Lilholtsk perspektiv. De er vigtige; de er poesi. Han er ikke bange for at understrege det poetiske i det almindelige, for som han selv skriver et sted i bogen: ”Det er ikke stor poesi, men jeg elsker den klare tanke, der ligger i den banale historie”.
Kald det et øjeblik
Jeg forbinder Lars Lilholt med glade stunder; sommerkoncerter, hvor publikum klapper i takt og skråler med. Det er et trofast publikum, fyldt med gengangere, en Lilholt-menighed med ritualer og forventninger. I Ingen ord der helt slår til giver Lilholt tilbage af denne trofasthed, hvor jeg fornemmer, at han også kender sit publikum. Det er en smuk kontrakt. Han deler ud af sit livs aspekter, ikke kun i sangene. For folkemusikeren, folkeopdrageren og den noget så folkekære Lars Lilholt giver sig tid til at dvæle ved livets øjeblikke:
”Hver eneste af alle de sange, jeg har nævnt i denne bog, er billeder af øjeblikke. Øjeblikke med evigheden i. Vores livs fortælling består af øjeblikke med evigheden i sig. Øjeblikket er en flygtig fætter, som vi kun kan trygle om at blive lidt længere.”
Fortællingerne om disse øjeblikke inspirerer mig. De gør mig glade, og de giver mig håb, fordi de eksemplificerer den legende lykke i et liv, der er blevet levet. Et liv fyldt med mennesker og musik. Bogen føles kollektiv og taknemmelig. Den rummer naturligvis sangteksterne, vi kender, men den understreger, at det er af personerne, Lilholt har mødt og kendt i sit liv, at han (og sangene) er formet, af livets øjeblikke. Det synes jeg er en fin tanke.
Leave a Reply