Anmeldelse af Anne Mette Kærulf Lorentzen: Væk, udgivet på Cobolt d. 9. september 2022
Anmeldt af Henriette Schmidt
Foto: Henriette Schmidt
Sofie har brug for at komme væk. Det er i hvert fald, hvad lægen siger. Der er nemlig lang ventetid på den behandlingsgruppe, der er tiltænkt hende – tid Sofie måske ikke har. For som lægen siger: ”Anoreksi kan man dø af!”.
Efter Sofies mor opdager, at Sofie ikke længere får sin menstruation, ændrer Sofies liv sig fra den ene dag til den anden. Pludselig sidder hun på færge på vej til Læsø, på vej hjem til sin mormor. Selvom Sofie først lader til øjeblikkeligt at føle sig hjemme på Læsø, hvor hun i øvrigt velkommes tilbage af alle mormors bekendte, så bliver hun hurtigt optaget af og stresset over mormorens ”fede” mad fuld af kød og kalorier. Hun pisker øen rundt for at forbrænde fedtet, men langsomt bliver Sofie optaget af ting, man ikke kan haste sig igennem. F.eks. kan man jo ikke finde kantarellerne i skoven, hvis man løber.
Notesbogen
Når man begynder på Anne Mette Kærulf Lorentzens grafiske roman Væk, bliver man mødt af linjeret notespapir, en tegning af Læsø samt sirligt skrevet håndskrift. Notesbogen ”Optegnelser over øen Læsø” danner rammen for Sofies og mormorens fortælling, og diverse notater, ofte akkompagneret af en tegnet blomst, svamp, seværdighed eller et dyr, dukker op igennem fortællingen og fungerer næsten som kapitelinddeling.
”Den Brune Bi – Det er kun her på Læsø, at der er en population af de gamle brune bier. Jeg har bistader i baghaven, og du ved godt, at det er den bedste honning i verden. – Min have. Oktober 2021.”
Notesbogen er derudover til stede i Væk på flere områder. For det første får læseren en fornemmelse af at læse direkte i ”Optegnelser over øen Læsø”, så snart det linjerede papir viser sig. Men notesbogen optræder også i selve historien, hvor man pludselig kan se Sofie sidde og læse i en bog med titlen ”Optegnelser over øen Læsø”. Efter dette blev notaterne, for mig, et udtryk for alt det særlige ved Læsø, som mormoren gerne vil gøre Sofie opmærksom på, og det gælder også det overnaturlige.
Magi og mormor
Både fortællingen og notesbogen fremhæver tilholdssteder for hekse og trolde samt et tredje sagnomspundet folk, jeg ikke havde hørt om før – huldrefolket. Huldrefolket bor i Læsøs store sten både til vands og til lands, og hvis man ikke passer på, kan man blive ”bjergtaget”. En hurtig googlesøgning bekræftede huldrefolkets sagnomspundne eksistens i norden, og bekræftede dermed at Sofies mormor ikke bare selv fandt på ting – og dog. Senere i værket viser det sig nemlig, at mormoren har en helt særlig tilknytning til huldrefolket:
” ’Mormor…’
’Ja min pige’
’Da morfar druknede…’
’Han druknede ikke min søde skat!’ Jeg har jo fortalt dig, at han blev… bjergtaget! Så, ja.’
’Men…’
’Jeg taler med ham hver dag!’ ”
For Sofies mormor er myterne om huldrefolket altså ikke myter, da det var huldrefolket, der i sin tid bjergtog hendes mand, og derfor kan hun stadig tale med ham ude ved de store sten. Hvorvidt mormoren er gal eller genial kan diskuteres, da Sofie og veninden Bodil selv oplever nogle uforklarlige ting på Læssø. Uanset hvad, er det i hvert fald tydeligt, at mormoren på sin egen måde bruger Læssøs magi til at hele sig selv, ligesom Sofie lærer at gøre det med tiden.
Katarsis?
Udover den korte beskrivelse af hende bagerst i bogen, kender jeg desværre ikke så meget til forfatteren Anne Mette Kærulf Lorentzen, som både står bag historien og tegningerne. Jeg ved derfor ikke, hvilke udfordringer Lorentzen selv har stået overfor i sin ungdom, men Væk’s gribende fortælling ledte næsten omgående mine tanker hen på andre grafiske romaner, der omtales som katarsisværker såsom Art Spiegelmans Maus. Selvom Væk på mange måder adskiller sig markant fra Maus, kunne jeg alligevel ikke undgå at bemærke nogle paralleller: I Maus følger man nemlig to historier sideløbende, Arts egen og hans fars, ligesom man i Væk følger både Sofie og mormoren. Ligeledes skitserer Lorentzen i Væk, hvordan to generationer i den samme familie bearbejder forskellige følelsesmæssige, og aldersrelaterede, udfordringer. Kartasisværk eller ej, så er Væk et værk, der greb mig med det samme og ikke gav slip, før jeg havde læst det sidste linjerede notespapir.
Leave a Reply