Anmeldelse af Knut Hamsun: Markens grøde, udgivet på Bechs Forlag – Viatone d. 10. januar 2025. Oversat fra norsk af Karen Fastrup.
Anmeldt af Anna Garbøl-Andersen
Foto: Anna Garbøl-Andersen
Knut Hamsuns roman Markens grøde (1917), som han modtog Nobelprisen i litteratur for, kan nu for første gang læses på dansk. Tidligere har jeg kun læst korte uddrag af Hamsuns andet store værk Sult og set det opført på teateret. Så nu da chancen for at anmelde Markens grøde bød sig, var det en oplagt mulighed for at dykke mere ned i hans forfatterskab.
I romanen følger vi hovedpersonen Isak og hans langsomme udvikling fra et menneske, som slår sig ned i den vilde, udyrkede, norske ødemark til et familieoverhoved og velhavende bonde i et langsomt voksende samfund. Isak bliver hele romanen igennem på sin lille plet og herfra udspringer hans verden. Han bygger og opnår succes, mens livet foregår omkring ham. Alting er umiddelbart og ligetil for Isak:
”Skulle han købe [jorden], hvorfor det? Ødemarken lå jo her, skoven stod her, han opdyrkede og rejste et hjem midt i urnaturen, brødfødte sin familie og sine dyr, skyldte ingen noget, arbejde, arbejde”.
Det stille, simple liv
Hvis livet og hverdagen går for hurtigt, og man har brug for et afbræk fra det stress og jag, der kan være, så er det Markens grøde, man skal læse. Der er fokus på det simple og stille liv. Det foregår både i måden romanen er skrevet på, som består af mange beskrivelser af Isaks byggeri og pasning af jorden. Det er de små hverdagsting, der fremhæves og som netop får gården og udviklingen fremad for Isak: ”[…] Isak udnytter enhver periode med regn til at få tag på den nye lo og i det mindste sydvæggen færdig, så kan alverdens hø stoppes derind.”. Derudover har Isak adskilt sig fra resten af samfundet i det omfang som er muligt for ham, da moderniteten og nye teknologier sniger sig stille ind på ødemarken: ”[…] begyndte folk fra bygden at køre telegrafpæle op over myrerne og læsse dem af med jævne mellemrum. ” Telegrafpælene bliver den helt store modernitet som flytter ind og forbinder ødemarken med resten af samfundet. Isak undres af det nye, men har intet behov for at være en del af det. Han vil bare leve det stille liv på sin lille plet.
Kvinden i ødemarken
Markens grøde er ikke blot en slægtsroman. Der er mange spor at følge, da vi udover at følge Isak, også følger hans børn – men især Isaks kone synes jeg var spændende at følge. Hun møder Isak i ødemarken og går aldrig derfra igen, og dermed forbliver de sammen. Hun har hareskår og ”Skønt hun ikke havde noget fantastisk hoved med forstand i […], så var hun alligevel et held for Isak. Ved Ingers tredje fødsel dræber hun sin nyfødte datter, da hun er født med hareskår for det skal Inger i fængsel i Trondheim. Hun er væk i mange år, men i ”storbyen” lærer hun at sy, får fikset sit hareskår og kommer tilbage som en forandret kvinde. Ødemarken er ikke længere stor nok til hende og Isak finder hendes nye jeg overfladisk og letsindigt. Men på trods af dette må Inger alligevel bøje sig for ødemarken og den altomsluttende natur og bliver ”[…] til sidst nok så nedbrudt, ødemarken trykkede hende, hun blev religiøs.”.
I Markens grøde tæmmer mennesket den vilde ødemark og forsøger at leve et stille liv, alt imens samfundet og bymenneskenes tilstedeværelse trænger sig på. Det er en roman, som jeg kan anbefale, hvis du vil med på en rejse gennem den stille norske ødemark, hvor stadig godt og ondt eksistere i alle mennesker: kærlighed, venlighed, begær, jalousi.
Romanen er skrevet i et ældre sprog, samtidig med at handlingen er langsomt fremadskridende, hvilket satte mit læsetempo ned. Men trods af det fandt jeg en ro i at læse romanen.
Leave a Reply