Anbefaling af Karen Blixens Mit livs mottoer og andre essays, udgivet af forlaget Gyldendal d. 8. marts 2021.
Anmeldt af Shannon Færch
Foto: Shannon Færch
Karen Blixen levede et usædvanligt liv, som den dag i dag inspirerer ikke kun danskere, men mennesker verden over. Med Gyldendals genudgivelse af udvalgte essays får vi både indblik i hendes liv, tanker og meninger. Et indblik, som føles mere personligt end en Blixen-biografi, og som på én og samme tid minder læseren om, at Blixen levede i en tid, der var både langt borte fra og ganske tæt på ens egen. Blixen skriver nemlig om emner, der er uhyggeligt relevante i dag.
”Mit hjem er et yndigt sted; jeg kunne have levet der fra dag til dag i en slags blid idyl; men jeg kunne ikke se nogen slags fremtid for mig. Og jeg havde ingen penge; hvad der så at sige havde været min medgift var tabt med farmen. Jeg skyldte de mennesker, som jeg var afhængig af, at skabe mig en eller anden slags eksistens. De fantastiske fortællinger begyndte at kræve at blive skrevet, og allerførst krævede de et motto for den bog, de skulle udgøre. ”Giv os,” råbte de, ”et tegn” – ikke at sejre i, for jeg kunne på det tidspunkt ikke rumme nogen forestilling om sejr, men – ”at løbe, at røre os i!’”
Livsmottoer
I titel-essayet ”Mit livs mottoer” fortæller Blixen kort, men fascinerende om sit liv gennem dets mottoer. Hun har gennem sin tid bevæget sig gennem flere forskellige mottoer, der både er formet af, og er med til at forme hendes identitet og handlinger. Det virker noget gammeldags i dag at have livsmottoer, men den næsten opdragende og samtidig inspirerende effekt af mottoet er ikke til at benægte. Blixen vender for eksempel pengeløs hjem fra sin afrikanske farm og giver sig til at skrive bøger under mottoet: ”Pourquoi pas?” (Hvorfor ikke?) Hun tør ikke håbe på nogen succes, men giver sig til at skrive alligevel, for hvorfor ikke? Fortællingerne sad i hende og ventede på at blive fortalt.
”Omkring en gammel engelsk by var der tre bymure. I hver mur var der en port, og over hver port en indskrift. Over den første port stod der skrevet: Be bold, over den anden: Be bold, over den tredje: Be not too bold.”
Dyrerettigheder
Fortælleformen flettes ind i selv essayskrivningen af Blixen, så hendes budskaber får en både evig- og almengyldig karakter. At være modig må siges at være en af Blixens spidskompetencer. Det ses også i de radiotaler, som er inkluderet i samlingen. I ”Fra lægmand til lægmand” taler Blixen til den danske befolkning om et yderst ubehageligt emne, så ubehageligt, at hun forventer, de fleste lyttere vil slukke for radioen. Og alligevel vælger hun at tale, fordi hun føler, at hun må. Tidens diskussion om videnskabelige forsøg med dyr, i dette tilfælde på løse gadehunde uden krav om brug af bedøvelse og med tilladelse til, at skære stemmebåndet over, for forskernes ørers skyld – er stadig relevant i dag
”Det er, når dyrs lidelser skyldes menneskelig uforstand, hensynsløshed eller egennytte, at jeg beskæmmes og siger: ’Skal ikke menneskets og det menneskeliges værdighed – dets ære eller skam – ligge mig på hjerte?’”
Miljø og klima
Blixen har tydeligvis deltaget i diskussioner om dyreforsøg med diverse videnskabsmænd, og vender sig i denne tale med et opråb til befolkningen. Selvom disse uhyggelige midler ikke bliver taget i brug herhjemme i Danmark mere, er dyrevelfærd stadig et betændt og vigtigt emne at diskutere i relation til eksempelvis det konventionelle landbrug. Det er derfor interessant at se Blixens argumenter, der samler sig om menneskehedens skam og ære – kan vi se os selv i øjnene? På denne måde er hendes tanker og meninger stadig uhyre relevante i relation til diverse problemstillinger, vi står over for i dag, herunder klima- og biodiversitetskrisen:
”Nu tror jeg selv, at den første betingelse for at bære sig praktisk ad er at have fantasi – det vil sige: at kunne se på en sag på nogenlunde langt sigt. En ting kan være praktisk i øjeblikket og føre til store praktiske vanskeligheder i fremtiden. Jeg har set noget også til dette i Afrika, hvor de hvide nybyggere huggede skoven ned. Det tog sig engang ud som en god praktisk foranstaltning at skaffe brænde og tømmer. Det kan tage sig ud som god praktisk fremgangsmåde at lægge sveller og at skaffe brændsel til de jernbanetog, som skal føre landets produkter til kysten. Men efter et halvt hundrede år, når skovene er fældet, mulden skyllet bort og klimaet forandret, sidder vi tilbage med svellerne og lokomotiverne – men der er ikke længere produkter at føre til kysten. Og der rejser sig i dag fra mange egne i Afrika et sørgeråb: ’Vi har lagt dette land øde! Vi har sat det til!’”
Fuglerefugium
I ”Rungstedlund – En radiotale” henvender Blixen sig igen til den danske befolkning. Denne gang med håbet om at frede det historiske barndomshjem Rungstedlund. Hun vil overgive sit hjem og alle sine midler (de penge, hun tjente på sine bøger) til den ornitologiske forening, så hjemmet og dets åbne, vilde have kan blive ved at være et levested for fugle. Området i Nordsjælland har nemlig ”gennem tiderne forandret sig og er blevet tæmmet og meget velopdragen.” Blixen vidste, at i velholdte haver vil en fugl som nattegalen ikke bo. Derfor valgte hun selv at handle, også selvom fredning er en både dyr og kompliceret sag.
Karen Blixen var derfor på mange måder foran sin tid, en pioner i både litterære fortællinger og naturbevarelse, og hendes tanker og taler er stadig værd at grave frem til inspiration og vejledning.
Leave a Reply