Anmeldelse af Marie Hougaard: Hvad vi kan lære af katte, udgivet på Lindhardt og Ringhof. d. 6. maj 2025.
Anmeldt af Dagmar Marie Jensen
Foto: Dagmar Marie Jensen
Efter at Nanna har søgt hele livet efter kærligheden, er den her endelig. Alligevel føler Nanna, at der mangler noget. Eller gør hun? Er det overhovedet så vigtigt? Måske er det retten til at føle, at man mangler noget, der er mere vigtig, end det man tror, man mangler.
Som en naturlig katteelsker blev jeg hurtigt draget af titlen på Marie Hougaards nye bog. Hvad vi kan lære af katte er den seneste roman af forfatteren, som har et kort forfatterskab bag sig med to tidligere romaner. Denne er dog den første, som jeg stifter bekendtskab med:
”Lige siden jeg var kønsmoden, havde jeg enten haft en kæreste eller længtes efter én. Jeg har orienteret mig mod mænd i en sådan grad, at jeg i en alder af 37 aldrig har set min kropsbehårings fulde potentiale.”
Jeg møder fra start den resolutte og kærlighedshungrende fortæller Nanna på vej til clairvoyant som led i endnu et forsøg på at få sit kærlighedsliv på rette kurs. Dette besøg er startskuddet på en både humoristisk og hjerteskærende fortælling om at være en singlekvinde i slut 30’erne som mangler at krydse mange af de milepæle, ønsker og drømme af, som veninderne har klaret for længst. Jeg fatter fra start sympati for Nanna.
Den svære ærlighed
Hurtigt bliver Nanna kærester med sin tidligere gymnasieflamme, Asger, som er fraskilt og har to døtre fra sit tidligere ægteskab. Deres forhold bliver hurtigt etableret med gode samtaler, lækker mad og hed sex. Men mens Asger giver udtryk for at være tilfreds med denne konstellation, så drømmer Nanna om mere. Om et fælles hjem. Om hjemmelavede julegaver fra Petra og Sonja. Og om sit eget barn med Asger. Det viser sig dog, at det ikke er lige så let at dele disse drømme med Asger, som det er at tænke dem. Særligt denne indre forhandling af forholdet hos Nanna lykkes romanen flot med at skildre. Derudover udtrykker og nuancerer romanen det komplicerede i at være ærlig i en uligevægtig relation, hvor der er mere på spil for den ene part end den anden.
Jeg finder det let at relatere til Nannas situation på trods af at være 22 år og langt fra drømmen om at få børn.
Vil eller bør jeg?
Nanna er gennem hele romanen meget i tvivl, om hvorvidt hun ønsker sig et barn eller ej. Og allermest har hun svært ved at finde ud af, hvor det ønske kommer fra:
”Men jeg ved ikke, om jeg har en længsel efter at få et barn, eller bare frygter ikke at få det? Og hvis det mest af alt er en frygt, er det så fair, at jeg forlanger, at Asger tager stilling til, om han vil være med eller ej?”
Igen synes jeg romanen skaber et gennemført og troværdigt billede af den universelle forvirring, der kan opstå, når vi forsøger at kategorisere vores drømmebibliotek efter, hvad der er egne, personlige ønsker, og hvad der er samfundets forventninger til os. Det er i dette aspekt af fortællingen, at romanen fremstår mest overbevisende.
Selvom jeg ikke kan komme til festen, vil jeg jo stadig gerne inviteres
Nanna svinger mellem at se et liv med Asger minus eget barn versus et liv med eget barn minus Asger. Men det sværeste for Nanna er faktisk ikke at se sit liv uden barn, men derimod at det er Asger, der skal tage dette valg og ikke hende selv. Romanen formulerer meget fint den tilsyneladende ufornuftige lyst til at holde alle muligheder åbne, selvom man måske ikke vil benytte sig af dem. Nanna sørger mere over fratagelsen af egen ret til at bestemme, end over det barn, hun ikke har fået.
Fra kattens blik
Nannas mors kat Feline er en gennemgående pendant til Nannas liv i romanen og er ligesom Nanna også single, men dette har modsat Nanna, ikke stoppet hende fra at parre sig med nabohankatten og opfostre sine killinger alene:
”Feline er også kommet ud fra bryggerset for at se, hvad dette spektakel drejer sig om. Undrende står hun og kigger på mennesket, som har haft alle muligheder åbne engang, men gang på gang har valgt at gøre noget andet end at skabe sig en såkaldt kernefamilie, og nu altså ikke aner sine levende råd.”
Både katten Feline og katten som betegnelse bliver brugt jævnligt gennem romanen som et perspektiveringspunkt for Nanna. Katten fremstår både som et mystisk, sexet og elegant væsen, som Nanna i datingverdenen higer efter at efterligne, mens katten Feline symboliserer den egenrådige og selvsikre mor, som Nanna måske ønsker at blive. Disse paralleller, der drages til katten, er sjove og hyggelige, men fremstår også til dels påtaget qua romanens titel.
Jeg kan anbefale Hvad vi kan lære af katte, hvis man leder efter en bog, der er let at læse, let at sluge og let at kunne lide.
Leave a Reply