Klassikeren kradser stadig. Nu i ny, smuk form

Anmeldelse af Tove Ditlevsen: Barndommens gade, genudgivet på Gyldendal d. 8. oktober 2024.

Anmeldt af Asta Birkler

Foto: Asta Birkler

Barndommens gade – en evergreen af en roman – portrætterer med realistisk præcision 40’ernes Istedgade-liv. Tove Ditlevsen maler med lette, mørke penselstrøg en gade, som knuger sit ængstelige barn ind til sig. En gade, som barnet længes væk fra, men som alligevel rækker sine trøstende arme ud, når dets unger vender forslåede hjem fra voksenlivet.

Det gibber i mig, da jeg åbner postkassen og en flot, ny klassiker toner frem fra konvolutten. 9. udgave, 1. oplag, står der på bogens kolofonside. Det er Gyldendal, som står bag en indbundet niende udgave af den ubestemmeligt længselsfulde, danske roman, jeg nu har mellem hænderne: Barndommens gade. De næste uger er Ditlevsens romankunst fast inventar i min taske – ligesom hendes værker er hos mine jævnaldrende i disse år. Jeg læser de korte kapitler i pauser mellem hverdagens trummerum og glædes over at slippe væk fra tanker om krig, Trump og trepartsaftale. Især fordi det er Ditlevsens ærlige scener, der pryder min nethinde:  

“Gaden sover aldrig. Dens store, urolige hjerte banker vel knap så iltert som om dagen, til gengæld er det mere vagtsomt. Den strækker sine bløde poter og vogter på sine unger. (…) Ak, du slår og sønderriver os, fordi din sjæl er så blufærdig at du aldrig tør vise os hvor højt du elsker os.”

Med spidset pen

Gennem bogens tre dele følger vi Esther, gaden og dens beboere. Romanens registrerende realisme er prydet med uforskønnet dialog og et mylder af billeder – et virvar som tilsammen skaber rammerne for to fortællinger: Esthers opvæksthistorie og gadens sagn. På den måde får romanen to hovedpersoner. Den ene er en pige, som er domineret og drevet af et angstfuldt liv på kanten, mens den anden er hendes mor: gaden. For som der står et sted i bogen: “Der sker alvorlige og afgørende ting i gaden”.

Gaden er hjem for en arbejdshær formet af druk, tæsk og skoletasker fyldt med wienerbrødskrummer for 25 øre. Et brutalt sted at vokse op. Men romanen insisterer alligevel på humoren i de nøgterne scener, når der for eksempel står: “Børnene i gaden leger far-mor-børn. De trækker lod om, hvem der skal være far, for det er et lidet eftertragtet hverv.” På samme måde bliver scener, som let kunne romantiseres, fremskrevet med ærlig præcision, når det er Ditlevsen, der fører pennen: “Det er første gang en mand har kysset hende. Hans læber var tørre og hårde som læder. Nogen glæde følte hun ikke ved det.” Og sådan fik Esther sit første kys. Ikke mere pjat med det.

I bogens biografiske efterord roses Ditlevsen også for sin ærlighed. Som en gæst til hendes begravelse siger: ”Hun var så ærlig og udtrykte det, som vi andre kun kunne tænke.” Gad vide, hvad Ditlevsen ville mene om nutidens Trump og trepartsaftale, tænker jeg for mig selv.

Længslen er en søvnig kat

Hovedpersonen, Esther, er et af arbejderklassens børn. Trods denne uforanderlige kendsgerning, længes hun efter at være alt andet. Hun længes efter at være fin, når hun langsomt går ”med mors laktaske klemt inde under armen og viser de mennesker at hun har masser af tid og råd til at spadsere her hver eneste dag, hvis hun ellers havde lyst.” Hun sparer sine kontorpenge for at købe silkestrømpebukser og vil for alt i verden ikke ses, når hun skamfuldt står i kø for at købe daggammelt brød hos bageren.

Og så længes hun forfærdeligt efter eventyr. Da en uhyggelig mandeskikkelse griber fat i hende fra gadens mørke, lyder historien muntert til køkkenveninden, Ruth, dagen efter:

”Der var en mand efter mig i går, en udlænding i ternet tøj. Min far sagde, at det nok var hvid slavehandel! Hvad er det for resten? – Danserinder til Sydamerika, siger Ruth og er ganske godt orienteret. Og Esther bliver helt stum af ærgrelse over at hun løb. Dér gled det store eventyr ganske stille forbi hende!”

Længslen bor i Esther som en kat, der søvnigt har lagt sig til rette i hendes krop. Hun længes efter eventyr, efter at være fin og efter en mand, som elsker hende. Men mest af alt længes hun måske bare væk fra gaden og væk fra den angst, der har lagt sig som evige tårer i øjenkrogen?

Fandenivoldsk fantastisk

Esther og gaden får i Barndommens gade en fandenivoldsk facon, som kun Ditlevsen kan formgive. Som altid nyder jeg at læse hendes værker og vender tilbage til dem gang på gang. For hendes romankunst kradser ikke kun i 40’ernes socialpolitiske lak. Den nedkradser samme spørgsmål, som forskere, selvhjælpsforfattere, jeg selv og mine jævnaldrende i dag søger svar på: Hvor kommer angsten og længslen fra? … Gid der var en brevkasse, man kunne spørge om sådan noget.