Et essay om Karl Ove Knausgårds Min kamp bd. 1
Af Alen Causevic
Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk
Visse øjeblikke glemmer man aldrig. Fra det ene sekund til det andet møder man noget særligt, som i modsætning til de utallige daglige indtryk hjernen registrerer, skyder på tværs af alle sindelag og borer sig ind i hukommelsen som en skrue i en væg. Omtrent sådan var det at læse første bind af Min kamp. En uforglemmelig oplevelse hvor både værkets fortæller og læser, i kraft af førstnævntes evne til at filosofere, fortælle og skildre, opnår større indsigt i livet og døden. Fortællerens far er død og det har sat en lavine af tanker og følelser i gang, som han dybtgående, oprigtigt og knivskarpt deler med læseren.
Et afgørende øjeblik
Det var en helt almindelig dag: Selvstudium på universitetets bibliotek på Kasernen. Jeg sad og læste en røvsyg teoritekst og kedede mig ualmindeligt meget. En eller anden teoretiker slyngede det ene transmedielle begreb ud efter det andet, og jeg fangede ingen af dem. Klokken var kun lidt over 12, dagen var knap begyndt, og jeg havde et hav af teoritekster foran mig, som skulle læses, inden jeg kunne cykle hjem. Men lige meget hvor hårdt jeg prøvede; slukkede musikken på min iPod, stirrede intenst ned på papiret, kunne jeg ikke registrere sproget – min hjerne var simpelthen modvillig over for den givne tekst. Jeg rejste mig op og kiggede rundt på de samme gange, som jeg havde stirret på de sidste to år. Intet havde forandret sig. Med sløve skridt rundede jeg den personhøje bogreol på min venstre hånd og trådte ind i rummets midte, hvor mit blik landede på en række sammenklemte forudbestilte bøger, hvorfra hvide sedler med reserveringsnumre stak ud. Af disse bøger fangede én min opmærksomhed: Min kamp af Karl Ove Knausgård. Jeg tog forsigtigt bogen ud af reolen og kiggede på siden: bind 1, stod der. Spændt gik jeg tilbage til min plads, satte mig ned og studerede bogen, inden jeg bladrede om på titelbladet: Min kamp. Sikken titel! Hitler, kampen for selvrealisering, storhedsvanvid var blandt de første emner min hjerne knyttede til navnet. Men hvordan kunne disse forbindes til en nulevende nordmand? Uvidende bladrede jeg om til starten af romanen, hvor de første ord lød:
“For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det. Før eller siden, en eller anden dag, ophører den stampende bevægelse af sig selv, og blodet begynder at løbe mod kroppens laveste punkt, hvor det samler sig i en lille sø, synlig udenpå som et mørkt, blødt punkt på den stadig hvidere hud, alt imens temperaturen synker, lemmerne stivner og tarmene tømmes.”
Mine øjne så teksten, men min hjerne kunne ikke begribe, at den bevidnede et indtryk så ægte, så krystalklart. Her var den, sætningen og indledningen jeg havde ledt efter hele mit voksne liv: Den perfekte, fuldendte sætning. Denne indledning på et litterært værk var et stykke kunst i sig selv. Den fejede benene væk under mig og forvandlede min kolde, grå martsdag i Aarhus til en varm, farverig julidag på en tropisk strand med uendelige vidder i et opfundet univers sammenvævet af de konnotationer, jeg nu engang har. Et univers af følelser og billeder som fantasien slipper løs, når den fodres med det helt rigtige stof. I en slags hypnose forsvandt jeg fra den faktiske verden, besøgte mine følelsers epicenter og forstod øjeblikkeligt, at intet ville blive det samme igen.
Døden under mikroskop
Første bind af Min kamp handler primært om farens død, og hvordan jeg-fortælleren filosoferer over og bearbejder hændelsen. Som illustreret med citatet ovenover markeres døden som tema fra første anslag. Fortælleren, der ligesom forfatteren hedder Karl Ove Knausgård, befinder sig i 2008, hvorfra han detaljeret skildrer, hvordan forholdet til faren allerede i 70erne, da Karl Ove stadig kun var dreng, var uforudsigeligt og frygtindgydende. Farens opførsel er utilregnelig: Det ene øjeblik er han smilende og glad, det andet vred og nedgørende. Drengen Karl Ove kan ikke forstå, hvordan i alverden faren altid kan vide, hvad han laver, uanset hvor godt han skjuler det. Hvordan kan faren altid være et skridt foran? Barndommen er en kold, ubarmhjertig og angstfyldt tid.
Da faren dør i 1998, bliver den nu voksne Knausgård imidlertid knust. Han græder ustandseligt, men har svært ved at forstå, hvorfor han så inderligt begræder en person, han hadede så meget. Han beskriver, hvordan farens liv tager en sørgelig drejning: Knausgårds forældre bliver skilt, og faren møder en ny kvinde, med hvem han udvikler destruktive alkoholvaner. De får et barn, men han fortsætter drikkeriet. Til sidst forlader hun ham, og han flytter ind hos sin mor, Knausgårds farmor, hvor han tilbringer sine sidste år med at drikke sig ihjel.
Kort efter farens død rejser Knausgård og broren Yngve hen til deres senile farmor for at se farens lig og arrangere begravelsen. Her opstår de eksistentielle kvaler for Knausgård: Han aner ikke, hvordan han skal tackle farens død. På den ene side er han glad for, at han er død. Han hadede ham, og flere gange nævner han, at døden kom som fortjent til hans uduelige, alkoholiserede far. Men selv efter farens død er striden mellem dem ikke forbi:
“Jeg har tænkt på en ting. Ret meget faktisk. Det er om vi ikke skal holde begravelsen her. I huset. Vi kan godt nå at ordne det på en uge hvis vi knokler lidt. Det er noget med det at han ødelagde alting her. Og at vi ikke kan finde os i det.”
Knausgård har brug for at ophæve farens dårlige gerninger for at vinde over ham én gang for alle. Da faren blev alkoholiker, ophørte kontakten mellem dem, men samtidigt ødelagde dette noget inde i Knausgård. Farens fravær og ikke mindst hans komplette selvdestruktion har, uanset hvor meget han afskyr det, påvirket Knausgård dybt. Han er inderligt ked af det. For selvom faren var fuld og fraværende, var han stadig hans far, en del af ham selv. En person, som han enten han vil det eller ej, var biologisk og følelsesmæssigt knyttet til siden fødslen. Når Knausgård ønsker at rengøre huset og holde begravelsen i haven, er det udtryk for, at farens dårligdomme ikke må få lov til at sejre i sidste ende. Alt det, faren har ødelagt og revet ned, kan de med rengøringen frelse og få til at genopstå som noget nyt, noget rent. På den måde ophæver de hans hærgen, og vinder den gode sags kamp definitivt.
Men selv om de rengør huset og vinder over farens alkoholisme, er døden stadig kompleks for Knausgård at forstå. For hvad er døden? Om og om igen filosoferer han over dødens substans – ikke mindst i forhold til faren, som nu er et empirisk eksempel på et dødt legeme. Fordi han er så forvirret over døden som fænomen, og ikke mindst sørger over tabet af sin far, frygter han dagen, hvor han og Yngve skal hen til kapellet og se farens lig. Det er netop i dette møde med den faktiske død, han frygter, at indtrykket og sorgen for alvor skal overvælde ham. Men eftersom han hverken kan tro på, at faren faktisk er død eller kan finde fred, inden han har sagt farvel en sidste gang, aftaler han med bedemanden at komme og se liget igen, denne gang alene. Yngve er taget hjem i nogle dage før begravelsen. Den sidste konfrontation beskrives således:
“Nu så jeg kun det livløse. At der ikke længere var nogen forskel mellem det der engang havde været min far, og det bord han lå på, eller det gulv bordet stod på, eller stikkontakten i væggen under vinduet(…)For mennesket er kun en form blandt andre former som verden udtrykker igen og igen, ikke kun i det der lever, men også i det der ikke lever, tegnet i sand, sten, vand. Og døden, som jeg altid har betragtet som den vigtigste størrelse i livet mørk, dragende, var ikke andet end et rør der springer læk, en gren der knækker i vinden, en jakke der glider af en bøjle og falder ned på gulvet.”
Efter dette møde er det slut. Slut med at lade sig flosse halvt ihjel af negative tanker om farens død, slut med at bebrejde både faren og sig selv, slut med at filosofere over døden, som trods alt ikke er så mærkværdig. Døden er ligesom alt andet i denne verden blot en form, som vi udfylder og giver særbetydning, når den manifesterer sig i et dødt væsen. I stil med bordet, grenen og stenen er døden ikke andet end et fænomen, som i kraft af tidens uomgængelige vilkår visner, dør og sidenhen rådner. Knausgård indser i mødet med sin fars lig, at nu hvor han er død, er han ikke længere far, men blot én af brikkerne i verdens uendelige puslespil, hvor de enkelte brikker, som tiden går, konstant erstatter hinanden. I forlængelse af denne indsigt hos ham står den sidste linje om den faldende jakke. Et fantastisk billede. Hvad skal jakken forestille? Den gengiver symbolsk en torso, en menneskelig overkrop. Hvilket hoved, hvilken underkrop og hvilke ben den tilhører, er ikke så relevant, for dens fremmeste formål er at billedliggøre associationen om et menneske, og dette lykkes. Jeg ser tydeligt jakken falde, når jeg læser, og med faldet den menneskelige døds ankomst. Torsoen falder til jorden, sjælen forlader den og flyver bort, og kroppen bliver nu blot et tomt hylster. Et livløst fænomen ligesom bordet, grenen og stenen. Uundgåeligt betinget af tiden.
Nu hvor jeg har læst bindet færdigt og igen sidder på Kasernens bibliotek og skriver dette, står én ting klart: Biblioteket er det samme, jeg er en anden. Den overvældende og altopslugende oplevelse, jeg fik første gang, jeg bladrede om på første side af Min kamp vidnede om en særegen substans. Værket har ændret min opfattelse af, hvad god nutidig litteratur er og bør være. Det har vist mig, hvor dybt en fortæller kan grave i både sig selv og læseren. Det har i mine øjne hævet standarden for den personlige, autofiktive fortælling, og ikke mindst, som jeg anede fra første sætning, har det forandret noget i mig som menneske. Visse bøger glemmer man bare aldrig.
Leave a Reply