Knivskarpe kvindeportrætter

Anmeldelse af Tove Ditlevsen: Den onde lykke – og andre noveller, udgivet på Gyldendal d. 24. juni 2022

Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard

Foto: Johanne Lehmann Daugaard

Den onde lykke – og andre noveller er Gyldendals genudgivelse af Tove Ditlevsens to digtsamlinger; Paraplyen fra 1952 og Den onde lykke fra 1963. Den nye samling danner tilsammen ramme om et knivskarpt tidsbillede af kvinderollen i midten af det 20. århundrede. Ditlevsen giver stemme til alt fra pigebørn og unge kvinder til husmødre og ældre koner.

Ingen kan som Ditlevsen male karakterer op, så de træder levende frem på siderne. På trods af, at mændene beskrives som karakterfaste og kvinderne som underdanige, er begge fulde af henholdsvis levet liv og mangel på samme. 

De forstummede kvindestemmer

En ting, de mange kvindelige karakterer har til fælles, er, at de på den ene eller anden måde føler sig usynlige, trykket af eller tilsidesat i deres respektive livssituation. Om der er tale om den nye, nervøse svigerdatter, den unge, ulykkelige frisør, datteren i midten af sine forældres skilsmisse eller en helt fjerde karakter, er der garanti for frustration og længsel efter mere bag de stille og forsigtige skikkelser. Som i novellen “Angst”, hvor en kvinde, hvis mand konstant skælder hende ud for at larme og være i vejen, drømmer om én at dele sine tanker med:

“Hun passede altid på at tænke pænt og rigtigt om ham. Men en gang imellem – som nu for eksempel – hvor han var vågen, og hun drak kaffe, tænkte hun alligevel på, at det ville være så hyggeligt, hvis der kom nogen, hun kunne snakke lidt med.” 

Bristede drømme

Hvem der bare havde en mand, der interesserede sig for, hvem man var? En at dele sine interesser og tanker med. En, ikke blot at være pyntende vedhæng for. Scenarier som disse er drømmetanker for mange af kvinderne, der ser sig selv blive hundset med, tysset på og undermineret af mændene i deres liv. Én mand skræmmer sin kones elskede kat væk, og en anden mand ligger på sofaen dag ud og dag ind, mens han får sin kone til at vaske tøjet, tage opvasken og opvarte ham på én og samme tid. Hver eneste novelle i Den onde lykke – og andre noveller bærer desuden præg af Ditlevsens usentimentale tone, der understreger kvindernes skæbner som uomtvistelige kendsgerninger og lægger sig til rette som en tyk, tragikomisk tåge. I “en fin forretning” oplever en kvinde, hvordan hendes egen drøm om et huskøb går i opfyldelse på bekostning af sælgeren, en fattig og opslidt enlig mor: 

“Ude i haven standsede de og betragtede huset. Han lagde armen om sin kones skulder. – Nå, sagde han kærligt. Er du så glad? Det var en fin forretning, stol på det. Hun så ned og skrabede i jorden med spidsen af sin sko. – Hvorfor ville du ikke give, hvad hun forlangte? spurgte hun. Vi har jo pengene. Begge mænd lo hjerteligt. – Kvinder, sagde mægleren overbærende.” 

Ægteskabets jerngreb

Særligt ægteskabet som fængslende institution er noget, der går igen i mange af novellerne. Ved at zoome ind på ægteskabets strukturer, der synes altid at være fordelagtige for den ene part og ugunstige for den anden, tager Ditlevsen afstand til hele konstruktionen. Når kvinderne taler for højt og meget, bedes de dæmpe sig. Når de pynter sig og udlever deres interesser, bedes de holde lav profil og blive hjemme. Ved at inddrage kvinder af forskellige aldre viser Ditlevsen, hvordan dette syn på og behandling af kvinder går over generationer og nedarves fra mor til datter. Det er novellen “Nattens dronning” et eksempel på, hvor Grete betragter sin mor, der skal til karneval, selvom hun ved, faren afskyr det: 

“Grete var fuldt og fast overbevist om, at de kunne have det dejligt, hvis ikke far havde været, for der var da ikke andre end ham, der kunne sætte mor i dårligt humør – det skulle da lige være, når de andre koner i huset sladrede om hende.”

Selvom Ditlevsens noveller er henholdsvis 70 og 59 år gamle, er de lige så vigtige den dag i dag. Med genudgivelsen mindes der om en tid, hvor kvinder havde langt færre rettigheder end i dag, både professionelt og privat. Dette faktum viser os, hvor langt vi er kommet siden da, og at vi ikke må gå på kompromis med, hvordan vi lever vores liv.