Københavnermosaik af indre rystelser

Københavnermosaik af indre rystelser

Københavnermosaik af indre rystelser

Anmeldelse af Jeppe Krogsgaard Christensen: Indre by, udgivet på Gyldendal d. 15. oktober 2015

Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Jeppe Krogsgaard Christensen har skrevet en smuk, underspillet og fængende mosaikroman, der med udgangspunkt i en ydre hændelse, et jordskælv i 2012, indkredser hele 18 forskellige indre rystelser i Københavns indre by.

I Indre by møder vi 18 forskellige københavnere, der på den ene eller den anden måde rystes. Tidligt om morgenen d. 6. august 2012 rammes København nemlig af et næsten umærkeligt jordskælv, der på sin vis alligevel får stor betydning for romanens karakterer. Jordskælvet symboliserer nemlig den lille, indre rystelse, der hverken kan mærkes eller ses udadtil, men som bringer de enkelte personer helt ud af balance. I romanen lyder det meget rammende om jordskælvet: ”Det var et Følt skælv, det kaldte han det, og sagde at selvom det var et lille skælv på Richterskalaen, kunne det føles voldsomt for den der oplevede det”.

Fælles for de forskellige karakterer er, at de på overfladen har en lykkelig tilværelse, men at der alligevel er noget, der nager dem. Det gælder fx for karakteren Michael, der både har job, kone og børn, men alligevel føler, at ”det ikke rigtig er ham der er faren og lever et familieliv”. Måske for at føle sig fri og levende vælger Michael derfor i al hemmelighed at springe med faldskærm; men under hele udspringet klemmer selen ham nærmest symbolsk i skridtet. Det gælder også for elitesvømmeren Charlotte, der fejler til OL i London, samt frisøren Lisette, der udkonkurreres af de billigere tyrkiske mænd ”med en enkelt saks og trimmer”. Det er altså de indre rystelser med stor betydning for den enkelte, men en ubetydelig og usynlig mening for andre, der fokuseres på. Derfor er romanen også genkendelig, og persongalleriet er troværdigt.

Selvom romanen har et stort persongalleri, formår Krogsgaard Christensen at jonglere beundringsværdigt med de forskellige karakterer. Hver enkelt tildeles ét kortere afsnit i romanen, hvilket gør, at romanen ved første øjekast snarere minder om 18 noveller end én sammenhængende fortælling. Flere steder flettes de forskellige skæbner dog ind i hinanden, og dette skaber den indholdsmæssige sammenhæng, man ellers kunne efterlyse. Derfor er det heller ikke nok blot at læse ét af romanens afsnit, som om det var en enkeltstående novelle, fordi overlapningerne viser læseren flere facetter af de forskellige karakterers fortællinger. Et eksempel er romanens fortælling om manden Esben, der på trods af en ”fernistynd viden om kunst og kultur” har bluffet sig til jobbet som kulturredaktør på en avis og samtidig væltet den tidligere redaktør af pinden. Da den tidligere kulturredaktør, Martin, senere i romanen er hovedperson i sit eget afsnit, sættes Esbens historie følgeligt i et helt nyt perspektiv. Et andet eksempel ses i fortællingen om den føromtalte ”fortabte” familiefar Michael, hvis kone, der desuden er en anden karakters søster, implicit kommer til orde i et senere afsnit og mistænker ham for at være hende utro.

Med disse sammenvævninger og overlap samt især Krogsgaard Christensens gennemført minimalistiske og underspillede skrivestil udspiller romanens egentlige drama sig mellem linjerne. Dette greb tvinger nærmest læseren til at fokusere på det usagte fremfor dét, der faktisk står skrevet; den indre rystelse, der er i fokus, forbliver usagt – og dermed i romanens eget indre. Romanens indhold og form spiller således eksemplarisk sammen, fordi rystelserne i alle tilfælde indtræffer under overfladen. Indre by er med sine små fortællinger, der indimellem møder hinanden på kryds og tværs, sin show it – don’t tell it-fortællestil og sit genkendelige persongalleri derfor en spændende mosaikroman, der ikke kan undgå også at ryste læseren en lille smule.