Kollapset 

Anmeldelse af Édouard Louis: Kollaps, udgivet på Gyldendal d. 21. august 2025. Oversat fra fransk af François-Eric Grodin. 

Anmeldt af Asta Birkler 

Foto: Asta Birkler 

Édouard Louis’ nyeste bog er på gaden, og min kind er stadig varm efter dens slag. 

Louis’ storebror var homofob, alkoholiker, voldtægtsmand og meget andet, der rimer på deroute. Han sagde: “Min lillebror kommer til at gøre det som det aldrig lykkedes mig at gøre, og det er jeg stolt af. Min lillebror er min hævn.” Og hævnen er nu udkommet som hardback på Gyldendal. For broren er kollapset på gulvet. Han er død, otteogtredive år gammel, og Louis oplister i Kollaps en række nummererede kendsgerninger, som skal forsøge at forklare faldet. Forsøge at tage hævn. 

Litterær familiehistorie 

Kollaps er Édouard Louis’ syvende bog. Fælles for hans historier er, at de handler om hans ophav, om familiens fattige og sønderrevne liv, deres problemer, mangler og årsagerne hertil. Bøgerne er vidnesbyrd om Louis’ sociale opstigning, de er et kig ind i en verden, som ellers er usynlig for middelklassebørn som mig, og så rummer de refleksionerne over at skildre den: 

”Da min bror kom hjem, fortalte han: ”Da vi kom frem, fik vi lyst til at købe os en luder. […] Jeg knaldede hende mens hun suttede min kammerat, og jeg klaskede hende i røven og råbte, Din lede luder, din lede mær! Og min kammerat sagde: Det er ikke en kælling, det er en støvsuger! Knep hende, den so!” Jeg ved ikke om litteraturen kan gengive de ord. Jeg tvivler på at den formår at udtrykke den simpelhed og hårdhed som min bror fremførte dem med.”  

Louis giver underklassehistorier litterær form, og denne gang – i Kollaps – er det forfatteren og hans bror, der er hovedpersoner, og plottet er sammenstykket af anekdoter og telefonsamtaler med brorens kærester. 

Som at få at vide, hvordan vejret var 

Det føles som om, jeg er blevet lukket ind i noteappen på Louis’ telefon. Her er ærligt, køligt, og bogens første sætninger falder i samme tone: ”Jeg følte ingenting da jeg fik meddelelsen om min brors død; hverken bedrøvelse eller fortvivlelse, hverken glæde eller fryd. Det var som at få at vide hvordan vejret var, eller som at høre en tilfældig person fortælle om sin eftermiddag i supermarkedet. Jeg havde ikke set ham i næsten ti år.” 

Distancen mellem fortællerstemmen og storebroren er udtalt. Louis er internationalt anerkendt forfatter, broren levede i en etværelseslejlighed, der lugtede af brændstof, cigaretter, sved og urin. Han drak altid, når de mødtes, og han hadede homoseksuelle som Louis. (Det er ikke svært at gætte, hvorfor de ikke har set hinanden i ti år.) Og jeg kan mærke vreden stråle fra Louis’ sætninger. 

Men til tider, i sprækkerne, bliver det kærligt. Broderens eftermæle reddes af ømheden, som findes i udvalgte passager. Særligt ét minde om, hvordan storebror kommer og hjælper sin lillebror med at male sit værelse, ramte mig lige i maven: 

”Jeg ringede til ham og bad om hjælp, og han svarede at han ville komme samme aften. Han malede i flere dage i træk, tavs og koncentreret. Han drak ellers altid, men denne gang drak han ikke, han stak tungen lidt frem og bed let i den mens han malede, og han sagde, se her, sådan skal det gøres, kan du se, det er sådan her. Han grinede.” 

Samtidig opstår der i sproget en spænding mellem Louis og hans bror. Louis bruger metaforer om malerkunsten til at beskrive brorens liv – og heri findes netop fortællerens brist. Han er selv blevet en del af den overklasse, som ikke kan forstå. Han er akavet i selskab med sin familie, hører ikke til mere. Så med hvilken vægt kan han egentlig fortælle brorens historie? I skildringen af denne dobbelthed stråler Louis, som kun de færreste kan. 

Sladder for eliten 

Der er også en dobbelthed i at læse Édouard Louis’ velkomponerede bøger, hvor det tabloide får litterær form. Må jeg slubre havrelatte, mens jeg læser om en bror, der stjæler sin lillebrors spillekonsol for at få råd til stoffer og sprut? Må jeg slubre deres kvaler i mig og rose Louis for sit faste sprog, der rammer mig – klask – lige i fjæset? 

Man må i hvert fald konstatere, at Louis er populær – særligt blandt mine venstreorienterede middelklassevenner. Måske fordi han giver et indblik i en verden, vi ellers ikke forstår eller vil vide af? Måske fordi han er velformuleret, belæst og giver det grimme smuk, litterær form? 

Man skal i alle tilfælde gøre sig den tjeneste at læse Édouard Louis. Det er som at blive slået lige i fjæset; temmelig ubehageligt, ret fængslende.