Anmeldelse af Laurits Balker: Hey Guys Hey Guys, udgivet på Gutkind d. 19. august 2026.
Anmeldt af Laura Melgaard Svendsen
Foto: Laura Melgaard Svendsen
Laurits Balker er blot 23 år og lever med diagnosen OCD. Det er et faktum, der er svært at komme uden om i Hey Guys Hey Guys, men som heller ikke kan stå alene i forklaringen af digtsamlingen. Hey Guys Hey Guys er direkte, insisterende og til tider udmattende, men stiller relevante spørgsmål om vores fælles opfattelse af psykiatri, sygdom og fællesskab.
Hey Guys Hey Guys slår an med et længere prosastykke, hvor vi følger jeg’et på Roskilde Festival, og hvor kommaer og punktummer er en sjældenhed. Allerede fra begyndelsen etablerer Balker et formmæssigt greb, der lader indholdet sætte sig i sproget:
”[…] og jeg syntes det var så pinligt, men jeg kunne ikke nyde koncerterne, for jeg var sikker på at jeg ville falde bagover og brække ryggen og de andre ville sikkert ikke hjælp mig hvis nu jeg faldt bagover og brækkede ryggen og måske ville de hade mig nu og mit hjerte ville stoppe og jeg ville forbløde i menneskemængden.”
Formen illustrerer ikke blot tvangstankerne udefra, men lader os mærke deres insisteren. Der er mindre plads til at trække vejret i de lange sætninger.
Den samme insisteren præger Balkers indhold, hvor tankerne ikke viger tilbage fra det ubehagelige. Men det barske er ikke nødvendigvis det samme som det sensationssøgende. Tværtimod synes Balker at insistere på, at det ubehagelige også må have en plads i litteraturen:
”jeg prøver at skrive ærligt / kan I lide det / kan I holde det ud? / den her tekst er for hård / siger de / mine psykologer / men hvad skal jeg så skrive om – / blowjobs og roser?”
Retten til at være menneske
Men Hey Guys Hey Guys handler ikke kun om at leve med en psykisk lidelse. Efterhånden retter digtsamlingen blikket mod de sociale og politiske strukturer, der omgiver den:
”at være psykisk syg er at leve / i ensomhed / men ensomheden er ikke opstået af sig selv / den er bygget / lag for lag / af forventninger / af krav / af systemer der kalder det udvikling”
Ensomheden er ikke beskrevet som en følge af sygdommen, men som noget, der produceres i mødet med samfundets krav og idealer. Dermed åbner digtsamlingen for en kritik af en virkelighed, hvor det enkelte menneske forventes at tilpasse sig, udvikle sig og fungere, mens de strukturer, der gør livet vanskeligt, får lov til at stå urørte.
For Balker insisterer på retten til et mere nuanceret menneskeliv, hvor tristhed, glæde og tvangstanker ikke reduceres til kategorier, der skal reguleres og behandles. Det er her, digtsamlingen bliver politisk: Den spørger ikke alene, hvordan det føles at være psykisk syg, men spørger også hvem der bestemmer, hvad der er sygt, og hvad der er normalt. Selvom digtsamlingen nægter at gøre sig spiselig, kan dens politiske udsagn indimellem komme til at stå så tydeligt, at de lukker for noget af den poetiske flertydighed, digtene ellers rummer.
Alligevel formår Balker at åbne for et andet og måske mere relevant spørgsmål: ”jeg ved ikke længere / hvor min sygdom / slutter / og hvor min personlighed / begynder”. Spørgsmålet er ikke længere kun, hvem man er med en diagnose, men også hvor grænsen mellem individet og dets omgivelser egentlig går. Hvornår bliver vores væren i verden til et symptom på sygdom?
Vi
I digtet Spadestik skriver Balker: ”jeg glæder mig til at høre jer / med jeres skæve briller / prøve at fortolke teksten”. Jeg mærker et lille slag i maven. For jeg skal netop læse videre med mine skæve briller, pille digtsamlingen fra hinanden og forsøge at sige noget klogt om den. Pludselig føler jeg mig spundet ind i teksten, og bliver usikker på mit eget blik. Hvornår bliver fortolkningen også en form for fordømmelse? Og kan jeg overhovedet skrive denne anmeldelse uden at gøre netop dette?
Måske findes der ikke noget entydigt svar. At læse er også at læse med sig selv. Men i Hey Guys Hey Guys bliver læserens blik ikke blot en begrænsning. Det bliver også en del af det møde, digtene insisterer på. Balker skriver fra et sted, der kan være svært at nå ind til, men rækker alligevel ud mod andre. Og måske er det netop i den bevægelse, at samlingen finder sin form for fællesskab. Det er i hvert fald her, Hey Guys Hey Guys står allerstærkest: i bevægelsen fra den tanke, der lukker sig om sig selv, til den stemme, der rækker ud efter andre.
Leave a Reply