Anmeldelse af Michelle Steinbeck: Favorita, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 20. januar 2025.
Anmeldt af Ursula Dyekjær
Foto: Ursula Dyekjær
At dumpe ned i Michelle Steinbecks fantasi er lige så foruroligende, som det er sjovt. I Favorita tager hun os med på et mordmysterie gennem Italien – og det er kun fair at kalde romanen en pageturner.
Fila vokser op i Schweiz hos sin italienske mormor og bryder sig ikke om, når hendes mor, Magdalena, kommer på sine sporadiske og kaotiske besøg – tæt ved hjertet gemmer hun mange, vilde historier om morens eskapader. Da Fila modtager et mystisk opkald om, at Magdalena er død, springer hun ombord på toget mod Italien for at finde sine rødder og løse mysteriet om sin mors pludselige død.
Nye veninder – og en revolution?
Allerede inden Fila ankommer til Italien, er jeg blevet bekendt med hendes uhæmmede fantasi – i hendes verden kan mennesker ligne gigantiske maddiker, og røgen fra en cigaret tager form af spøgelser. Da Fila besøger hospitalet i Italien og får overrakt sin mords jordiske rester, finder hun det første clue i mordmysteriet – I asken ligger en seddel med tre ord: Vico della Pace eller Kvindernes Gade.
På Kvindernes Gade, et sted hvor kvinder i guldsko og korte kjoler kontrollerer mænd og deres lyster, bliver Fila veninder med Sorella og Crocifissa. De to kvinder kendte Magdalena under navnet Favorita – og de tager Fila med til fremmede underverdener, hvor Filas absurde forestillinger for alvor begynder at læne sig ind i virkeligheden. Her forbereder kvinderne en modstandskamp mod en voldelig fjende, der aldrig forsvinder: mænd. Filas nye veninder er en del af en revolution:
”Det er på tide at vende tingene på hovedet. Så længe vi ikke forsvarer os, vil de fortsætte med at udnytte os og slå os ihjel. Den nye generation kan vi opdrage, men den gamle… voldelige mænd forstår ikke andet end vold.”
Kvinder og mysterier på tværs af tiden
Steinbecks fremstilling af mænd som voldsparate kvindehadere er måske, til tider, banal; hendes feminisme er næppe den slags imødekommende post-woke feminisme, der afbøder forståelsen af feminister som sure kvinder, der vil regere verden. Steinbecks kvinder VIL overtage verden. Men selvom forfatterens beskrivelser af kønnene ikke altid er raffinerede og nuancerede, er de ofte helt vildt sjove – det er befriende at hade hendes mandlige karakterer.
Pludselig bliver Fila bortført af en genert soldat, der efterlader hende i en mystisk jagthytte. I skoven finder hun et gravsted – her ligger Sisina. Den smukke Sisina blev brutalt myrdet mange årtier forinden, og nu besættes Fila af dette lokale mordmysterie. Hun får fingrene i en mappe fuld af gamle artikler om sagen. I denne del af bogen, der udfolder sig gennem avisartikler, udfører forfatteren et fabelagtigt arbejde med at vise, hvordan rygter fødes og senere bliver betragtet som sandheder. Fila bliver vredere og vredere, mens hun indser, hvordan mænds vold hele tiden bliver tildækket eller retfærdiggjort, mens kvinder gøres til skændsler:
”Hun blev myrdet, siger jeg, og så blev hun trukket gennem sølet. Og et halvt århundrede senere kommer der sådan nogle high-tech røvhuller og er stadig ikke interesserede i en skid andet, end hvem hun suttede den af på.”
Os mod dem, hekse mod mægtige mænd
Myter om kvindelige helgener og jomfruer samt den vold, der er blevet begået mod dem, fletter sig ind i Filas opklaring af mordet på Favorita. Det er både uhyggeligt og underholdende, når Steinbeck trækker tråde på tværs af generationer. Selv da Sisinas spøgelse begynder at rumstere i skoven og besøge Filas værelse, er det hele tiden mændene, de levende og de døde, man frygter – det er dem, der gør dele af Steinbecks roman til decideret hårrejsende læsning. Jo tættere Fila kommer på at opklare mysteriet, jo mere bliver hun truet – selv af de mænd, hun troede var venner:
”Han holder fast om mit håndled: Jeg siger bare, at du skal være forsigtig. Det er mørke kræfter, du leger med her […] Du er lige, hvad sådan et spøgelse har brug for. Det er sådan én som dig, de allerhelst vil smutte ind i.”
Da vi nærmer os slutningen af bogen, har jeg overgivet mig fuldstændig til denne overnaturlige verden. Jeg holder vejret og mister et øjeblik fodfæstet i historiens kaos af fordrukne mænd med rifler: hvem er gode og hvem er onde? Men kvinderne er snu, og til sidst står Fila side om side med hekse, kvinder og spøgelser og vender patriarkatet på hovedet. Det er kvinder i alle tider, der skal ydes retfærdighed – alle dem, hvis kroppe har været offer for en mand og hans sårede stolthed.
”Jeg ser en stor gryde over ilden, alle de mægtige mænd sidder i den og græder.”
Leave a Reply