Anmeldelse af Frederik Drescher Kluth: I mellemtiden er vi ingen, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 9. januar 2026.
Anmeldt af Anna Bogette Lysholm Nielsen
Foto: Anna Bogette Lysholm Nielsen
Frederik Drescher Kluths debut er en sårbar, sjov og ikke mindst autentisk beretning om venskab, sorg, ensomhed og det at indgå i maskuline fællesskaber som en moderne mand. I mødet med fortællingens protagonist, William, konfronteres læseren med et af livets store eksistentielle spørgsmål: Hvem er vi og hvordan bliver vi til dem vi er?
Romanen begynder en spirende sommer, hvor William, som egentlig har en uddannelse i journalistik fra RUC, har valgt at sætte uddannelsen på standby og tage et job som flyttemand. Beslutningen sker i kølvandet af et breakup med ekskæresten Vera, og Williams hjertesorg bliver en underforstået tematik, som romanen kredser om hele vejen igennem.
En moderne dannelsesroman
Romanen kan altså betragtes som en art moderne dannelsesroman, da William på flere punkter befinder sig i en overgangsfase, hvor han skal finde sin plads i verden uden kæreste og en fastlagt fremtid. Trods dette fremstår William optimistisk over for den kommende tid, og som han forklarer vennen, Anas, skal han: ”” (..) finde ud af, hvem jeg selv er, før jeg kan være noget for nogen, på en eller anden måde,” (..) ”Det er også vigtigt” svarer han efter lidt tid, ”det er vigtigt man ved, hvem man er, fordi ellers så er man bare ingen, eller du ved, så er man måske bare alle mulige andre end sig selv på samme tid””. Williams ønske om at finde sig selv bliver omdrejningspunktet for romanens narrativ. Hans optimisme og gåpåmod i romanens begyndelse sættes dog på prøve som fortællingen skrider frem. Dette sker sideløbende med, at han i mødet med sine mandlige medmennesker begynder at reflektere mere og mere over egen maskulin identitet, og dermed optræder også den senmoderne mands identitetsforvirring som et centralt spor i romanen.
Fluen på væggen
Denne tematik sættes allerede på dagsordenen i romanens begyndelse på dagen for Williams første vagt som flyttemand. Her forsøger William at tilpasse sig den lidt rå og til tider hypermaskuline dynamik blandt mændene. Alligevel bliver jeg hurtigt bevist om det nøgterne og til tider skeptiske blik, han betragter kollegaerne med, hvorfor jeg i højere grad opfatter ham som en observatør – en flue på væggen – end som en etableret del af fællesskabet: ””Er du vokset op i en plejefamilie?” spørger Torsten lidt pludseligt. André nikker bare uden at sige noget. Jeg får det lidt mærkeligt ved tanken om, hvis de aldrig har talt om det før. Mest fordi de har profileret sig til at være et så sammentømret makkerpar”. Ligesom William hæfter jeg mig ved, at det ikke ligefrem er autencitet og sårbarhed, der præger Andrés og Torstens relation. Alligevel kan jeg ikke lade vær med at blive en smule irriteret på William, fordi som romanen skrider frem, bliver det klart, hvordan William selv kæmper med at være autentisk og sårbar både over for sig selv og i sine egne relationer.
’The male loneliness epidemic’
Undervejs sætter William for første gang eksplicit ord på, at han ikke er glad. Dette manifesterer sig i et forsøg på at græde, der dog ikke lykkedes. På trods af, at William beskriver scenen med en forholdsvis ironisk distance, sidder jeg alligevel tilbage med en stor klump i maven. Denne bliver ikke mindre, da William efterfølgende, uden held, forsøger at involvere vennen Tais: ””ja, altså, måske skal du snakke med nogen om det, eller, jeg ved det ikke, altså hvis du er ked af det, mener jeg.” Føler på en måde, at han afviser mig, samtidig med at jeg heller ikke rigtig forstår, hvorfor jeg nævnte det for ham i første omgang””. Efter at have læst dialogen sidder jeg tilbage med en følelse af modløshed. Kluth fremstiller her ret nøjagtigt et paradoks i, at William tydeligvis længes efter at udvise sårbarhed og søger hjælp hos Tais, men alligevel ikke bliver grebet. Jeg læser det dels som et udtryk for, at Tais mangler de følelsesmæssige redskaber til at støtte sin ven, dels som et tegn på, at William måske endnu ikke helt selv forstår alvoren i sine egne følelser.
Kluths debut skriver sig ind i en tid hvor det maskuline køn og dets rolle ikke er så selvfølgeligt som det tidligere har været. Diskursen om, hvordan man er en ”rigtig mand”, er under revurdering. Dette har affødt identitetsforvirring og ensomhed blandt særligt yngre mænd, hvilket i Vesten omtales som ’The male loneliness epidemic’. Dialogen mellem William og Tais ser jeg som et godt eksempel på, at denne sociale tendens er en tematik, der også er oppe og vende i romanen. Som denne skrider frem, forstærkes dette i takt med, at romanens maskuline repræsentanter bryder sammen: flyttemanden Dratko tager sit eget liv, vennen Adam får et nervøst sammenbrud og Williams egne sorger og følelsesmæssige kvaler bliver ikke færre. Jeg hæfter mig især ved, hvordan han forsat registrerer alle disse alvorlige situationer med sin sædvanlige nøgterne observans, hvilket ved første øjekast kan virke afstumpet. Ikke desto mindre er det netop sproget, der er med til at øge troværdigheden af fortællingen, og min klump i maven fra tidligere bliver bestemt ikke mindre. Alligevel er jeg efter at have læst romanen ikke kun sørgmodig, men også optimistisk. Optimistisk fordi dette skarpe, refleksive og til tider lidt ironiske portræt af den moderne mands kvaler vidner om, at det ikke er umuligt at gøre op med de sociale strukturer, der fastholder mænd i ensomhed og følelsesmæssig isolation.
Leave a Reply