Anmeldelse af Om dyr og syn af Tormod Haugland, oversat af Allan Lillelund Andersen, udgivet på forlaget Silkefyret d. 27. januar 2021
Anmeldt af Shannon Færch
Foto: Shannon Færch
Hvordan finder man sig selv, når vejen er lagt for en fra fødslen? Hvordan kombinerer man landmandsliv og kunstnerdrømme? Og hvordan er det egentlig for en ung mand at vokse op på et traditionelt jordbrug i Norge inden og under olieindustriens triumfindtog? Det giver Tormod Haugland svar på i sin autofiktive roman Om dyr og syn, den første af en trilogi om Hauglands levede liv.
Tormod er født til at være landmand. Han hjælper sin far med arbejdet på gården som barn, og som ung mand overtager han ansvaret for en stor del af de mange landmandsopgaver. Dog har han svært ved at mærke sig selv, da de ting som egentlig optager ham, strider imod alt det, hans liv former sig efter. På et tidspunkt begynder han at læse i de bøger, der står ulæste og venter på hylden i hjemmet:
”Det var ikke normalt at folk læste. For der var noget dyrisk ved det at læse. Selvom dyr ikke kan læse, blev læsning set som noget dyr kunne have gjort, fordi de havde tid til det. Jeg, der voksede op blandt dyr, havde ikke tid til at læse bøger, og som jeg så det, stod dyrene tættere på det at læse end jeg gjorde, siden de havde fritid.”
Det cykliske arbejde som landmand med malkning af køer, reparation af udstyr, spredning af kunstgødning, osv., passer ikke sammen med et læsende liv, med tid brugt på kunst. Der er så meget andet, der skal passes på en gård, ansvar, Tormod skal leve op til – og så alligevel. Tormod begynder at læse som teenager og bliver ”grebet af en ny kraft”, da en skelsættende tanke rammer ham: ”Hvad nu hvis jeg selv kunne bestemme, hvad der var vigtigt og hvad der ikke var vigtigt?”
Kunsten at finde sig selv
Tormod både tegner, læser og skriver digte i den tid, han kan stjæle fra alle landmandsopgaverne. Da han starter som kunststuderende, flytter han fra landet ind til storbyen Bergen. Kontrasten mellem by og land er med til at sætte gang i Tormods selvransagelse, han begynder lige så langsomt at tænke over, hvem han egentlig er, og hvad han gerne vil med sit liv, og dermed bryde ud af det indre mørke, han føler hans identitet har været i alle hans unge år. En af vejene ud af mørket er hans egen livlige og kraftfulde fantasi, der har indvirkning på hans fysiske syn:
”Indbildningskraften, som i febertilstanden var uønsket, trængte sig på med en sådan styrke, at den forstyrrede synssansen, sådan at jeg så noget andet, end det jeg så, altså at jeg, i min fortolkning af det jeg kiggede på, så mere end det, jeg i virkeligheden kunne have set”
Tormods jagt på at finde sig selv danner et større billede på det at vokse op, og finde ud af, at intet er givet på forhånd: ”Livet var ikke fast, det var ikke givet, hvad der kunne ske.” Han har den overbevisning, at han skal være landmand, også mens han går på kunstskole. Men er det det eneste valg, han reelt har? Romanen handler om de ideer, vi fastholder os selv med, usagte ideer om, hvad vores liv kan blive til, og de begrænsninger vi ubevidst pålægger os selv. For at bryde ud af dem, må vi først kunne se dem, og så lære at se de andre muligheder, livet byder.
Et emotionelt tomrum
Tormods opvækst byder til gengæld også på grumme sager, naturen på landet er til tider barsk og både den unge Tormod og selve romanen lader til at holde afstand fra de svære følelser. Dette danner lidt et tomrum for læseren, da Tormods indre liv forbliver hemmelighedsfuldt bogen igennem, ud over de syner og tanker han har. Bogen indeholder mange detaljerede og nøgterne beskrivelser af både landmandsopgaver, jagt og reparation af en hytte efter indbrud; beskrivelser som nogle gange hypnotiserer, og andre gange bliver en smule langtrukne. Det nøgterne og tankefokuserede gør også, at man ikke helt får en fornemmelse af Tormods oplevelse af de relationer han har, både i form af familie og venner. Men måske er det netop sådan, det er at være inde i hovedet på en forvirret, men handlekraftig og kunstnerisk ung mand.
Leave a Reply