Litteraturens fænomenologi – på 60 sider

Litteraturens fænomenologi – på 60 sider

Litteraturens fænomenologi – på 60 sider

Anmeldelse af Dan Ringgaards Litteratur, en del af serien Tænkepauser, udgivet november 2014 på Aarhus Universitetsforlag

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / unipress.dk

Frihed, Kærlighed, Tid og Terror er blot nogle få af de i alt 23 titler i Aarhus Universitetsforlags successerie Tænkepauser, som er skrevet af universitets forskere. Det er bittesmå bøger med meget på sinde, og det nyeste skud på stammen, Nordisk-lektor Dan Ringgaards Litteratur, er absolut ingen undtagelse.

På sin vis kunne man indvende, at ordet ’tænkepause’ er et paradoks. Er en pause ikke netop et ophold fra verdens larm og bevidsthedens evige kværnen?
Man må nok skelne mellem to mulige betydninger; på den ene side ’en pause fra at tænke’, som netop antydet, og på den anden side ’en pause for at tænke’. En betydning, der omvendt betoner, hvordan det netop forudsætter, at man et øjeblik standser op, hvis man vil fundere dybere over et spørgsmål. Set i denne optik kan man næsten opfatte litteraturen som en tænkepause per se. Dette langsomme medie, der kræver at man som læser tager sig tid og lukker alt andet ude for en stund.

Dan Ringgaards Litteratur står i ordets sidste betydning som en tænkepause midt i alt det, vi sædvanligvis betegner som ’det litterære’ – et ophold i strømmen af bogudgivelser og -anmeldelser, litteraturmesser og -festivaller. Det lille hæfte spørger, hvor litteraturen er kommet fra, og hvor den bevæger sig hen – og hvad litteratur overhovedet er og var? Det beskriver, hvordan og på hvilke måder vi læser og har læst, og hvorfor vi gør det. Og endelig reflekterer det over selve formålet med litteratur – hvad kan den?

Der er mange spørgsmål, og Dan Ringgaard får på sin karakteristiske tænksomme måde givet nogle både kloge og interessante tanker som svar.

Indblikket i læsningens historie er ganske underholdende – vidste læseren for eksempel, at man først i det 10. århundrede begyndte at læse indenad? At med ganske få – på den tid mærkværdige – undtagelser læste alle tidligere højt frem for sig, når de læste?
Det begreb, vi i dag har om ’litteratur’, er i virkeligheden et relativt nyt fænomen. Litteraturen, forstået som: ”den særlige form for sprogkunst, der opstod, da en bestemt teknologi, skriften, mødtes med et særligt medie, den masseproducerede bog”, bliver derfor samtidig en del af det moderne individs udvikling. Den indad-læsende trækker sig tilbage i et privat rum, i en ensomhed, hvor det bliver synligt, at litteraturen også handler om ”opdagelsen af ens eget indre. Den handler om at blive sig selv”. ”At læse er ikke bare at afkode tegn, det er også selv at blive omkodet”, som Ringgaard skriver.

I vor tids digitaliserede og medialiserede verden er forbindelsen mellem litteraturen, bogen og skriften ikke længere selvfølgelig. Den afsondrede læser kastes tilbage i det sociale rum, hvor skriftens tavse medie blandes med eksempelvis auditive og visuelle medier. Litteraturen omtales i dag således også ofte som en truet art. Den har mødt konkurrence fra utallige andre medier – og alligevel har den ’overlevet sig selv’, som Ringgaard påpeger flere steder: ”Litteratur i betydningen ’sprogkunst’ vil eksistere, så længe vi er sprogbærende væsener.”

I dag, hvor vi har mulighed for at søge og finde alle de informationer, vi har brug for på internettet, har litteraturen mistet sin oplysende rolle. Den gør os ikke direkte klogere på verden, men den kan ’vise os verden’ forstået på den måde, at den kan ”åbne vores øjne for verden ved at vise den på en anden måde, end vi er vant til.” Litteraturen spejler ikke bare verden, men skaber en forskel fra verden, der gør, at vi kan få øje på den. På den måde har litteraturen også været rum for en kritisk tænkning: Hvordan kunne verden ellers have set ud? Litteraturens særlige adgang til andre menneskers bevidstheder sætter forskellige selvmodsigende synsvinkler i spil og giver læseren mulighed for at udforske andre logikker og verdenssyn.

Lidt plat formuleret kan man sige, at vi netop læser og ikke løser: ”En gåde har en løsning. Litteratur har en læsning. Og en sådan holder aldrig op,” skriver Ringgaard. Det betyder også, at litteraturen får os til at blive ved med at stille spørgsmål – og heldigvis for det! Dan Ringgaards tænkepause er et levende eksempel herpå.