Livtag

Anmeldelse af Amalie Smith: Terracotta, udgivet på Gyldendal d. 10. januar 2025.

Anmeldt af: Asta Birkler

Foto: Asta Birkler

Amalie Smith former med sin nye bog et arkipelag af aminosyrer, antikke lerfigurer og en mors arbejdsdagbog.

Terracotta er et skulpturelt værk med terrakotta-rødt omslag og to spejlede dele, som skal læses fra begge ender af bogen. Indeni findes et øhav af noter, tekster og samtaler, som tilsammen former spørgsmål om, hvordan vi skal forstå begrebet liv – både biologisk, kulturelt, teknologisk og som nyfødt forælder.

Jeg møder i bogen et skrivende jeg, som netop er blevet mor til en datter. Hun taler med forskere, betragter lerfigurer på Cypern og bekymrer sig om verdens tilstand og barnets vægt. Hun jagter arbejdstid, vuggestueplads og svar på spørgsmålet om livets oprindelse. Men hun forsøger også bare at skrive en bog:

”Jeg sidder ved skrivebordet i atelieret på kanten af byen og behandler teksterne, som var de ler, som om materialet i sig selv kunne give svar på mine spørgsmål. (…) Jeg ruller pottemagerguder og krystalgener, landskabsbilleder og skabelsesberetninger, kulstofkredsløb og kunstigt liv sammen til pølsede kropsdele.”

I mellemrummet

Jeg har svært ved at tegne konturerne omkring det øhav af tekst, Smith fremskriver. Det vil ikke kortlægges. Mellem tekst-øerne bruser et hav af spørgsmål, som (heldigvis) aldrig besvares, men bare får lov at strømme, når fortælleren eksempelvis siger: ”Derfor fik jeg den tanke, om det, de her oldtidsmennesker lavede, når de sad og formede små figurer i ler, kan forstås som spæde forsøg på selv at skabe liv?” Eller når hun et andet sted i bogen spørger: ”Hvis Cairns-Smith havde ret i, at leret var livets udgangspunkt, kan man så se alt liv som en slags levende ler, fugtigt ler i bevægelse?”

Spørgsmålene fosser ud af bogens forestilling om ler og liv som to forbundne størrelser. Og så udspringer de af den klimabekymring, som findes i jeg’et og i bogens titel, Terracotta, der har rod i ordene ’brændt’ og ’jord’.

Formfuldendt

På den måde væver Smith et fint slør af urtilstand og almindelige betragtninger. Moss, ursuppe og kaffe efter yogatimer flettes ind i hinanden på bogens sider. Elektricitet i atomkerner står side om side med barnet, der græder om natten. Sætningerne er ømme og konstaterende, det er sprog helt nede på jorden. Og det er jeg ret vild med.

Terracotta er øvelser i forundring. Livtag med klimakrisen ved at undersøge sammenhængen mellem ler og liv. Mellem jord og menneske. Mellem myte og naturvidenskab. Heldigvis trækker fortællerens banale hverdagsbetragninger os ned på jorden igen.