Anmeldelse af Emma Bess: Ly, udgivet på Gutkind d. 9. februar 2022
Anmeldt af Simone Eriksen
Foto: Simone Eriksen
Der sker noget forunderligt mellem barn og forældre, når barnet selv bliver voksen; der sker en løsrivelse, samtidig med at barnet stadig har brug for støtte og anerkendelse. Dette vakuum i forholdet mellem børn og deres forældre udfolder Emma Bess i romanen Ly på den fineste, barske og uskyldigste måde.
Sally (eller Sal eller Salome) bliver meget overrasket den dag, hvor sygehuset ringer til hende for at fortælle, at hendes morfar ligger for døden og har sat hende på som hans kontaktperson; hun har aldrig haft et forhold til ham, og hun har svært ved at forholde sig til det i hendes almindelige leverpostejsliv med kæreste, børn, hus og arbejde. Ikke desto mindre får hun kontaktet sin mor, Linda, i London, og til deres begge forbavselse foreslår Linda at komme til Danmark dagen efter og være hos Sally og hendes lille familie. Sally skaber hurtigt tårnhøje forventninger til besøget, både af hende selv, men også af Linda, som ikke deler Sallys ambitioner; hun kører derimod seancer inde i hovedet, om hvordan de kan hygge sig med rundstykker om morgenen, inden hendes yngste datter, Ada, skal i vuggestue, og hvordan de alle sammen kan køre i den samme bil hen til hospitalet.
Når virkeligheden skuffer
Desværre forbliver Sallys store planer og ambitioner i hendes tanker og drømme, og Lindas besøg bringer kun reel lykke hos Sallys ældste datter Eline, som forguder sin mormor. Sally og Linda har begge hver deres minder om fortiden: hvor Linda husker Sallys barndom som sin egen triumf som fotograf, så husker Sally i stedet presset for hele tiden at have en kameralinse rettet imod sig. Som voksen har Sally sidenhen erkendt, at hendes grænser blev overtrådt som barn, uden at hendes mor reelt opdagede det. Denne frygt for at få overskredet sine grænser er nu en bekymring, som Sally har på børns vegne, hvilket også kommer i spil efter Linda er væltet på cykel med Ada bagpå, hvor den lille pige har fået hjernerystelse, og Linda betragter hende i hendes barnlige søvn:
”Linda læner sig tilbage. Jo, der er et billede her. På en eller anden måde, selvom omgivelserne ikke er hospitalets, passer det perfekt. Linda bliver grebet af en fryd, endelig er der alligevel en mening med, at hun er kommet her. Hun prøvede at presse den frem allerede i morges, da hun så ynkeligt lå på lur der i legehuset, prøvede at se, om der ikke kunne komme et billede ud af dette fejlslagne besøg, og det slog i sig selv fejl, for der var dette her melede ved Sal, som gjorde, at hun bare gled bagud i billedet, og intet kunne man fange hende i.”
At genfinde hinanden
Ly er en virkelig fin fortælling om at genfinde forholdet til ens forældre, når man selv er blevet voksen, og den er derfor også en anderledes roman om at finde sig selv; for hvordan skal man egentlig tackle at være voksen, hvis man ikke deler sine forældres holdninger og livsstil?
Leave a Reply