Anmeldelse af Ingeborg Topsøe: Efterveer, udgivet på Forlaget Gladiator d. 31. januar 2025.
Anmeldt af Freydís Ösp Leifsdóttir
Foto: Freydís Ösp Leifsdóttir
En kvinde får foretaget en frivillig abort. En beslutning hun selv har taget, og en rettighed, kvinder har kæmpet for i mange år. Alligevel bliver hun ramt af sorg. En sorg, hun ikke har ret til, da hun selv har valgt aborten – eller hvad?
Ingeborg Topsøes debutroman Efterveer er en autofiktiv fortælling om en kvindes frivillige abort, og de komplekse følelser, der medfølger. Bogen er skrevet i dagbogsform, hvilket giver en rå og ufiltreret adgang til hovedpersonens tanker. Men har man overhovedet ret til at sørge over noget, man selv har valgt? Dette paradoks er centralt i Topsøes roman, hvor hovedpersonen forsøger at finde mening i sin beslutning.
En fortælling om illegitim sorg
Bogen begynder d. 25. august 2020, hvor hovedpersonen efter opfordring fra sin psykolog begynder at føre dagbog om sit liv.
Fortællingens centrale element er paradokset i at sørge over noget, man selv har valgt. Hovedpersonens sorg virker ikke til at passe ind i nogen kategorier – den er hverken legitim eller velkommen i samfundets eller hendes egne øjne: ”Hun har mistet et barn, og jeg har dræbt mit.” Her reflekterer hovedpersonen over sin underbo, der har oplevet ufrivillig abort, og sammenligner dette med sin egen situation. Her bliver det tydeligt, hvor hård hun er mod sig selv, og hvor dybt skammen sidder i hende.
Andres manglende forståelse over for hovedpersonens følelser går igen i romanen. Kæresten Adam, psykologen Birthe og veninderne reagerer alle på hendes depression med en vis irritation og distancering. Selv som læser kan man blive grebet af den uforstående følelse af, at hun måske malker situationen lidt rigeligt.
”Skal sorg værnes om og beskyttes? Eller er det kun min sorg, der skal skjules for omverdenen, fordi den er forkert? Falsk og vulgær.”
Jeg vil mene, at dette er noget Topsøe gør bevidst – at stille læseren på det andet hold – for at tydeliggøre, hvordan sorgen bliver en isoleret affære og en skam.
På et tidspunkt sammenligner hovedpersonen sin abort med Tove Ditlevsens. Hvor Ditlevsens abort var ulovlig, og en kvinderetfærdighedskamp, var hovedpersonens abort derimod ”nem. Gratis. Lovlig”. Hun skriver:
”Det føles som et forræderi mod det privilegie, som en lovlig, gratis abort stadig er. Måske hvis rettigheden til en abort blev en selvfølge, ville det være anderledes.”
Det er en bemærkelsesværdig refleksion, fordi selvom det lyder dystopisk, at rettigheden til abort ikke er en selvfølge, så er dette jo en sandhed– og det kan vi se flere steder i verden, hvor kvinder bliver frataget denne rettighed.
En kropslig læseoplevelse
Efterveer er en bog, der river læseren med sig. Man får lov til at mærke hovedpersonens skyld, irritation, lettelse og ikke mindst dybe sorg. Topsøe formår at fange de nuancerede følelser med et sprog, der både er enkelt og sorgbetynget. Dagbogsformen markeret med datoer, skaber en intimitet, der gør, at det føles som om man læser en andens mest private og intime tanker.
Det dybrøde omslag og den enkle tegning af en enkeltmandsseng signalerer ensomhed og refleksion. En rødbrun streg langs bogens kant, der ligner et blødende omslag, giver en visuel fornemmelse af, at bogens indhold siver ud over siderne, som om smerten ikke kan holdes inde. Omslagets bløde tekstur giver en fysisk kontrast til den hårde og rå tekst.
Følelsernes legitimitet
Efterveer er en modig og rå roman om en sorg, der indtil nu er blevet fejet ind under samfundets tæppe. Topsøe formår at skabe en nærværende og til tider ubehagelig læseoplevelse, der prikker til vores tanker og opfattelse af valg, skyld og følelsernes legitimitet.
Topsøe inviterer læseren helt ind i hovedpersonens mest private anliggender – og det virker.
Leave a Reply