Måske er man altid mere, end man lige går og regner med

Anmeldelse af Lise Villadsen: De sorte hullers klub, udgivet på Gutkind d. 11. januar 2024. 

Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen

Foto: Amalie Brændgaard Hansen 

Lise Villadsen har flere bøger på forfatter-cv’et, blandt andet Tigerhjerte (2018) og Kvantespring (2020). Nu er hun tilbage med en ny udgivelse – denne gang om identitet, ensomhed og at turde stå ved sig selv. En historie om Max, der tilmeldes en gruppe for ensomme unge, som er et kommunalt tilbud, der afholdes på gymnasiet hver torsdag. Her møder han fem andre unge, heriblandt den hjertesyge Sylvia. Trods modstand, løgne og bump på vejen gror venskabet mellem dem, og sammen afsøger de, hvem de er, selv med alle de sorte huller, de bærer rundt på indeni. 

Villadsens roman har et småt persongalleri, hvor Max er hovedkarakter. Han har lidt modvilligt tilsluttet sig torsdagsgruppen på opfordring fra sin mor, som har lovet at betale hans kørekort i fortjeneste. Max er ikke synderligt engageret og er i virkeligheden mere optaget af astrologi og universet. Han tvivler på, at deltagelsen i gruppen vil gøre nogen gavn og har ikke nogen umiddelbar tro på, at han har noget til fælles med de andre medlemmer. 

I begyndelsen fordømmer Max de andre, men som tiden går, giver de alligevel hinanden en chance og ender med at etablere et støttende fællesskab. Takket være det nyankomne gruppemedlem, Sylvia, falder paraderne, forelskelsen blomstrer, og deres indbyrdes sårbarheder finder vej frem i lyset. De påbegynder en fælles mission, der bringer dem tættere på hinanden. Den nye pige Sylvia er hjertesyg og har kun et halvt år tilbage at leve i, hvis hun ikke får et nyt hjerte. Sammen sætter de alt ind for at give hende nogle gode øjeblikke, så hun for en stund kan glemme sygdommen og leve et så normalt ungdomsliv som muligt, selv med døden åndende i nakken. 

Folk er ikke altid dem, vi tror, de er 

De seks unge har alle sorte huller indeni og slås med hver deres psykiske udfordringer. Sammenligningskulturen medfører usikkerheder blandt nogle af romanens karakterer, ligesom mange unge oplever det i dag. I romanen følger vi nogle karakterer, der på forskellig vis føler, at de ikke slår til, ikke er gode nok eller føler sig ensomme: 

“Sorte huller ender med at opsluge alting, det har jeg hele tiden vidst. Men alligevel kommer det bag på mig, hvor stor den efterfølgende tomhed er. Hvor mørkt rummet pludselig er. Hvor stille.”  

Romanen handler i bund og grund om at turde stå ved den, man er. Kan man ikke det, kan det få nogen til at lyve sig til et mere interessant liv. Spørgsmålet er derfor, om romanens karakterer i virkeligheden er dem, de udgiver sig for at være? Historien overrasker undervejs, idet handlingen tager en uventet drejning, og derfra kan det være svært at regne ud, hvordan den ender. Imidlertid vækker romanen en masse forskellige følelser i én – for mig oplevede jeg både en følelse af overraskelse, medfølelse, irritation og taknemmelighed – i løbet af de omtrent 200 sider. 

Støttebog til psykisk sårbare unge 

De sorte hullers klub er skrevet i et letlæseligt sprog rettet til unge og kan være støttende for unge, der på den ene eller anden måde slås med noget psykisk, om end det er ensomhed, angst eller lavt selvværd. Den er aktuel og vigtig i en tid, hvor der er flere, som mistrives eller har det svært psykisk. 

“Måske er man altid mere, end man lige går og regner med.”  

Gennem karakterernes bekendelser får de vist deres sårbarheder frem. Det skaber et trygt rum og en bedre relation indbyrdes. Romanen berører emner som ensomhed, frygt, usikkerhed, venskab og identitet, men også sygdom og organdonation.  

Sylvia står på venteliste til et donorhjerte, og det beskrives, hvordan bekymringerne vokser hos vennerne, hvordan det er at være i nær relation til en alvorligt syg, og hvor meget Sylvia har lært af at leve med sygdommen. Romanen italesætter, hvor vigtigt det er at minde sig selv om at leve livet, mens man har det, og være taknemmelig hver dag: 

“Da vi har sagt farvel, bliver jeg siddende på fliserne. Jeg kigger op på himlen, som er blå og uendelig og altid minder mig om, at vi bare er en lillebitte del af et uendeligt univers.”  

Etisk refleksion   

Villadsen har skrevet en vigtig og rørende roman, der formår at bringe forskellige følelser frem. Hun skriver i en humoristisk tone, samtidig med at alvoren finder vej frem og får plads i fortællingen. Noget, jeg især godt kunne lide ved historien, var, at den opfordrer læseren til at reflektere over nogle etiske spørgsmål om blandt andet organdonation samt autenticitet stillet over for bedrageri.

Alt i alt synes jeg, at Villadsen formår at tage nogle vigtige emner op, som hun formidler på en god måde i et letforståeligt, flydende sprog. Hun beskriver, hvordan vi alle på den ene eller anden måde længes efter at blive set og accepteret, for den vi er, på trods af de sorte huller vi bærer rundt på indeni.