Anmeldelse af Rune T. Kidde og Ida Holst: Friederikesdal, Modtryk, August 2014
Anmeldt af Anne Skov Thomsen
Foto: Bogens omslag / modtryk.dk
Den folkekære Rune T. Kidde, der blandt andet var kendt og elsket for fortællinger som ”Den lilla møghætte og pulven”, døde sidste efterår. Den posthume udgivelse af mailromanen ”Friederikesdal”, der er skrevet i samarbejde med Ida Holst, vakte således håb om en afrundende, rablende hilsen fra det hinsides, men efter endt læsning havde man næsten foretrukket tavsheden.
Friederikesdal, der går under betegnelsen ’mailroman’, udspiller sig som en mailkorrespondance mellem den unge, adelige Adelaide, der er bosat på et lollandsk gods af samme navn som bogens titel, samt en endeløs række mere eller mindre obskure karakterer. De mange mails underskrives af mistænkelige personager, der spænder fra kriminalkommissærer, demente adelsmænd og bilmekanikere over bekymrede mødre, et forbryderkorps (som pønser på at plyndre godset) og forskellige private chauffører og sågar til den engelske premierminister.
Korrespondancen indledes, efter Adelaide til en privat stuekoncert på godset samler et visitkort op, som hun angiveligt ser en bekendt og, ikke mindst, tiltrækkende ung herre tabe på gulvet. Hun sender åbenhjertigt sin digitale kærlighedserklæring af sted til visitkortets maildresse, men modtager til sin store skuffelse ikke ligefrem det svar, hun havde håbet på. Adskillige personer med det mystiske og dog hysterisk almindelige efternavn Jensen blander sig nemlig i samtalen. Deres identiteter præsenteres og afsløres atter som fup i ét væk, så det er umuligt at bestemme, hvem eller om der overhovedet er nogen iblandt med reelle, uforfalskede hensigter i deres henvendelse til Adelaide.
Når man fortæller om projektet og ideen på denne måde, lyder det jo meget sjovt og typisk rablende Kiddesk, men der går desværre temmelig lang tid, før det begynder at blive bare nogenlunde interessant at læse med i den vidt forgrenede mailkorrespondance. Ida Holsts lidt fisefornemme Adelaide-figur er langt hen ad vejen kedelig og forudsigelig. Der forsøges somme tider næsten for hårdt, fx i Adelaides svar til Jan (én blandt de mange Jensen-personager), der efter sigende bestyrer en bilkirkegård: ”Du er vist også bidt af en gal benzintank … eller hvad man nu siger … Jeg er ikke så meget inde i bilverdenen.” Et forsøg på morsomhed, som kunne minde om en barnlig replik under en ’fin dame’-leg. Anderledes er det med Kiddes Jensen-karakterer, der i vanlig stil er ubehøvlede og upassende – eller bare for meget som i mailen fra den demente Jean Paul (Jans far), der ’mindes’ Adelaides søster som natklubdanserinde på Moulin Rouge: ”Hun var en blomst i blomsterlundens dulmende dales skyggefulde skygger. Quelle fleur!” Eller diabolsk engleagtigt meddelende: ”Det skærer mig umådeligt i hjertet at måtte fortælle dig, at Jean Paul Jensen er blevet kvalt i en snasket sovepose, mens overmenneskeligt ubehagelige individer har hoppet på ham med tunge træskestøvler. (…) Hans næse var klippet af med en sløv hækkesaks, og hverken næsen eller hækkesaksen er fundet.”
Hvad kan den såkaldte ’mailroman’?
Der ses lige nu mange eksempler i den aktuelle litteratur på en udforskning af, hvad de nye medier kan. Jeg nævner i flæng sms-romaner (Ida Holst udgav sidste år Hej søde), kalender-noveller (Merete Pryds Helle), hashtags i digte (Caspar Eric), og her altså en ’mailroman’. Det må derfor også være relevant at spørge: Hvad kan sådan en størrelse egentlig? Man kan sige, at forfatterne på et eller andet plan får en mere realistisk oplevelse af deres skrift som en afsender-modtager-situation – en faktisk kommunikation, som giver en særlig dynamik, fordi det fiktive Du pludselig til en vis grad bliver faktisk.
Det er samtidig litteraturhistorisk set et spændende skridt at betragte forfatterne træde ud af det afsondrede enmandskammer og producere skrift sammen med andre. Fællesbogen ”Frit flet”, der udkom tidligere på året, var et smukt og interessant eksempel på, hvad der kan ske, når man opgiver sin egen (forfatter)stemme og bliver ét med et fælles ’vi’. Men måske er det netop dét, der ikke lykkes i Friederikesdal?
Ida Holst beretter selv i bogens forord om, hvordan hun næsten havde forelsket sig i sin egen karakter, Adelaide, inden hun sendte den første mail af sted til Rune T. Kidde, og at hun faktisk blev en kende irriteret, da han så (hvad der skulle blive gennemgående for hele forløbet) svarede i komplet modsat retning af, hvad hun havde forestillet sig. Man mangler simpelthen hjerteblod i de første mange mails og fornemmer tydeligt, hvordan to stemmer taler forbi hinanden. Men efterhånden sker der lige så stille det forunderlige, at de to finder et fælles sprog. Pludselig ser man Adelaide foretage de uventede manøvrer og drejninger, der får Kiddes djævelske karakterer til at måtte vride sig og sprælle i handlingens edderkoppespind. Først da mailromanen bliver en opslugt samtale mellem to forfatteres sammenvævede sprudlende fantasier, blomstrer ”Friederikesdal” op. Legen forbliver dog, som i de fleste tilfælde, mest underholdende for dem, der er med i den, og man kan derfor stille spørgsmålstegn ved, om kommunikationen mellem forfatterne sker på bekostning af den med læseren?
I hvert fald efterlader bogen mig hverken med synderligt ømme mavemuskler eller en læseoplevelse til nogen særlig videre refleksion. Med Friederikesdal er der sat endeligt punktum for Kiddes forfatterskab – men ikke af den mindeværdige slags.
Leave a Reply