Anmeldelse af Sophie Kallehauge: Forårssind, udgivet på Gyldendal d. 7. marts 2024
Anmeldt af Stinne Bjerre
Foto: Stinne Bjerre
De fleste glæder sig til foråret: Dagene, der gradvist lysner, naturen, der springer ud, det intense grønne og gule farveflor. For Lærke er foråret anderledes. Årstiden vækker hendes alarmberedskab til live, for denne tid bringer noget andet med sig, noget, hun konstant må være årvågen over for – hendes fars maniske udbrud. Sophie Kallehauges debutroman Forårssind er en rørende fortælling om psykisk sygdom, indgribende angst og et komplekst far-datter-forhold, hvor kærligheden og tilliden er en tikkende bombe, der hele tiden trues af lidelsens fangarme.
Det er forår – årstiden, Lærke ikke kan fordrage. Hendes far er bipolar, og hvert år på denne tid begynder hans mani at vise sig. Hans sind trigges af lyset, farveintensiveringen, af alt det, der springer ud. Derfor vækker foråret ængstelse og bekymring hos Lærke. Hun bliver hyperopmærksom på tegn, der kan pege i retning af, at hendes fars mani er ved at blive vakt. Samtidig bliver faren hyperopmærksom på Lærkes velbefindende og tiltagende angst:
”Flere gange om dagen ringer jeg til ham for at sikre mig, at han tager telefonen, og at stemmen lyder normal (…) Og flere gange om dagen ringer far til mig for at sikre sig, at angsten ikke har overtaget mit sind.”
I et forsøg på at komme angsten til livs går Lærke ugentligt til møder for pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Her møder hun Phillip, som hun indleder et forhold til. Hun beslutter sig for at ændre sit syn på foråret. Hun vil være et forårsmenneske, og hun byder årstiden velkommen ved at male sit værelse skriggult. Men hendes far opfører sig gradvist mere og mere mistænkeligt; han virker overbegejstret for tilværelsen og igangsætter alverdens projekter, og ængsteligheden sniger sig langsomt ind på Lærke. Inden hun ved af det, er hun tilbage i angstens omklamrende greb, som dikterer hendes tanker og vender op og ned på hendes verden.
En spiral af bekymring
Romanen viser på en fin og omsorgsfuld måde, hvor indgribende en psykisk lidelse kan være – med et særligt fokus på konsekvenserne for pårørende til en psykisk syg. Lærkes angst for farens maniske udbrud er ikke blot invaderende for hendes sind, men påvirker også måden, hun er i verden på og hendes relationer til andre mennesker i sit liv. Bekymringen bliver en naturlig del af tilværelsen for hende som pårørende – noget, hun er bevidst om, men ikke kan undslippe:
”Phillip bekymrer sig om sin bror. Phillip bekymrer sig for, at jeg bekymrer mig om min far. Jeg bekymrer mig for, at Philip bekymrer sig for, at jeg bekymrer mig for min far. Vi bekymrer os for hinanden. Vi bekymrer os for, at vi bekymrer os.”
Den konstante bekymring og altoverskyggende ængstelighed, der plager Lærke, når foråret nærmer sig, bliver samtidig udtryk for den kærlighed, hun nærer til faren. Som læser mærker man den gensidige magtesløshed, Lærke og faren begge føler i forsøget på at afhjælpe smerten hos hinanden. Og det er hjerteskærende at bevidne, hvordan sygdommen kiler sig ind mellem dem og gør, at de distancerer sig fra hinanden, når manien er under opbygning.
Sætter spørgsmålstegn ved normalitetsbegrebet
På trods af alt det tragiske og splittende, der hører med til det at have en psykisk sygdom, tematiserer romanen kompleksiteten ved psykiske lidelser og udfordrer normalitetsbegrebet: Hvornår er en bestemt slags adfærd udtryk for noget, der rækker ud over det normale? Kan det unormale være normalt? Kan en psykisk sygdom være smuk? Kan vi lære noget af den? Det er netop, når farens mani er på sit højeste, at han også er mest begejstret for livet og kan udfolde sig kreativt. Disse personlighedstræk synes allerede at bo i ham, men forstærkes af sygdommen. Lærke ser ud til selv at overtage nogle af disse træk og bliver i tvivl om, hvorvidt hun har arvet farens lidelse: ”Lighedstegnene imellem far og mig: Vores elendige sovehjerter/At vi mærker farver/Vores sinds tendens til at spiralere.” Tvivlen om Lærkes egen psykiske tilstand sætter fokus på det besværlige i at identificere forskellen mellem sindslidelse og personlighed og tematiserer herved den vævende balance mellem at være gal og genial. Noget af det fineste ved romanen er, efter min mening, at den ikke tegner et entydigt negativt billede af psykisk sygdom, men skildrer sygdommens og dermed også menneskets kompleksitet og kontraster: det smukke og det grimme; livsglæde, kreativitet, lidelse, destruktion og angst – alt hvad det menneskelige sind rummer, uanset sygdom. Samtidig viser romanen, hvordan en kærlighedsrelation kan bestå trods en psykisk lidelses svære indgriben.
Leave a Reply