Matchmaking i romantikken

Matchmaking i romantikken

Matchmaking i romantikken

Anmeldelse af Jane AustenEmma oversat af Vibeke Houstrup, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 20. maj 2019 

Anmeldt af Simone Eriksen 

Foto: Simone Eriksen 

Det svære kærlighedsliv er ikke kun noget, som mange kender til den dag i dag, men jagten på den eneste ene er også noget, de kendte til for flere århundreder siden. Austen brillierer atter med sin måske mest kendte roman Emma, hvor søgen efter kærligheden på kryds og tværs har hovedrollen, hvilket Vibeke Houstrup formår at gøre tilgængeligt for den danske læser og stadigvæk bibeholde Austens skrivestil og sjæl. 

 

Termen ”Kirsten Giftekniv” er nok det, der bedst betegner Austens hovedperson Emma i romanen af samme navn, der første gang blev udgivet i 1815. Den unge og smukke Emma er vokset op i rigdom og kender dermed kun til det privilegerede liv. Hertil medfølger den snobbede attitude, hvilket Emma ikke lægger skjul på over for både sine nærmeste, men også let bekendte, og alligevel er hun vellidt og respekteret af stort set alle, hun møder på sin vej. Historien begynder med, at Emma lige har deltaget i sin guvernante og fortrolige veninde, Miss Taylors, bryllup, hvor Emma tilfældigvis var den, der introducerede de elskende for hinanden. Emma er derfor overbevist om, at hun er den fødte matchmakerog finder sig hurtigt en ny veninde, Miss Harriet Smith, som hun vil få gift med en af de attraktive herrer i sin omgangskreds. Dette går dog ikke nær så nemt som med Miss Taylor, hvilket gør, at Harriet får knust sit hjerte mere end en gang, og Emma bliver forlegen de gange, hun tager fejl. Emma skænker dog ikke sit eget kærlighedsliv den største tanke i sit matchmaking-spil, hvilket også giver nogle udfordringer, da en af de herrer, som hun prøver at gøre forelsket i Harriet, i stedet bliver forelsket i hende selv. Og modsat, når hun så en sjælden gang begynder at vise en interesse, bliver han forelsket i en anden, hvilket også bringer hende i forlegenhed.  

Austen fejler aldrig 

Når man som læser sidder med Emma, er man aldrig nogensinde i tvivl om, at det er den kære Austen, der er dens forfatter. Den starter, som mange andre af hendes romaner, med at præsentere den familie, som spiller fortællingens hovedrolle, i detaljer. Derefter udvides persongalleriet så meget, at man til sidst mister overblikket og er nødt til at google, hvem de alle sammen er, da nogle karakterer er brødre og dermed begge bliver omtalt som Mr. Knightley. Samtidig er der kvinder, som i løbet af fortællingen bliver gift, men stadig bliver refereret til med deres pigenavn, men også deres giftenavn, hvilket gør, at man skal holde tungen lige i munden for at huske, hvem der er hvemVibeke Houstrup formår på trods af dette at lave en virkelig god oversættelse, som stadig indeholder kernen af Austens skrivestil og sjæl med sarkastiske og ironiske bemærkninger samt indre monologer over de forskellige dramaer som Emma oplever: 

”Hun var snart overbevist om, at det ikke var på egne vegne, hun var det mindste ængstelig og forlegen. Det var på hans. Hendes hengivenhed var faktisk svundet ind til næsten ingenting. Den var ikke værd at tænke på. Men hvis han, der utvivlsomt hele tiden havde været den af dem, der var mest forelsket, vendte tilbage med de samme varme følelser, som han havde taget med sig, da han rejste, ville det være meget foruroligende.”

Det er virkelig forståeligt, at Emma er på listen over Austens mest velkendte og elskede værker, da den på mange måder adskiller sig fra hendes andre værker. Emma er nemlig den første kvindelige hovedperson hos Austen, der ikke kommer fra fattige eller middelmådelige kår. Hun kommer i stedet fra de højere lag, og det var derfor meget forfriskende at læse en Austen-roman, hvor hovedpersonen selv ikke gik med tanker og bekymringer om at blive gift. Så hvis man vil udforske Austen og de lidt højere sociale lag fra en anderledes vinkel er Emma en fantastisk måde at gøre det på.