Anmeldelse af Lise Villadsen: Huse med børn, udgivet på forlaget Gutkind d. 30. september 2025
Anmeldt af Signe Nielsen
Lise Villadsens første roman til voksne er en psykologisk thriller om, hvad der sker, når misundelsen griber om sig. I Huse med børn møder vi det, der kunne være blevet en moderskabsberetning, men endte som en gyser. Debuten er fængende – og indimellem skræmmende relaterbar.
Irene er bonusmor. Sådan har det været siden, hun mødte den milde præst Thomas for tre år siden, og på trods af et brændende ønske om at føre sine egne gener videre, består Irenes liv pludselig af at være hjemmegående hus-ikke-mor i den smukke bindingsværkspræstegård med et forlist psykologistudie bag sig. Hverdagen går med at læse Thomas’ prædikener og pleje den smukke æblehave; lige indtil nabohuset med de (alt for) mange vinduer bliver købt af børnefamilien fra Toulouse.
Det starter egentlig meget godt: Irene flytter ind i præstegården. Thomas bringer datteren Isabella fra sit første ægteskab ind i sit andet, og Irenes uforbeholdne kærlighed til Isabella tænder håbet om selv at kunne blive mor til Thomas’ barn. Det er det eneste, der mangler! Der er bare det, at Irene er 36, og drømmen viser sig ikke at være så nem at realisere.
””Gør det ondt” spørger han, og jeg lukker øjnene og siger: ”Nej, det er dejligt”, mens jeg forsøger at tænke på alt andet end ægløsning og sædceller. Men det er svært, det er jo derfor, vi ligger her nu. Det er ikke for sjov. Ikke længere.”
Irene sørger for at ligge med benene opad langs væggen efter det tørre samleje, fører kalender og skriver dem på venteliste til fertilitetsbehandling. Thomas er fra starten positivt stemt, men trækker sig pludselig fra processen kort efter, de nye naboer er flyttet ind. Det kan vel umuligt være et tilfælde? Hvem er det, der prøver at knuse Irenes drøm?
Naboerne i glashuset
De nye naboer, Pierre og Marie, er et umage par: Pierre er professor i filosofi, bærer runde briller og har mad i mundvigen, mens Marie er 15-20 år yngre, har en sød fransk accent, en lille næse med skihop, og bestemt ikke ligner en, der har født to børn – men det har hun.
”Hun har den slags feminine energi, der får én selv til at føle sig som en grov parodi på en kvinde”
Jalousien bobler i Irene, der nyligt har måttet opgive sin moderdrøm, og det er i skellet mellem sin egen usikkerhed og det spirende had til Marie, at historien udfolder sig.
Jeg må ærligt erkende, at jeg delte Irenes frustration og jalousi, da jeg læste beskrivelsen af Marie. For Marie er et af de slags mennesker, der har det der perfekte slør over sig, som til tider virker parodisk. Den slags mennesker føder usikkerhed, der sætter sig i en som en skamfuld igle, og man går rundt og håber, de snubler over en kantsten. At de bøvser eller siger noget dumt, bare for at facaden krakelerer en smule. Det er i Marie, Irenes ulykke har afsæt, og relationen til naboen bliver både fortællingens motor og katalysator for det meste, Irene foretager sig.
Den utroværdige fortæller
I form af Irenes efterhånden sygelige besættelse af alt, Marie foretager sig i glashuset ved siden af, får man som læser også ret hurtigt indtrykket af den utroværdighed, narrativet bærer med sig.
”Det er ikke fordi, jeg holder øje med de nye naboer, jeg har bare altid holdt af at drikke min morgente siddende i vinduet oppe i soveværelset, og så kan jeg jo ikke undgå at bemærke, hvad der foregår derovre”.
Lise Villadsen har med Huse med børn skabt en fortæller, jeg hverken kan lide eller stoler på. For selvom Marie er perfekt på den meget irriterende måde, gør det næsten ondt at læse alle de spekulationer, Irene beskæftiger sig med – og de skal da også ende med at få ganske alvorlige konsekvenser for bogens karaktergalleri.
Det er ikke første gang, jeg læser hverken en utroværdig fortællers beretning eller en psykologisk thriller, men det er første gang, jeg oplever de to fænomener mødes: et møde, der resulterede i, jeg var ude af stand til at lægge bogen fra mig før sengetid. Villadsen har skrevet et fængende plot, og man er som læser på vagt fra første side. Der ligger tilmed ikke så lidt symbolik i bogens smukke forside, der ikke kun fik mig til at tænke på den uhyggelige intro til den amerikanske serie Desperate Housewives, men naturligvis også trækker tråde til den bibelske myte om Syndefaldet.
Irene er et spejl, der er skræmmende at kigge i. Hun rummer alt det grimme: jalousi, hævngerrighed og usikkerhed. Det er nemmest ikke at være på hendes hold og tænke: Så langt ude ville jeg aldrig være – eller måske rettere: Jeg ville aldrig have spist af æblet i edens have.
Leave a Reply