Anmeldelse af Palle Reimann, Lysbringersken, udgivet på Forlaget Kraka d. 22. Maj 2020.
Anmeldelse af Ditte Plauborg Larsen
Foto: Ditte Plauborg Larsen
I hvert fald i middelalderen. Palle Reimanns debutroman Lysbringersken får det til at løbe koldt ned ad ryggen i beskrivelserne af den katolske kirkes heksejagt, der finder sted i slutningen af det 15. århundrede. Med indblik i både det kvindehadske sind hos inkvisitor Augustin Valle, og den frigjorte, kritisk tænkende smedekone Aslaug, præsenteres to vidt forskellige magter, der snart vil komme i katastrofisk kollision.
Palle Reimann tager os tilbage til år 1484, da pave Honorius 5. underskriver en bulle, der starter en kristen heksejagt på tværs af Europa. I Danmark følger vi Aslaug, der er gift med Hans, byens smed. Aslaug har gennem sit voksenliv erhvervet sig som et billigere alternativ til den uddannede læge, og som kvindelig jordemoder. Hun har taget Hans’ ældste datter, Mette, under sin vinge, og er ved at oplære den unge pige til ligeledes at kunne tage sig af byens kvinder og fattige, da deres liv brydes af inkvisitor Augustin Valle, der har taget personligt ansvar for at brænde alle Europas hekse af.
Igennem romanen følger vi skiftevis Aslaug og Valle, med enkelte glimt hos andre karakterer, herunder den franske filosof og jurist, Jean Doneau. På denne vis møder læseren både den kritiske Aslaug, der lydhørt har sin egen fortolkning af biblen og Guds ord, og Valle, der mener, at kvinden er grunden til al menneskehedens skyld. Først langt inde i bogen krydser Aslaug og Valles fortællinger sig, hvilket giver en dobbelt effekt – på den ene side står det helt klart, hvad de hver især står for, før de kommer i kollision. På den anden side kan man godt sidde med følelsen af, at konflikten lader vente på sig, noget, man sjældent oplever i moderne litteratur.
Og det er netop i mødet mellem Aslaug og Valle, at bogen kommer til sin ret. Aslaug har i fortællingens begyndelse taget en tysk pige, Resi, til sig, der under Valles ordre blev afhørt for hekseri i sin hjemstavn, men undslap. Resis skæbne bliver på flere måder både det ultimative bevis på Aslaugs næstekærlighed, og fungerer samtidig som foreshadowing på Aslaugs egen fremtid – hun anklages for hekseri, og udsættes for både den offentlige domstol, og den afhøring, som kirken holdt bag lukkede døre.
Romanen lider dog under en manglende kontekstualisering – flere gange åbnes mindre historier, der enten aldrig bliver afsluttet, eller meningsfuldt forbundet til den overvejende fortælling om Aslaug. Herunder Doneaus rolle, der ved bogens afslutning forekommer at være meget mindre relevant, end der bogen igennem lægges op til. Det er en skam, for forfatterens sprog og fortællestil er ellers yndefuld og bærer en stor respekt for den historiske kontekst.
Fortællingen sætter i skærende relief, hvad tankerne og motivet bag heksejagten stammer fra: et intenst kvindehad, med rod i Syndefaldet. Det er Valle, der overtaler paven til at underskrive bullen, og Valle, der leder et blodigt korstog mod Europas kvinder. I hans tanker synliggøres den evige skyld, kvinden i kirkens øjne for altid vil bære. Og mens det kan mærkes at romanen retter en kritik mod denne gamle tankegang, er det hårdt at blive konfronteret med.
Leave a Reply