Mekanik og magi

Mekanik og magi

Mekanik og magi

Anmeldelse af Gunnhild Øyehaug: Præsens Maskine, udgivet på Gutkind d. 5. november 2020. Oversat fra norsk af Sara Koch

Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg

Foto: Julia Duyvejonck Frøberg

En mor bliver skilt fra sin datter, fordi hun får læst et ord forkert i et digt. Fejllæsningen resulterer i at Laura cykler ind i en anden verden, og moren, Anna, bliver i den dimension hvor hun får læst ordet ”trådgård” forkert. Præsens Maskine er en bog om adskillelse og det unævnelige savn efter en anden, som ikke er død, men som lever i en helt anden verden end en selv. Laura og Anna savner hinanden, som de ikke længere kan huske. 

Gunnhild Øyehaug har fået skrevet en fuldstændig fabelagtig og skør roman om savn, ensomhed og livets trivialiteter, som bliver afbrudt af konstant vindue-stirren, klaverspil af Erik Saties stykker, graviditet og sprog. Ind i mellem de forskellige kapitler træder fortælleren i kraft som komponist, der dirigerer og styrer karakterne, ligesom fortælleren har ladet mor og datter skilles fra hinanden på baggrund af en fejllæsning. Fortælleren var den mest interessante karakter, der ikke findes i hverken Annas eller Lauras verden, men i sit helt eget, og har installeret sig selv som en slags ”gud”. Dog er fortælleren også en gud, der stiller spørgsmålstegn ved sin egen tilblivelse og magt – fortælleren er næsten menneskelig, når hun får sagt, at hun skal over mosen for at begrave papirerne til historien om Anna og Laura, for at nogen i fremtiden kan finde det. Her spår fortælleren, at de nok må undre sig over, at de ikke har fundet svaret på hvordan man levede i fortiden, men hvordan to kvinder kæmpede med livets trivialitet i et par måneder. 

Det dobbelte univers

Jeg lagde især mærke til hvordan fortælleren afbryder med sine egne metakommentarer, der giver et friskt pust til romanen. Fortælleren gør det klart, at det hele er en konstruktion, hvor det umulige kan lade sig gøre. Tiden kan både strækkes på et par korte sætninger, og karaktererne kan stirre tomt i ud i deres virkelighed, tvivlende på hvor den virkelige verden starter og hvor konstruktionen slutter, men uden selv at være klar over, at det er det, der generer dem. Det er næsten som om karaktererne selv er maskiner, der enten står i tomgang, glitcher eller buffer

”På et skilt på væggen stod der at alle fuglene var kommet til akvariet som skadede fugle, ingen af dem var født i fangeskab. Bård stod som hypnotiseret og stirrede på denne kunstige verden med ægte fugle og sand og havvand, det var som om nogen fuldstændig havde haft held med at lave en illusion af sandhed, men samtidigt viste at der overhovedet ikke var noget sandt ved det, for uden for glasvæggene fandtes den ægte verden, det ægte hav og det ægte sand, og Bård ved ikke at han i begge versioner af dette sekund, hvor han i det ene univers er far til Laura og har glemt Anna eksisterer, at barnet har et kvindeligt ophav, og hvor han i det andet univers er Annas eksmand, og de begge har glemt at de har mistet Laura, ville tænke på dette uldne, som han ikke får greb om, som går ved siden af ham hver dag, som et insisterende tomt rum, som en skygge uden skygge.”

Det er denne glitch eller buffering, som Bård, faren til Laura, oplever ved at han kigger på fugle i et akvarie. At fuglene bor i et akvarie (det er jo underligt nok i sig selv) spejler den følelse af, at verdenen er en konstruktion. Dog kan Bård ikke selv ikke sætte fingeren på hvad det er, der er i vejen, da han er ubevidst om fortællerens magt. Øyehaug gør noget helt ekstraordinært ved at tildele fortælleren en rolle som forfatter til bogen, som er reflekterende og kontrollerende. De verdener som Øyehaug får konstrueret, spejler altid de andre verdener, hvor de fleste karakterer eksisterer i dem alle, bortset fra Laura og Anna, som er splittet på hver sin side. Med Øyehaugs imponerende refleksive og afbrydende fortællestil får hun eksemplificeret hvordan fiktionen er en konstruktion, og karaktererne er maskiner. Præsens Maskineviser sublimt hvordan fiktionen kan blive helt mekanisk magisk, når Øyehaug skaber et maskineri, hvor folk stopper op, undrer sig og derefter lever videre, uden at de bliver opmærksomme på, at verdenen er et irrationelt og ulogisk sted at eksistere.