Anmeldelse af Zofia Nałkowska: Medaljoner, udgivet på Forlaget Klim d. 24. oktober 2025. Oversat fra polsk af Judyta Preis & Jørgen Herman Monrad.
Anmeldelse af Thomas Møberg Thorsen
Foto: Thomas Møberg Thorsen
Et vigtigt værk om Holocaust er for første gang oversat til dansk. Værket er køligt, klart og – ikke mindst – uhyggeligt.
”Hvor skal jeg begynde?” Sådan siger en kvinde i begyndelsen af en af fortællingerne i Zofia Nałkowskas (1884-1954) Medaljoner, der indeholder vidnesbyrd fra mennesker, der har oplevet Holocaust. Den, der vil læse om Holocaust, må stille sig selv det samme spørgsmål, da denne del af det moderne menneskes historie indeholder begivenheder og tal, der synes og er ubegribelige. Men med denne nye udgivelse er Medaljoner et relevant sted at begynde.
Virkelighedens grusomhed
Medaljoner er oprindeligt udgivet i 1946 og er skrevet af den polske forfatter Zofia Nałkowska (ł udtales som w; w som f). Efter Anden Verdenskrigs afslutning arbejdede Nałkowska for ’Den internationale kommission til undersøgelse af de fascistiske forbrydelser i Polen’, og det er på baggrund af dette arbejde, at hun har skrevet Medaljoner. Værket består af otte dokumentaristiske, novelle-lignende fortællinger, som hovedsaligt består af vidnesbyrd fra de mennesker, der har været udsat for og overlevet nazistiske forbrydelser.
Efter næsten hver eneste sætning i denne bog håber man, at det er fiktion, man læser – men det er det ikke. Det er virkelighed, læseren konfronteres med. Således eksempelvis i første fortælling, ”Professor Spanner”, hvor forfatteren blandt andre er med til at inspicere det sted, hvor den berygtede Rudolf Spanner eksperimenterede med at lave sæbe af fedt fra menneskekroppe. Nałkowska skriver et sted observerende: ”I to af bassinerne lå der ikke andet end bunker af de hårløse hoveder, man havde skilt fra kroppene. De havde menneskelige ansigter, men var blevet hældt derned, som var de kartofler”. Denne passage illustrerer meget præcist værkets stil: Nałkowska skriver ganske nøgternt om det, hun ser og hører fra vidnerne. Der er noget disharmonisk og næsten absurd ved sammenblandingen af den nøgterne, saglige stil og det forfærdende indhold. Disse objektive skildringer af uhyrlighederne sætter sig som et ubehag i én: Hvordan kan dette have fundet sted, og hvorfor fordømmer Nałkowska ikke forbrydelserne fra første linje? Men det er netop den saglige stil, der for alvor fremhæver graden af forrykthed. Forbrydelserne træder tydeligt frem, som var de oplyste af spotlys.
Mennesket – forbryder og offer
Værket giver et krystalklart indblik i den menneskelige natur – hovedsaligt ondskaben, men også vidnernes vilje til overlevelse. En særlig form for brutalitet skildres i ”Dwojra Zielona”, hvor netop denne Dwojra fortæller om nazisternes lystbetonede ondskab. Hun har mistet sit ene øje under et skyderi, hvorfor hun går med klap for øjet, og hun beskriver angrebet på følgende måde: ”Øjet mistede jeg den første januar 43. Det var, da tyskerne fik lyst til at lege. De legede nytår. De skød femogtres mennesker.” På lignende vis bliver selvsamme Dwojra på et andet tidspunkt slået af en SS-kvinde med en kæp. Og hvad er forklaringen på denne ondskab? ”(…) hun havde lyst, intet andet.”
I bogens sidste fortælling, ”Voksne og børn i Auschwitz”, træder Nałkowska tydeligere frem end i de andre fortællinger og skriver opsummerende sine betragtninger af Holocaust. Og konklusionen er overraskende – men i øvrigt i tråd med værkets observerende stil. I stedet for at dæmonisere forbryderne kommer hun med en art human-pessimistisk udtalelse: ”Dette udspekulerede foretagende var menneskets eget værk. Mennesket var både forbryder og offer. Mennesker gav mennesker denne skæbne.” En vedkommende afslutning, der minder os om, at det enkelte menneske til stadighed har et ansvar for, at historien ikke gentager sig – og at dette ansvar grunder i det faktum, at også jeg kan være forbryder.
At skulle anmelde vidnesbyrdlitteatur er ikke en let sag, for det er som om, at kategorierne ”god” og ”dårlig” ikke slår til. Bogen, synes jeg, skal ikke vurderes æstetisk, men snarere ud fra graden af vigtighed og menneskelig relevans. Set fra dette synspunkt er Medaljoner et vigtigt, ja, uomgængeligt værk.
Leave a Reply