Essay af Emilie Kellberg
Foto: commons.wikimedia.org (redigeret af Mia Nikander)
Har en bog nogensinde gjort dig sindssyg?
Det mente min dansklærer åbenbart tilbage i 8. klasse, da han på det kraftigste rådede mig til at slå et smut forbi skolepsykologen, hvis jeg fortsat insisterede på at være på tværs i hans timer. Årsagen til min formodede sindssyge var bogen Supernova af Anders Johansen, hvis læsning netop havde bragt store, frustrerede følelser i røre. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg havde læst eller hvorfor, og jeg krævede svar. Nogen måtte stå til regnskab, og jeg besluttede mig for at gå efter hverken manden eller bogen, men min dansklærer, som i al sin autoritet og påståede ekspertise var den, der havde pålagt os Supernova. Det måtte han jo have haft en god grund til, også selvom jeg ikke kunne se den.
Derfor blev jeg skuffet over hans blodfattige forklaring, som han gentog ureflekteret og mekanisk. ”Supernova er en del af pensum,” oplyste han mig, som om det var den mest legitimerende omstændighed i verden. Medmindre spørgsmålet er, hvad der slog selv den bedste skoleelevs læseglæde ihjel, så har pensum eller litterære kanoner, top-down rettesnore af nogen art, aldrig – og jeg mener aldrig – været gode forklaringer på noget som helst.
Jeg holdt derfor fast i mit, og så fik den gode dansklærer nok og bad mig om at gå til skolepsykologen.
Personligt bogforhold
Den opfordring gjorde en ellers fredelig diskussion om bøger og deres læseværdighed ret personlig, men nu, næsten ti år efter episoden, går det op for mig, at det måske i virkeligheden var meget rimeligt. Det er dybt personligt med mig, når det kommer til bøger. Jeg er aldrig blevet anklaget for at være særligt professionel; jeg absorberer ting uden at sortere eller spørge først, og jeg tager dem tungt. Og før du også afskriver mig som behandlingskrævende eller måske bare en smule hysterisk, så prøv at erklære over for en Harry Potter-fan (man kender altid et par stykker), at du synes, filmene er bedre end bøgerne. Jeg garanterer dig, du kommer senere hjem den dag end planlagt. Eller hvad med at give dig selv den udfordring at læse Lolita eller American Psycho med et straight face? Fortællinger i bøger, film, tv-serier, musik og så videre påvirker os, så enkelt er det, og jeg er derfor ikke et enestående tilfælde. Vi tillader vores imagination at blive styret, struktureret og manipuleret med af fremmede kræfter i en højst intim forbindelse, og det er unægteligt betydningsfuldt, hvordan vi reagerer på det, vi får serveret.
Den affektive vildfarelse
Forhåbentlig er det de færreste, der vil være uenig med mig i betydningsfuldheden af den følelsesladede læsning. Til gengæld forestiller jeg mig, at en del vil være parate til at diskutere dens kvalitet. I 1949 udgav William Wimsatt og Monroe Beardsley essayet ”The Affective Fallacy”, hvori de anskuede den følelsesmæssige læsning som ”a confusion between the poem and its results (what it is and what it does)”. De anerkendte altså, at tekster har en affektiv side; de yder ubestrideligt en effekt på deres læser, men fordi denne effekt finder sted uden for selve ordet, tekstens væren, bør den ignoreres. Følelser er relative, utilregnelige og svært målbare, alt i alt en rodet og ubehagelig affære, og de leder ifølge Wimsatt og Bearsley til deciderede analytiske vildfarelser. Av for den.
Efter min mening er den affektive fejlslutning en håbløst nedladende betegnelse, der mest af alt lyder som en del af en argumentationskæde fra dem, som mener, at menstruationslidende kvinder vanskeligt kan besidde topposter. Faktisk er den en del af nykritikken, hvilket ikke gør det mindre åndssvagt. Nykritik som pædagogisk metode har vist sig at være en ægte killjoy, der alt for længe har haft uantastet mandat til sit knastørre nærlæsnings-regime i folkeskoler og gymnasier. Den eneste måde, hvorpå læsningen af en tekst ikke bliver influeret af ydre omstændigheder, er ved ikke at læse den, og det vælger en del danske skoleelever så at tage ret bogstaveligt og aldrig frivilligt hive en bog ud fra reolen igen.
Den affektive læsning har et dårligt ry, fordi følelser har et dårligt ry. Vel siden oplysningstiden har de været under mistanke, ikke mindst i professionelle sammenhænge som uddannelse og forskning, hvor man forsøger at lette følelsernes besnærende tågebanke for at finde den gyldne objektivitet. Det er der selvfølgelig gode grunde til, men berøringsangsten har også vist sig at være stagnerende og naiv. Dertil kommer snobberiet, som omgiver de genrer inden for litteratur og film, hvis mission det er at vække bestemte følelser, som for eksempel gyseren, melodramaet og komedien. Måske fordi følelser stadig anses som noget simpelt og primitivt, noget der griber massen, er der en tendens til at afskrive disse genrer som lav- og populærkulturelle. Inden for litteraturvidenskab har læserorienteret teori gjort meget for at udbedre denne mistillid og misforståelse: affekt bliver taget alvorligt og forsøges undersøgt, selvom det indrømmet ikke er en nem størrelse. ”Though this be madness, yet there is method in’t”, erkender Polonius om Hamlets galskab, og på samme måde er affekt blevet en metode, noget man kan læse efter. For eksempel er Wolfgang Iser en pioner inden for retningen litterær antropologi, der undersøger litteraturens rolle i det sociale liv og den individuelle oplevelse, imens Peter Brooks’ klassiker Reading For The Plot fra 1984 placerer læseren og dennes følelser midt i spændingen. Her er det en præmis, at menneskets liv er uløseligt forbundet med fortællinger, og følelsen af begær introduceres som den betydningskatalyserende kraft, der driver en læser igennem en fortælling. Hvis du spørger Wimsatt og Beardsley (men hvorfor ville du?), gør Iser og Brooks sig på den måde direkte skyldige i den affektive fejlslutning ved at søge en teksts mening hos læserens emotionelle reaktion på den.
Blindt raseri
Der kan være mange årsager til at have en kraftfuld reaktion på en bog: moralske og æstetiske inklinationer er personlige og svære at forklare, endsige identificere, men efter min overbevisning er det dem, der gør læsning til en sjov og sexet beskæftigelse. Den voldsomme reaktion på en bog er også ofte blevet benyttet humoristisk i tv-serier og komediefilm. I tv-serien Friends putter Joey en bog i fryseren, hvis han ikke bryder sig om de følelser, den fremkalder hos ham, som sorg eller frygt. I filmen Silver Linings Playboook kyler Pat i blindt raseri Hemingways A Farewell To Arms ud af vinduet fra første sal, fordi han er utilfreds med dens slutning og indfrielsen af de forventninger, han havde til den. Interessant (og måske ikke helt fordelagtigt for mit forsvar her) er, at Joey skal forestille at være følelsesmæssigt umoden, imens Pat er under behandling for en bipolar affektiv sindslidelse, men hvem er jeg at dømme – jeg blev selv opfordret i 8. klasse til at søge professionel hjælp. Gør det vores læsninger mindre værdifulde?
Jeg påstår naturligvis ikke, at den affektive læsning er ubetinget problemfri. På et relativt tamt plan er der eksempler fra mit liv, hvor den faktisk volder problemer i mine relationer til andre mennesker. Som når min lærer tror, jeg er sindslidende. Eller når jeg med jævne mellemrum bringer mig i åben konflikt med venner og familie, fordi de ikke kan lide de bøger, jeg kan lide. Det er altid tåbeligt, men jeg føler mig personligt angrebet, fordi jeg internaliserer de bøger, jeg læser. Og det er jeg desværre ikke ene om. Der er ekstreme eksempler fra historien, hvor affektive læsninger har haft katastrofale følger. Bøger er blevet straffet med bål og brænd – mest kendt måske nazisternes bogbrænding i 1933 – og forsøgt stoppet af bogcensuren. Vi har tendens til i dag at tænke på den slags metoder som relativt forældede, men her tjener sager som forfatteren Salman Rushdies tragiske ni år med mordtrusler, censur og fordømmelse for sin bog De Sataniske Vers (brændt offentligt i Bradford, England, i 1989) som en uhyggelig påmindelse om de overstadige kræfter, følelser er.
Følelsernes overdrev
Læsning kan være en sprængfarlig og dødelig aktivitet, især når den bliver politisk eller religiøst affektiv. Forhåbentlig er det åbenlyst, at det ikke er det, jeg forsvarer her. Jeg opponerer imod kvalitetsstemplets reservation til de ”objektive”, ”rationelle” læsninger, som kan blive noget så belastende hellige. Al magt til dig, der fuldstændig kan separere smag og vurdering fra dine følelser, du starter bare din egen bogklub. Jeg plæderer for en naturlig, umiddelbar og nær læsning (bemærk: ikke nærlæsning), og jeg betragter den ikke som mindre kvalificeret end den rationelle.
Raseri er sjovt. Ophidselse er sjovt. Hvad enten en bog inspirerer til gråd, grin, frygt eller forargelse, så er det følelser, der gør læsningen engagerende, og de kan fortælle noget meget værdifuldt om tilstanden af forskellige omstændigheder. For eksempel ved jeg i dag, at min udtalte modvilje mod stakkels Johansens ungdomsroman sandsynligvis skyldtes, at jeg i 8. klasse slet ikke var emotionelt parat til at se min egen pubertet i øjnene. Tag den erfaring op på et makroplan og overvej, hvorfor en hel generation af børn fik lidenskaberne vækket af J. K. Rowlings bebrillede troldmand, eller hvad der i alverden besatte så mange kvinder til at købe E. L. James’ erotiske BDSM-eventyr. Ifølge Iser kan man betragte litteratur som et spejl og en projektion, og undersøgelser foretaget på baggrund af den poetik er heldigvis også igennem årene blevet mere og mere almindelige. Affekt er ikke længere en ubehagelig anomali eller fejlslutning, men et egentligt, analyserbart genstandsfelt, og vi er alle bedre stillede af den grund.
En sidste pointe er også, at man ikke skal snyde sig selv, når det kommer til følelsers kompleksitet. Fordi de ofte er ustyrlige, betyder det ikke, at de nødvendigvis er nemme at bringe i røre, og ligegyldighed bør være enhver forfatters største frygt. For nylig fortalte en skribent her på Littuna mig, at hun ikke ville anse sig selv som en rigtig forfatter, før hun havde skrevet noget, der gjorde mig vred. Så lad os for hendes og egen skyld rive med ud på følelsernes overdrev. Jeg garanterer, at festen er sjovere, end den nykritikkerne holder i klubhuset overfor.
Leave a Reply