Anmeldelse af Elin Wägner: Norrtullsligaen, udgivet på Forlaget Ti Vilde Heste d. 8. marts 2025. Oversat fra svensk af Jens Pedersen.
Anmeldt af Jane Louise Madsen
Foto: Jane Louise Madsen
For over et århundrede siden, i vinteren 1907/08, udkom Norrtullsligaen som føljeton i Dagens Nyheter. I denne smukke, danske udgave får vi den samlede fortælling om fire unge kvinders samtidskår i par lejede værelser på Norrtullsgatan.
Hjerteligt velkommen ind i Elisabeths dagbog, tør jeg godt sige! Ind i de ærlige og kærlige dagbogssider, der danner grobund for et tragikomisk tidsbillede, der er lige dele opløftende og nedslående. I en række daterede nedskrivninger indkapsler jegfortælleren essensen af fire kontoristtilværelser i en sansende, morsom og legende stil. Et sprog, der øjeblikkeligt fangede mig med sine tidstypiske udtryk og rammende beskrivelser. Et eksempel er, når Elisabeth nøgternt beskriver sin mandlige kollega:
”Han ser for resten ud til at være en sød dreng, og det, at han har en tarvelig opfattelse af kvinder, kan han jo ikke gøre for, for det har alle mænd. Jeg har kun truffet én enkelt, der satte pris på mig som menneske, og så gjorde han det ikke engang alligevel.”
Eva, Emmy, Baby og Elisabeth snubler rundt i tilværelsen uden mænd og uden penge – til gengæld har de holdninger og hinanden.
What a misery to be a woman!
Et citat af Hall Caine, som Elisabeth skribler ned i sin dagbog. What a misery to be a woman, indeed! Det er den konstante balancering mellem at være en egenrådig kvinde, og samtidigt drømme om tosomheden med et mandfolk. En balance, der kommer til udtryk gennem kvindernes hyppige brug af galgenhumor og deres rationelle konklusioner på tilværelsens uundgåelige ubehageligheder. Kvinderne ser det som vilkår for deres indtog på arbejdsmarkedet, at de mandlige kollegaer finder deres tilstedeværelse på kontorerne abnorm (af principielle årsager naturligvis), og ligeså at deres chefer bliver forelskede i dem (også selvom arbejdet foregår på et bedemandskontor).
De fire rumboer lader sig ikke kue af ovennævnte trivielle ubelejligheder, hvorfor romanen også emmer af skvulp fra feminismens første bølge med en tydelig samfundskritik, der italesætter uligheden mellem kønnene. Kvinderne vil have ligeløn og lige rettigheder – jamen dog! Som karakteren Baby udbryder i et forsøg på at overbevise sig selv om ubetydeligheden af sine hjertesorger: ”Bah – al sjælelig smerte er det rene ingenting. De virkelige sorger er galdesten og negativ kassedifference.”
En liga for sig
Foruden den evindelige ironiske distance til livets uretfærdigheder i starten af det tyvende århundrede bærer Elisabeths dagbogsnedskrivninger præg af en stor portion passion og drift. En art undertrykt vitalitet, der udtrykker sig poetisk i den trygge dagbog:
”En pige, jeg ved det, skal være som en sikkerhedstændstik, der kun antændes mod æskens side. Hvor mange gange man end dyppes i svovl og føres gennem ilden, tænde må man ikke… ikke førend mod æskens side. Havde man så bare en lille, beskyttende familieæske at ligge i, men det har man ikke.”
De fire veninder er en liga for sig. De er en klub, man gerne vil være en del af, selv når ”når strejken er gået helt i vasken, Baby står i konditori på Sturegatan og petroleum står i atten øre literen”, for der er en sammentømret, stålfast solidaritet heri. De er hinandens modstykker, men vigtigst af alt er de hinandens sammensvorne.
Mig selv og min skæbne og min pilsner
Forfatter Elin Wägner forbliver en stærk feministisk stemme med sine værdikampe, som hun blandt andet udkæmpede i litteraturen. Hun er en fornøjelse at læse; skarp og morsom, hvorfor jeg sjældent har lavet så mange overstregninger i en bog på halvandet hundrede sider, som jeg har gjort i Norrtullsligaen. Romanen giver et rammende tidsbillede, der vil være aktuelt for bestandigt. Jeg vil slutte af med at istemme med Elisabeth, der kort og præcist udbryder: ”Jeg vil være glad og tilfreds med mig selv og min skæbne og min pilsner.” Skål, de damer!
Leave a Reply