Anmeldelse af Naja Marie Aidt: Øvelser i mørke, udgivet på Gyldendal d. 2. februar 2024.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Det er syv år siden, Naja Marie Aidt udkom med Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog; hendes hårdtslående, sørgelige og smukke bog om sønnens død. Med Øvelser i mørke er hun nu langt om længe tilbage, og de mange danske læseres tålmodighed og forventning har ikke været forgæves.
Romanens jegfortæller er en 57-årig kvinde, som går i terapi hos ‘PTSD-manden’ for en række traumer fra hendes fortid, der pludselig vælder op. I bagagen bærer hun nemlig ikke blot på en søsters selvmord, men også en voldelig far, en voldtægt og et overfald. Lige så meget som romanen er en fortælling om denne kvindes historie, er den også en fortælling om at være kvinde generelt – og hvad den simple kendsgerning kan have af konsekvenser.
Når moderskabsidealet krakelerer
Jegfortælleren har tre voksne sønner, som hun nærer et stort og bankende omsorgsgen overfor. Hun ønsker at beskytte dem mod alt ondt, selvom hun ved, at livet går op og ned. Alligevel føler hun en skam over sin egen psykiske sårbarhed. Skammen udspringer af, at hun, som mor (og kvinde i det hele taget), er vant til at være primær omsorgsperson for sine børn, men nu selv står i en position som den, der har brug for omsorg, tryghed og frisættelse. Med andre ord: at turde lægge ansvaret fra sig. Særligt over for sin yngste søn føler hun et behov for at være til stede og hjælpe – han befinder sig et skrøbeligt sted i sit liv og er blandt andet i misbrugsbehandling. Det sætter hende i en skævvreden situation over for sine sønner, der forsøger at løfte byrden fra hendes skuldre, selvom hun insisterer på at passe børnebørn, invitere på besøg og andre ting, der kan synes forventelige af en mor og farmor.
Med jegfortællerens rolle som mor tydeliggør Aidt de indlejrede forventninger og krav, som kvinder ofte kan føle sig mødt med i kraft af deres rolle som mor. Selv når ens børn er blevet voksne og forældre til en ny generation. Og det er her, veninderne kommer ind i billedet.
Venindevæsnets væsentlighed
Jegfortælleren er naturligvis hovedkarakteren i romanen – men også hendes fire gode veninder spiller en stor rolle. Som et hav af kram, lyttende ører og udstrakte hænder slår de ring om hende og favner både hendes gode og dårlige dage med tålmodighed og nærhed. Og i mødet med venindernes omsorgsfulde omringningsmanøvre af jegfortælleren lærer læseren også deres liv og historier at kende; skilsmisser og forelskelser, midtvejskriser og at stå vidt forskellige steder i sit liv, selvom man er samme alder. På den måde oplever jeg, at selve ‘venindeskikkelsen’ faktisk deler pladsen som hovedkarakter med jegfortælleren, da det netop er i kraft af sine veninder, at hun finder sit fodfæste og sig selv igen:
“Aften efter aften svømmer fem kvinder i halvtredserne rundt i skumringen (..) Jeg vænner mig til denne aftenrutine, jeg lærer at sætte pris på den (..) En rutine. En struktur. En dag ad gangen. Og et stik af glæde over mine veninder.”
Selvom venindegruppen i Øvelser i mørke alle er i slutningen af halvtredserne, kan jeg (som befinder mig i midt tyverne) spejle mig i den opløftende kraft, det er, når mine veninder er der for mig – og jeg for dem.
Af kvinder, for kvinder
Øvelser i mørke er en vild bog, der, i kraft af den brogede venindeflok, får mig til at tænke. Den får mig både til at tænke på min egen mor, der er cirka på samme alder som jegfortælleren – på hendes liv før og efter hun blev mor og på de ting, hun som kvinde må have i bagagen. Den får mig også til at se mig selv og mine venindekredse udefra – hvordan vi bruger hinanden og skærmer hinanden med kærlighed mod kriser, og hvordan vi mon vil blive ældre sammen. Og så får den mig til at tænke på kvinder generelt. For der er ingen tvivl om, at Aidts comeback er til for at understrege den styrke, der findes i sårbarheden, som er ganske særligt for kvinder og kvindefællesskaber. På den måde er hendes bog også en bog om mange ting, blandt andet vold mod kvinder og kærlighed mellem kvinder. Det er en bog om erfaringen af at være kvinde og at stå midt i livet og se tilbage på sig selv som barn, teenager, ung kvinde, midaldrende kvinde – og finde fred i den man er, med alt hvad det indebærer:
“Min krop, tænker jeg, den er min og ingen andens. Bagefter sidder vi nøgne, magre og kraftige, med vores mørke og lysere hud, med vores korte og lange hår, store bryster, små bryster, åreknuder, modermærker, huden der hænger og krøller, slidte og mindre slidte er vi, og her sidder vi, som vi nu er, sådan som vi er blevet gennem livet, og en dyb ro breder sig i mig, saunaens varme trænger ind i mig, her er vi, her er jeg, det er sådan det er lige nu, og det er godt nok.”
Leave a Reply