Min magt er voldsom og evig

Min magt er voldsom og evig

Min magt er voldsom og evig

Anmeldelse af Cecilie Lind: Pigedyr, udgivet på Gyldendal d. 28. april 2022

Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard

Foto: Johanne Lehmann Daugaard

Pigedyr er Cecilie Linds roman om pigen, Sara. Hun er ung og smuk, men hun keder sig ihjel på sit værelse, hvor længslen efter opmærksomhed svulmer i hendes teenagekrop. Sammen med veninden, Rosa, nærmer Sara sig de voksnes rækker, hvilket betyder en udforskelse af det intime land, som puberteten og dens efterfølgende år er.   

Lind lægger ikke fingre imellem i sin nyeste roman, hvor, Sara, pigedyrets væsen vendes og drejes. I florlette sommerkjoler, der blafrer i vinden, udstråler Sara sødme og uskyldighed. Hun er bevidst om at være en fryd for øjet, og hun begærer begæret, der bobler omkring hende. 

Uskyldsren magt

Persongalleriet i Pigedyr repræsenterer forskellige holdninger til det seksuelle magthierarki, der implicit ligger mellem unge piger og ældre mænd. Saras mor er sygeligt bekymret, og mener at hun bør tage sig i agt for de grusomme, glubske mandehænder, der vil rage på hende. Hendes anklagende stemme bliver en sagte påmindelse om verdens hungrende mænd, som Sara, hvis hun ikke passer på, selv er skyld i at blive forulempet af:

“Jeg er ren. Siger jeg til mor, jeg er ren. Hun anklager mig for at være en uartig tøs. Mor har svært ved at tro mig. En pige så smuk som dig, siger hun, sukker hun, kan næppe gå i fred i byen.”

I den modsatte lejr er Saras veninde, Rosa. Hun er, ligesom Sara selv, nysgerrig på livet og ikke mindst den spirende seksualitet og lyst, der blomstrer i deres pigekroppe, snart kvindekroppe. Sammen vender Rosa og Sara det traditionelle hierarki om og ser manden som et objekt og en genvej til magt:

“Rosa? Vi er ens, Sara, vi er det samme. Vi er fælder. Vi er børn. Fjortenårige roser. Negle er torne. Torne er våben. Våben er smykker. Smykker er penge. Penge er mænds. Mænd er vores.”

Præsten og venindens far

Flere mænd vil have Sara, mærke hende og lade hende være deres hemmelige og liderlige drømmepige. Saras konfirmationspræst er en af disse mænd, som hun indleder en skjult affære med. Selvom han er betydeligt ældre end hun, får han hende til at føle sig set og begæret, som en uopnåelig gudinde, han må give efter for. Selvom han har kone og barn, selvom Gud ser alt:

“Med ham fandtes jeg ikke som mig selv, jeg fandtes som længsel, lys, lyst. Jeg fandtes som hans gudesmukke barn. Hans drømmepige (..) Det hele var for meget. På en vidunderlig måde. Det lille guldkors der hang om hans hals i en tynd lædersnor, det dinglede over mig og var hans nåde. Jeg kunne se at jo mere jeg stønnede, jo mere ophidset blev han. Sæden skød ind i mig og jeg holdt øje med korset imens.”

En aften, hvor Sara overnatter hos Rosa, møder hun dog Rosas far i køkkenets mørke. Han er fordrukken og fortvivlet over Rosas pubertære opførsel og spørger Sara til råds. Men Saras øjne lyser og forfører ham i mørket: 

“Jeg kan ikke tåle dine øjne, siger Rosas far, jeg kan ikke tåle dig, Sara (..) Han ønskede trøst og jeg trøstede. Han pressede mit hoved ned, og jeg tog ham i munden.”

Lolita på vrangen

Pigedyr er den omvendte Lolita fortælling, forstået på den måde, at Sara er bevidst om den magt, hun har over mændene. Hun kan køre dem rundt i manegen med sin blotte tilstedeværelse. Den bløde hud, de lange øjenvipper, læbernes rødme. Dog er det svært at finde hoved og hale i, hvem der egentlig har magten, og om det overhovedet er så simpelt at fælde dom over. Sara udforsker den kvinde, hun er ved at udvikle sig til, og i mellemtiden falder mænd for hende, som hun kan samle op på sin vej og gøre til en del af sin selvfortælling og -udvikling som seksuelt væsen. Det er en roman om mandens begær efter den unge pige, men også den unge piges begær efter manden. Samtidig fremmales den ufrivillige magt, som pigen besidder i form af sin krop. En farlig magt, som vil forsøges udnyttet, men også en magt, der bevidst kan tages i brug.  

Poetiske pust

Linds roman er stærk og skarp, og det tidligere nævnte magthierarkis mangefacetterede væsen inspiceres nøje. Gennem hele romanen flyder den poetiske prosa vildt i sine beskrivelser af Saras udvikling og tankespind, nogle gange med den melankolske undertoner: 

“Markerne er smukke, og der høstes nu, små mus går i døden i de maskiner. De små unger og deres mødre. Et blodbad, en sensommermassakre. Ingen græder for de mus. Kun mig. Skyerne bliver sart lyserøde, solen farver dem, det er kunst, det er blod fra det sande hjerte der bløder, og bløder rødmen til mig.”