Anmeldelse af Maren Uthaug: 88%, udgivet på Lindhardt & Ringhof d. 1. november 2024.
Anmeldt af Maja Agermose Hinrichsen
Foto: Maja Agermose Hinrichsen
88% er efterfølgeren til Maren Uthaugs store succes-roman 11%, hvor kvinderne har overtaget samfundet, og mændene bliver holdt på et avlscenter på Lolland. I den nye roman hører vi mere om, hvad der ledte op til revolutionen samt lærer kvinderne bedre at kende – både de 88%, der forstår, at mænd ikke kan gå frit iblandt os og dem, der tager fejl.
I bogen følger vi profeten Inga, der i hundredvis af år er blevet genfødt, så hun kan vejlede og guide mennesker i nød. Hun er taget til Nordnorge, da hun har fået nys om, at det er begyndt at løbe løbsk på et mandecenter deroppe. For tredive år siden fik Eva og Benja nemlig lov til at flytte en række danske hanner fra centret på Lolland nordpå for at eksperimentere med, hvad der ville ske, hvis man forsøgte at give hannerne mere frihed på centrene. Det gik selvfølgelig helt galt, og det bliver Ingas job at overtale dem til at aflive den sidste af de danske hanner for at genoprette ordenen på centret. For selvfølgelig kan mændene ikke håndtere for meget frihed – det har de vist gang på gang:
”Mænd havde i tusindvis af år chancen for at vise, at de ønskede et lige samfund. De fik endda lov til at bestemme. Men de har aldrig, ikke en eneste gang, gjort det godt. De misbrugte magten, underlagde alle andre deres herskelyst og liderlighed. Var besatte af at skulle bestemme over hver en centimeter af kvinders kroppe og tankegang.”
I bogens matriarkalske samfund er de fleste kvinder gudskelov kommet til fornuft og forstår, at det langtfra er ansvarligt at lade mænd færdes frit i samfundet. Men hvad sker der dog, når enkelte alligevel fejlagtigt tror, at mændene fortjener at blive behandlet med respekt? Foruden Inga følger vi Purr, der arbejder som vagt på føromtalte mandecenter og begynder at få et soft spot for en af hannerne, samt Wendy, der arbejder som præst og er lidt for glad for sine slangers hallucinationsfremkaldende bid.
En historiefortælling
Uthaug tager os i hånden, mens hun med lige dele alvor og humor fører os igennem verdenshistoriens vold mod det kvindelige køn. Vi bliver blandt andet klogere på, hvordan kvindernes kønsorganer gennem hele verdenshistorien er blevet set som eneste mulige årsag til alverdens sygdomme, hvilket har ført til eksperimenter med fjernelse af både æggestokke og klitoris. Også opfindelsen af noget så basalt som lommer var ikke noget kvinder fik lov at få del i. Der var en kæmpe frihed i pludselig at kunne opbevare sine ting tæt på kroppen, men det var selvfølgelig ikke en frihed, der var kvinder forundt. Hvad skulle de dog have at opbevare?
”Men noget var blevet tændt i kvinder. Ikke nok med at de nu ville have uddannelser, kunne blive skilt og ville beholde både klitoris og æggestokke. De ville også have stemmeret! Og lommer. (…) Selvfølgelig var modstanden stor hos mændene, der prøvede at få alle til at forstå, at hvis kvinder virkelig ville være frie og ikke havde tænkt sig at være villige, hver gang en god og hæderlig ægtemand var liderlig, tvang kvinderne dem jo til at blive voldtægtsmænd.”
Uthaug er både provokerende og skarp, og der er ingen tvivl om, at der er blevet lagt et kæmpe arbejde i research til denne bog, som er enormt gennemarbejdet og lærerig.
Gravalvorlig og gruopvækkende morsom
Uthaug har en helt utrolig evne til at finde en perfekt balance mellem det alvorlige og det humoristiske. Hun lægger ikke fingrene imellem, når hun beskylder mænd for alvorlige historiske tragedier som eksempelvis hekseafbrændinger, og krydrer det med morsomme betragtninger som deres manglende evne til at ramme kummen, når de tisser:
”I patriarkalske tider var mænd bange for at miste mandighed ved at sætte sig ned og tisse. Arkæologiske udgravninger viser, at mindst en fjerdedel af al mandeurin derfor endte andre steder end ønsket. Det var et uhygiejnisk problem, som kvinder ikke fik bugt med, før mænd flyttede på centre.”
Om muligt endnu federe end den første bog og på mange måder vanvittigt, at der ikke behøver pyntes mere på verdenshistorien for at slå benene væk under en. Så hvis du endnu ikke har ladet dig forarge og forføre af Uthaugs fremtidsroman, så vil jeg anbefale dig at komme i gang.
Leave a Reply