Anmeldelse af Helene Uri: Kællinger, forlaget Klim, 405 sider
Af Stine Liberty Svenningsen
Foto: Bogens omslag / klim.dk
Helene Uris Kællinger forsøger at agere bannerfører for kvindeforkæmpere i vores (påståeligt) patriarkalsk dominerede verden, men fejler ved sin hyppige brug af klichéer og i sin mangel på de nuancer, der netop skal til i en kamp om kønnene. Projektet har ellers potentiale til at blive et nyt og spændende indspark i en efterhånden træt kønsdiskussion, men giver hverken sin læser ny viden eller sætter fut i fejemøget, så kønskampen slår gnister.
Fire kvinder og et latinkursus
Da de fire kvinder Ella, Jenna, Frøydis og Celeste mødes til et aftenkursus i oldtidens skikke og latinens absolut levende sprog, er der umiddelbart intet, der forbinder dem. Ella er den sky underviser, Jenna den okkulte og magisk orienterede, Frøydis den madglade forretningskvinde og Celeste den overdådige kvindeskikkelse. Men alle har de det til fælles, at de har fået nok af det modsatte køn. De har simpelthen fået nok af mænd. Altså manden, der giver dig elevatorblikket; manden, der lader dig rydde op efter sig; manden, der ikke står i vejen for at hæve sig over dig på grund af dit køn. De fire kvinder beslutter sig for at trække grænsen og rent ud sagt blive kællinger.
De beslutter sig således for at slå pjalterne sammen og gå i gang med et hævntogt mod pater familias, der starter nogenlunde roligt med en fredelig aktion på et plejehjem, men som gradvist udvikler sig til større og vildere handlinger, der måske er ved at slippe ud af kvindernes hænder.
Når klichéen tager overhånd
Udgangspunktet er således ikke dårligt. Det er tværtimod en ret inspirerende historie, der er værd at tænke videre over. Problemet for mig opstår dog ikke særligt langt inde i fortællingen i bogens trang til klichéer. De fleste (kvinder) vil kunne nikke genkendende til beskrivelserne af den hovmodige og jaloux kollega, der ikke tåler, at kvinden stråler mere end han i professionelle sammenhænge og derfor forsøger at spænde ben for kvindens arbejde; og værst af alle kender de fleste nok også historien om den rige, ældre mand, der forfører og slutteligt voldtager den unge, uskyldige pige. Disse er eksempler fra Kællinger, men kunne sagtens være sket i virkelighedens verden og have antændt en gnist af indædt vrede hos blot den lettere rødstrømpelignende kvinde.
Men i Kællinger træder disse situationer og især måden, de beskrives på, desværre ind i klichéens domæne. Hermed har passagerne på mig den modsatte effekt af den intenderede: I stedet for at indgyde mig sympati med offeret (f.eks. den unge voldtagne pige), nærmest latterliggøres situationen. Og det er absolut synd. Et meget rammende citat, der illustrerer ovenstående, er dette (vi følger moderens refleksioner over sin datters situation): ”Hun var lige blevet sytten. Der var et billede af Nuser på hendes bh. Hendes brystvorter var små og bløde og havde samme farve som de roser, hun netop havde drømt om, at han ville købe til hende.” (s. 280).
Det overordnede problem her er, at den unge pige gøres til et lille barn, der er alt for intentionelt uskyldigt (trods at hun var jomfru) og alt for romantisk fantaserende. Uri gør det ikke let at reagere anderledes end med en form for lede, når beskrivelsen af den unge pige blot mangler ”og hun havde lige fået sin første menstruation.” Selvfølgelig er dette set fra moderens synsvinkel, og hun vil som sådan naturligt anse sin datter som ”lille” endnu – men dette forklarer ikke det klichéfyldte præg, det får.
En énsidet tilgang til kønsdiskussionen
Kællinger prøver at skrive sig ud af en kvindeundertrykkende tradition, men formår at præstere det modsatte: netop ved at fremstille kvinden som svag og underlegen – og at have dette som tema for hele bogen – sættes kvinden i samme bås ”som sædvanlig”. Det, kvinderne gør for at hævne sig på manden og genoprette deres køn, er sådan set ikke mærkværdige aktioner – nogle er ligefrem sjove: De bedøver f.eks. en mand og barberer hans kønshår som et hjerte og farver det lyserødt. Men trods det komiske i denne situation, savner jeg det vilde og voldsomme. Hvad skal en lille barbering i candyfloss-stil gøre ved en formentlig inkarneret mandchauvinist? Umiddelbart ikke meget. Der mangler fight og større aktioner, før at jeg kan se en mærkbar forandring. I Kællinger forvandler de udsatte mænd sig dog som ved et trylleslag, hver og én, til (øjensynligt) kvindeelskende glædesbomber. Dette er tydeligvis en alt for nem holdning til, hvordan vi i vores moderne samfund løser vores kønskonflikter: ”Ved lidt snilde og (kvinde-)list, så skal manden nok komme til fornuft”, synes Kællingers ræsonnement at lyde. Jeg tror dog ikke, at det er så let og ligetil.
Problemet, som ovenstående også viser, er, at både kvinder og mænd falder tilbage i de stereotype roller, som samfundet har påduttet dem – roller, som bogen i stedet burde have skrevet sig ud af. Hvad hjælper det, at kvinderne tager hævn over manden, når forfatter(inden) selv sætter dem i samme bur, som de antageligt skulle flygte fra? Stereotyper er der nemlig nok af i Kællinger. Men hvor er nuancerne? Historien havde været en helt anden, hvis mændene rent faktisk også var søde og kvinde-elskende, hvilket ville skabe en mere omfavnende skildring af herrekønnet som andet end idiotisk. Indrømmeligt er frasen ”all men are pigs” ret tiltalende, hvis man er en forurettet kvinde, men tjener det på nogen måde kønsdiskussionen, at man som kvinde(-lig forfatter) påtager sig dette negative og langt fra produktive udgangspunkt?
Kællinger forsøger at lægge op til en revolution på kvindernes vegne, men kvinden får ikke mere indflydelse eller hævdelse af sit køn ved at ”hævne” sig på mænd, sådan som de fire kvinder gør, og da slet ikke på den nogle gange næsten latterlige måde, de gør det på – f.eks. ved at lænke sig til en radiator på et plejehjem, så Jennas senile mor, som hun ikke længere selv kan tage sig af, endelig kan få et trygt sted at bo, hvilket er en demonstration mod kommunearbejderen Jon D. Ommundsen, der ikke har villet høre på Jennas berettigede beklagelser tidligere. I udgangspunktet er dette en god protest for kvindesagen, men en stor protest er det ikke ligefrem: de fire kvinder sidder med kaffe, kage og diverse lækkerier, og vi må uvægerligt høre alt, hvad der er på bordet (te, kaffe, pølser, ost: ”Råmælksost! Udbrød Frøydis”, s. 123) – helt unødige informationer, der trivialiserer deres handling og faktisk fremstiller dem som passive og henkastede i deres gerning. Det kan godt være, de er lænket fast, men de skal da ikke sulte – vel?
Når redigeringen slår fejl Foruden at læseoplevelsen som ovenfor beskrevet ikke er til at råbe hurra for, så har det danske forlag (Klim), der har oversat bogen fra norsk, desværre heller ikke løftet arbejdet godt nok. Der er for mange småfejl i både stavning, grammatik og endda slåfejl, således at visse bogstaver og nogle gange hele ord er blevet udeladt eller kombineret forkert. Det er problematisk med en sådan nedprioritering af en gedigen gennemredigering, især når læsningen i forvejen er lettere irriterende.
Prøv melon! Prøv banan!
Kællinger har et godt og solidt udgangspunkt, for kampen mellem kønnene er selv i vores angiveligt ligestillede dage stadig et hedt emne at tage op, men bogen går grueligt galt i byen med sin klichéfyldte og stereotype tilgang til sagen. Og det er virkelig en skam. Kønsdiskussionen kunne nemlig godt trænge til et ordentligt, velargumenteret og ikke mindst nuanceret indspark. Det er ikke altid bare et spørgsmål, om man skal vælge melon eller banan. Nogle gange er både-og bedre end enten-eller.
Leave a Reply