Anmeldelse af Nanna Storr-Hansen: Bøgetid, udgivet på Gyldendal d. 7. april 2022
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Digtene i Nanna Storr-Hansens nye digtsamling, Bøgetid, snor sig mellem mennesket og naturen. De handler om, hvordan vi er sammenkoblet med naturens store kredsløb, hvad end vi er bevidste om det eller ej. Med sine ord giver Storr-Hansen stemme til æbletræet og solsorten, fortidens mosefund og nutidens moderfigur.
Med naturen og fascinationen af denne som udgangspunkt, flyder Storr-Hansens digte afsted i et rindende vandløb, der laver afstikkere helt ud i afkrogene og snuser til både moser og ukrudt samt ind i nutidens private, moderne hjem.
Mosen og moderen
Digtene skaber en forbindelse mellem det moderne menneske og vores forfædre. De minder os om, at noget har fundet sted før os, og at dette er forudsætningen for vores eksistens den dag i dag. Denne kendsgerning ligger lagret i naturens kammer, der ikke er til at tage fejl af. Som det beskrives i digtet “FØRSTE KREDS”:
“Mosen det første / internet / forbandt tiderne / og information / om vore tidligere / medborgere”
Som planternes rodnet i jorden, trækkes en fin tråd fra menneskets fortid til nutid. Moderskabet og kvinderollen var lige så væsentlige i fortiden som i dag, hvilket blandt andet kommer til udtryk i digtet “FULD SOL”, hvor de huslige pligter associeres med stenaldersamfundets hverdag:
“(..) og jeg slynger min mands / skjorter / over tørresnoren / som var det lidt skind / fra det flåede / dyr jeg jagtede / i skumringen / og bragte / med mig / hjem”
Men moderskabet er også et indbygget urinstinkt, der ligger indlejret i både mor og barn i evolutionens kamp om overlevelse af henholdsvis sit afkom og sig selv. I digtet “NAT” tydeliggøres det, hvordan menneskemødre, som alle andre dyremødre, fra naturens side er installeret til at ville beskytte sin unge, koste hvad det vil:
“Min baby i sengetøjet / en orm i kompost / hun vrider sig og vender / sig skubber jorden / op og frem / moderpuppen / ubevægelig, jeg / venter på søvnen / som et mord / vil indfinde sig / mellem os”
Naturen møder kulturen
Storr-Hansen behandler både menneskets forhold til naturen gennem den selv, men også i mødet med kulturen. Naturen er den oprindelige kraft, der i stilhed udfolder sig i skyggerne af det moderne samfunds asfalt og trafik, institutioner og travlhed. Mens vi drøner til og fra jobs og ærinder, lever den roligt videre i grøftekanter og buskadser. Det moderne liv har gjort os blinde for dens plante- og dyreliv, og kun i sammenligning med det menneskeskabte træder naturen frem i bevidstheden, som i digtet “REGERING”:
“Er det hegnet i børnehaven / som gør den til have / er det haven i børnehaven / som giver den hegn?”
Digte, der risler afsted
Bøgetid er blevet beskrevet som “en samling vilde og uforudsigelige digte”, hvilket jeg i den grad er enig i. Det vilde og uforudsigelige udspringer i høj grad af Storr-Hansens leg med verslinjer, de glider ind og ud af hinanden og skaber dobbelte betydninger. Desuden kan flere af digtene finde på at forgrene sig i nye retninger og tage et nyt perspektiv ind i de poetiske billeder. Bøgetid er digte, der risler afsted med åvandets tilfældighed og knopskyder som forårets tusinde blomsterskud. Disse betragtninger kommer særligt til sin ret i digtet “VED GADEKÆRET”:
“Plukveer og ænder / ved gadekæret / et smidigt barn / kaster store / stykker brød / til dem / ude i vandet / er der et sammenfald / mellem moderkage / og bøgeblade / hun giver jo snart op / hun giver næringen fra sig / et nyt system / må stå / i stedet / tabe / et blad føde et barn / tabe et barn føde et blad / et stort vildt træ / mine arme / giv ilt / giv ilt”
Bøgetid er en unik digtsamling, der minder os om den symbiose, vi alle har med naturen, men som vi så ofte glemmer og tager for givet.
Leave a Reply