Anbefaling af Deborah Levy: Hot milk, udgivet på Vinter forlag. Oversat fra engelsk af Juliane Wammen.
Anbefaling af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Deborah Levy sætter mor og datter på prøve i Sydspanien. Og jeg mærker solens varme kys mod huden, mystikken, ubehaget og en sproglig fascination i Hot milk.
Sofia er 25 år, servitrice og i gang med sit speciale. Eller det vil sige, at hun har sat skriveprocessen i bero, for i takt med at hendes mor er begyndt at lide af en mystisk sygdom i benene, føler Sofia sig nødsaget til at tage sig af hende. Sammen beslutter de at rejse til Sydspanien til den forførende solkyst i håbet om, at en konsultation i Doktor Gómez’ klinik vil give dem afklaring og hjælpe til at få bugt med morens sygdom.
Stranden er omkranset af flade stenklipper og palmer placeret på en snorlige række. Jeg fornemmer den lune brise mod huden, mens mine fødder efterlader aftryk i sandet. I vandkanten ser jeg goplerne drive taktvis frem og tilbage synkront med bølgernes bløde bevægelser. Lyset er så skarpt, at jeg må knibe øjenlågene sammen, for at slippe mindst muligt lys ind. Det er som om, landskabet har fået lagt et hvidt filter hen over sig af den bagende sol, hvis varme får små svedperler til at lægge sig på huden. Sådan et indre sansebillede lader Levy mig drive ind i. Hun lukker mig ind i en behagelig aura, men efterlader mig ikke blot med det rare.
”Det var min helt særlige evne: at gøre min dag mindre for at gøre hendes større.”
Jeg skal ikke læse langt ind i romanen, før jeg ænser noget afvigende ved relationen mellem mor og datter. Deres forhold virker distanceret, hvilket står frem, idet Sofia tiltaler hende ved navn fremfor at kalde hende mor. Rose, som moren hedder, har en svingende personlighed, men mest af alt negligerer hun Sofias hjælp og er vanskelig at stille tilfreds, hvilket får relationen til at fremstå uligevægtig:
”Om lidt vågner hun og råber: ”Hent mig noget vand, Sofia,” og så henter jeg vand til hende, og det er altid den forkerte slags vand. Jeg ved ikke længere helt hvad vand betyder, men jeg henter vand til hende som jeg forstår det: fra en flaske i køleskabet (…).”
Med tiden forsøger Sofia gradvist at løsrive sig mere og mere fra den klaustrofobiske aura, hun er omsvøbt af. På stranden møder hun livredderen Juan og senere Ingrid. Sammen med Ingrid tager hun ud til klipperne for at sole og bade. Der er noget mystisk og fascinerende over Ingrid. Frem for alt, er hun selvstændig, hvilket får Sofia til at indse, at hun bliver nødt til at frigøre sig fra det klæbende net, hun er fanget i. Hun føler sig draget mod Grækenland, mod sin far og handler på denne impuls, der igangsætter en større rejse mod frihed.
Hun ikke bare flyder men svømmer væk. Fra sin mor. Beslutsomt.
Synsbedrag eller bare bedrag?
”I går så den græske skønhed tre høns stå bundet ved det ene ben til det samme træ hos señora Bedello.”
Jeg læser de bundne fødder som symbolske. Som en analogi over at føle sig fanget, begrænset og fastlåst, som Sofia, men også som en direkte reference til moderens sygdom.
Længe har moren givet udtryk for at være syg, fået Sofia til at smide hvad hun har i hænderne for at tage sig af hende og fået Sofia til at tro på hendes smerter. Men er hun virkelig syg? Pludselig kommer Sofia i tvivl, da hun er tilbage i Spanien og ud af det blå ser en kvinde gå langs stranden. En kvinde, der ligner hendes mor på en prik. Først tror hun, hun ser syner, men ikke længe efter er hun overbevist om, at det er hendes mor. At morens sygdom har været ren og skær vildledelse. At Rose alt denne tid har foregivet af være syg uden at være det:
”Efter noget tid vendte jeg mig for at se ind mellem to klipper, og jeg så hende. Jeg så Hende. En 64-årig kvinde i en kjole med solsikkemønster på skørtet langs stranden. Hun havde en hat i venstre hånd. Ja, det var hende, og hun gik. Først troede jeg det var en luftspejling fordi jeg havde gået hele dagen i ørkensolen.”
Det er nærmest ligegyldigt, hvad hun skriver om
Hvis du endnu ikke har læst denne hypede, hotte bog, så har du noget at se frem til.
Levys skrivestil er så elegant, klog og sanselig, at hun nærmest vil kunne skrive om alt – og det vil betage mig. Jeg har tænkt over, hvad det er, der gør Levys ord betagende. Og jeg tror, det er selve måden, hun skriver omgivelserne frem på. Hun har et nøje og nært registrerende blik, hvilket appellerer til ens billeddannelse og gør fortællingen levende, visualisérbar og nærmest taktil. Man drives ind i- og hypnotiseres af varmen, kroppene, det glinsende hav og plottet. De sydspanske strande forærer en stemning, der gør læseoplevelsen dét mere nydelsesfuld. Under læsningen havde jeg hele tiden lyst til at læse videre og blev især overrasket over bogens slutning.
Hot milk er en roman om en svær mor-datter relation, en fortælling om svigt, begær og frigørelse.
Leave a Reply