Mundvand 

Anmeldelse af Asako Yuzuki: Smør, udgivet på Klim forlag d. 21. maj 2026. Oversat fra japansk af Mette Holm. 

Anmeldt af Asta Birkler 

Foto: Asta Birkler 

Japanske Asako Yuzuki udkommer nu første gang på dansk med den prisbelønnede roman Smør. Et mundvandsdrivende mesterværk om madglæde, kvindesyn og om at finde en “passende mængde”. 

I romanen følger vi den tyndslidte, kvindelige journalist, Rika, som lykkes med at få et eksklusivt interview med den kvinde, som hele Tokyo taler om. Manako Kajii, hedder hun. Hun omtales som “hende der ægteskabssvindleren, som elsker mad”, og hun har efter sigende slået tre af sine elskere ihjel. Alle elsker at hade hende. Mest fordi hun er tyk og dermed uden selvkontrol, tænker man. Og skræmmende nok er Kajii inspireret af en virkelige sag om den såkaldte ’Konkatsu Killer’ – en japansk kvinde, som i 2012 blev dømt for at have forgiftet tre mandlige elskere med hjemmelavet mad. Hvad driver sådan en kvinde? 

Livet skal ædes 

Det gør velsmag og nydelse, forstår jeg – i hvert fald i første omgang. For efter Rika har besøgt Kajii i fængslet, bliver hun sendt ud på en større smagsrejse for at komme ind på livet af hende. Livet skal ædes, som Kajii siger. Så Rika må tilberede gyldne ris (kogte ris med koldt smør og et par soyadråber), smage smørcreme fra et eftertragtet bageri og siden begive sig ud i byen midt om natten for at spise en varm skål nudler efter sex. Og lad mig bare sige det som det er: Ingen kan beskrive velsmag som Asako Yuzuki: 

“Det kølige smør ramte hendes tænder, og hun mærkede dets bløde konsistens helt ned i tandrødderne. Og så, ganske som Kajii havde sagt, lagde det smeltede smør sig omkring de enkelte riskorn. Smagen kunne kun beskrives som gylden. En glimtende, gylden bølge af dyb og aromatisk smag lagde sig omkring risen og førte Rikas krop langt væk.” 

Der er ingen tvivl om, at Kajii elsker smør, og at Rika lader sig rive med. Hun betages af Kajiis blik på verden, bliver besat af at afsløre hendes hemmeligheder. Sammen med veninden Reiko opsøger hun Kajiis bekendte, rejser til hendes barndomsby og begynder på en glamourøs kokkeskole under dæknavn. Og forfatteren, Yuzuki, gør undervejs brug af et særligt spændingsskabende kneb – nemlig at Rika ofte får indsigter, som hun først senere afslører for læseren. Rika er på sin vis hele tiden to skridt foran mig. Og det har gjort det umådelig svært at lægge bogen væk. 

Selvkontrol vejer 50kg 

Undervejs opdager man, hvordan omverdenen blander sig i, at Rika pludselig veksler færdigretter fra døgnkiosken til rigtig mad. Hendes veninde foreslår opmuntrende, at Rika begynder på vægttræning, og Rikas kæreste skriver bekymret til hende i en chatbesked: “hvis folk omkring dig oplever, at du har sluppet selvkontrollen, mister de respekten for dig.”  

Vi befinder os altså i et samfund, hvor Rikas hidtidige kropsvægt på 50kg er udtryk for selvkontrol. Og det er let nok. For Rika arbejder så meget, at hun hverken har tid til at spise eller lave mad. Der er kun tid til arbejde. Og det gælder ikke kun Rika. Som veninden, Reiko, siger: “Det er jo problematisk for ens kolleger, hvis man bliver nødt til at holde fri flere eftermiddage på en måned.” 

Det lyder jo absurd. Men selvom det arbejdsliv, som skildres i romanen, synes mere ekstremt end det danske, er det de samme logikker, som findes. På den måde er Smør ikke kun en protest mod kønsnormer og normaliseringen af undervægt. Yuzukis skarpe pen retter også kritik mod det hastighedssamfund, som findes herhjemme, hvor jobbet kan komme til at indtage pladsen som det vigtigste – og man (læs jeg) tager sig selv i at sluge sin frokost foran computerskærmen i stedet for at tage sig tiden til at spise den. Asako Yuzuki udmærker sig således med sit velreflekterede blik på både samfundet og mennesket. Og Mette Holm gør (som altid) et fortrinligt stykke arbejde i at oversætte og fortolke til dansk kontekst. 

En passende mængde 

I Smør følger vi Rikas rejse i fodsporene på en fascinerende seriemorder. Rika forvandles langsomt til Kajii, og det samme gør jeg (i SU-venlig version, bevares – jeg har ikke spist Boeuf Bourguignon, men stegt mine toast i smør). 

Smør er en bog, som handler om den kraft, der findes i smør. I mad, som man faktisk spiser og ikke blot fortærer for at holde sig i live. Det er en bog om gyldne ris, lakserogn i pasta, ramen efter sex og gratin, der får mænd til at dø. Det er en spændingsfyldt fortælling om jagten på sandheden. 

Men mest af alt er det en historie om de relationer, der former livet. Om at invitere dem alle på hjemmelavet kalkun, selvom man ikke har et spisebord, og de derfor må sidde på gulvet. Romanen er en øvelse i langsommelighed. En øvelse i at stoppe op og smage på den verden, der omgiver os.  Og om at finde en “passende mængde” i den.