Anmeldelse af Knud Romer: Pigen i violinen, udgivet på Lindhardt og Ringhof den 21. oktober 2021
Anmeldt af Simone Eriksen
Foto: Simone Eriksen
I Knud Romers tredje roman Pigen i violinen inviteres læseren ind i den musikalske elite igennem den unavngivne pige, der på sin femårs fødselsdag får sin første violin af hendes far. I takt med at pigen vokser, vokser violinen med, indtil hun en dag er voksen og skal bevise om al den hårde træning har været det hele værd.
Drømmen om at blive den bedste indenfor noget, hvad enten det er fodbold, ballet eller noget helt tredje, er noget vi alle kender til. Alle har sikkert derfor haft deres egen drøm, om hvad de ville være bedst til. Men et er at drømme, noget andet er at forfølge den og dermed lægge alt det hårde arbejde i det, som det kræver at være den bedste – for hvis du ikke er villig til at gøre det, er der helt sikkert en anden som er. Det er netop processen med det hårde og dedikerede arbejde som er kernen i Pigen i violinen. Som det også fremgår i titlen, kræver denne proces, at man smelter sammen med drømmen, hvilket i denne piges tilfælde er hendes violin. For at blive den bedste af de bedste kræver det dog ikke kun hårdt arbejde, men også en vis portion talent, hvilket oftest er det, som skinner klarest igennem, og det er heller ikke en undtagelse i Romers roman. Efter en koncert spillet af pigens veninde Mzia, har pigen følgende samtale med en professor:
”Arenkow spurgte til Mzia, om hun øvede sig? Det gjorde hun ikke, svarede jeg i overensstemmelse med sandheden: ’Det kan jeg forsikre Dem om’ – og jeg kunne med det samme mærke, at jeg havde begået en fejl og svaret forkert. Han ærgrede sig, og jeg rettede mit svar og sagde: ’Jo, nogle gange øver hun sig meget.’ Arenkow lyste op. ’Mange timer?’ spurgte han, ’sikkert?’ ’Ja,’ svarede jeg, ’og med metronom.’ Dermed var alting i orden. Arenkow var professor og rettede ryggen og vendte den mod mig. Det gik op for mig, at det ikke var hende, som skulle holde øje med mig. Det var mig, som skulle holde øje med Mzia – og der havde åbnet sig en sprække, som jeg kunne kravle ud ad.”
Eventyrlig fortælling
Den sammensmeltning pigen opnår med violinen skaber rammen for en nærmest eventyrlig fortælling. Fordi kontrollen og disciplinen fylder så meget, betyder det at pigen tilbringer størstedelen af sine vågne timer i musikkens eventyrlige univers, som hun øver i at kunne til perfektion. Som læser oplever man derfor musikkens eventyrlige verden igennem pigens mange øvningstimer, og dette eventyr bliver ført over på pigens virkelighed, da hun også skal overkomme forhindringer for at nå hendes mål.
Når musikken fylder alt
Romer formår at fremstille dedikationen, koncentrationen og besættelsens af hele tiden at skulle levere det bedste så man som læser kommer helt tæt på pigens hårde arbejde for at dygtiggøre sig. Han viser, at det kræver hårdt arbejde og mange ofringer for at være en del af eliten, og at der kan opstå tvivl i processen, om det er det hele værd. Det er derfor meget muligt at romanen kun lige sniger sig op på 140 sider, men det er 140 meget intense sider, som efterlader læseren helt forpustet over det pres som pigen gennemgår.
Leave a Reply