Skrevet af Nicoline Thoning
Foto: marensblog.dk
Maren Uthaugs charmerende og naivistiske stregtegninger har fra første møde kunnet frembringe kærkomne latterudbrud, når de i al deres simpelhed skildrer kompleksiteten ved dét at være menneske. Men selvom jeg græder af grin på min vej gennem Uthaugs værker, og når jeg modtager min daglige dosis via hendes blog, så gemmer alvoren sig lige under overfladen. Og med sin nyeste udgivelse Den lyse side (2014) rammer Uthaug netop noget interessant, fordi hun med humoren som redskab sætter lys på én af vor tids tabuer: følelsen af at være ensom.
Den selvransagende streg
Et af de greb, jeg værdsætter højest ved Uthaug, og som måske er medvirkende til, at jeg både griner og reflekterer ved læsningen af hende, er selvgenkendelsen. For der humoren for alvor opstår, er i illustrationen af de almenmenneskelig følelser, som vi alle mere eller mindre kan relatere til. De scenarier, Uthaug skitserer, er så rørende genkendelige, at vi griner af, at det lige så godt kunne have været os selv – og at det faktisk ofte er det. Man griner således af sin egen menneskelighed og priser sig lykkelig for, at man ikke er ene om den. Tegningerne får ofte en ”jeg tænkte det, men du sagde det”– effekt, hvor Uthaug og læseren skaber en forløsende indforståethed om dét at være moderne kvinde.
Hvis jeg skulle sætte Uthaugs humor på genre ville jeg kalde hende satirisk. Eller rettere selvsatirisk, da satirens kritiske brod ikke udelukkende peger udad, men ligeledes indad mod Uthaug selv og dermed den selvgenkendte læser. Uthaug udstiller sig selv ved at spille på et personligt afsæt, hvorfra hun selvudleverende fremtegner sine egne pinligheder. Men samtidig udstiller hun, hvordan vi tænker om os selv. Særligt forældrerollen er et gennemgående tema, i tilgift med det pres nogen kan føle for at udfylde denne rolle bedst muligt. Således er hendes satire refleksiv og evaluerende, idet den kritiserer, hvordan vi som mennesker lader samfundet presse bestemte billeder og selvbilleder ned over hovedet på os. Et eksempel, som jeg synes fremtræder rigtig stærkt, er i den stribe, jeg vil kalde familiestriben. Striben anslås med selvkritik, hvor hun kritiserer, at hun ikke kan give sine børn en glidende start på tilværelsen. Dernæst ses Maren Uthaug skildret overfor sin datter, alt imens hun med hænderne i siden og vrede øjenbryn opremser den ene ting efter den anden, som ”normale” familier IKKE gør. At kalde sin søster for ”fucking pikmide” er én af dem. Efter endt svada kvitterer datteren med et barns naive klogskab: ”Men mor, vi behøver ikke være en normal familie. Bare vi er en familie.” Og hun har jo ganske ret, for hvem har retten til af definere, hvordan en familie er mest rigtig. På denne måde retter Uthaug gennem sin selviscenesatte pinlighed omkring forældrerollen ligeledes en kritik af de instanser, der netop forsøger at skabe sådanne definitioner.
Når spøg og alvor forenes
Igennem et undervisningsforløb omhandlende humor stiftede jeg bekendtskab med en dansk filosof ved navn Harald Høffding og hans humorteori Den store humor. Han anser humoren som en totalfølelse, hvori der er noget dybere og vigtigere på spil, og tænker på humoren som værende en større bevægelse, der sætter tilværelsen i perspektiv både filosofisk og eksistentielt:
”Kun ud fra en dyb forståelse af menneskenaturen i dens mangfoldige former og af menneskelivet i dets skiftende skæbner kan der dvæles således ved det ringe, lave, urimelige, at det trods alt ses som element i det hele, og kun på et sådant grundlag kan spøgen have sin gænge, skønt den store alvor danner det sidste grundlag.”(Høffding 1916: 43)
Ovenstående citat illustrerer, hvordan Høffding ser alvoren som en altafgørende del af den gode humor – der skal være noget på spil, og humoristen skal være sig bevidst om, at lidelsen er følgesvend til eksistensen. Og det er netop sådan en humorist, jeg vil karakterisere Uthaug som, idet hun med Den lyse side ikke blot formår at være morsom, men samtidig lykkes med at belyse nogle grundlæggende eksistentielle vilkår. Den store humor tillader ikke humoristen at frigøre sig fra, hvad der tynger sindet, men fordrer i stedet troskab mod virkeligheden og de modsatrettede strømme, som den byder. Hos Uthaug forenes spøg og alvor, ikke for at frigøre sig fra virkelighedens smerte og lidelse, men tværtimod for at beskrive disse vilkår som en fundamental del af vores virkelighed. Den lyse side fungerer derfor som en klar replik til hverdagens problematikker – store såvel som små.
Dette er særligt tydeligt i den måde, hvorpå værket indledes. Man præsenteres for en sekvens af streger, der skildrer Uthaug ganske alene placeret midt i en regnbyge – en lang sekvens, hvis stemning er trøstesløs, og hvor ensomheden kigger én i øjnene. En ensomhed, der hverken lader sig bortjage af børn, mand eller kat, som skiftevis indtræder, men forbliver en gennemstrømmende tematik i værket, der udspiller sig som en søgende rejse for at finde udspringet for den. Men det findes aldrig. I stedet slutter Den lyse side i erkendelsen af, at ensomheden er en uundgåelig del af tilværelsen, til tider med uforklarligt udspring, men dog aldrig så knugende, at den er umulig at undslippe. Uthaug billedliggør med sin streg ensomheden med et humoristisk, ægte og ærligt udtryk. Humoren fastholdes i det betuttede ansigt og den knugede fiskebowle, mens teksten bibringer den alvorsfulde sandhed. Således kan den lyse side og Maren Uthaugs forfatterskab ikke reduceres til morskab, for der indbydes til langt mere end latter. Her tilbydes læseren en anskuelse af livet og en ærlig erfaring af dets alvorsfulde skyggesider at spejle sig i.
Leave a Reply