Anmeldelse af Ingrid Nymo: Den røde hane, udgivet på Kronstork d. 26. januar 2024.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
I 2021 debuterede Ingrid Nymo med den anmelderroste roman, Kloster. Nu er thyboen tilbage med en mindst lige så velskrevet og gennemarbejdet roman, Den røde hane, der tager sin læser med op i det både vindblæste og flammende Thy i selskab med jegfortælleren: den rodløse hjemmehjælper, Roberta.
Den røde hane ligger inde med et omfangsrigt og sammenfiltret persongalleri, der udover Roberta består af hendes familie og omgangskreds samt hendes kollegaer i hjemmeplejen og de ældre borgere. Der er altså mange personer at holde styr på, og med flere sideløbende narrativer – Robertas relationer og kærlighedsliv, borgernes hverdag, jagten efter pyromanen i området – har Nymo skrevet en omfattende romanfortælling, hvor man må forsøge at forbinde trådene til det drama og den thriller, det er.
Roberta og relationerne
Privat bor Roberta med sin kæreste, Valdemar. Hun elsker ham for det surfer-væsen, han er – men de kan ikke få det til at fungere. Mens hun drømmer om at blive gravid, er han ikke klar, og de ser ingen anden udvej end at gå fra hinanden. Det bliver dog kun sværere af, at Valdemar flytter ind i bofællesskabet, hvor også Robertas ekskæreste, Silas, og veninde, Amalie, som Roberta ikke er helt på talefod med, bor. Det hele er ét stort relationsrod. Afstanden til de mennesker, hun er tryggest ved, går Roberta på, og hun dulmer smerten med sine rutinerede ruter i hjemmehjælpen, ensomme male-sessioner og en spontan affære med Mark: Silas’ bror. Men ikke nok med at Robertas personlige liv skranter, så finder der pludselig en række brandstiftelser sted i området. En pyroman raser i lokalsamfundet, og Roberta sætter kampen ind for både at afsløre gerningsmanden og redde sine relationer:
“»Heeej,« siger Amalie ind i mit øre, da vi omfavner hinanden. Hendes hej er syngende og langt med et fald i toneleje over he-ej, hvilket får det til at lyde trøstende eller som en beklagelse. Silas dufter af parfume med noter af citrus. Han spørger, om ikke jeg vil have en rundvisning, mens de andre slæber, og jeg nikker, lettet over ikke at skulle bære Valdemars ting.”
De usynlige synliggøres
Selvom Robertas personlige missioner fylder meget, udgør hendes rolle som hjemmehjælper også en væsentlig del af romanen. Hun passer og plejer, mader og vasker, konverserer og tager sig af såvel Ilse, Karen og Elly som Nielsine og Tage, Gunnar og Åge. Og netop den tid, Roberta bruger hos borgerne, er beskrevet med ømhed, ærlighed og detaljerigdom. Det er et blik ind i en hel befolkningsgruppe, jeg ikke har mødt portrætteret i samme (hvis overhovedet nogen) grad før i skønlitteraturen; de ældre, der har brug for professionel hjælp for at kunne klare sig. Jeg kunne ikke undgå at føle mig forbundet med disse borgere, set gennem Robertas øjne og hænder. Gennem Robertas profession formår Nymo at sparke døren ind til dem, der er blevet glemt, gemt af vejen og skjult. Det er både rørende og øjenåbnende, samtidig med at det er gjort med en respekt for de ældres vestjyske dialekt og individuelle personligheder. Og så gør det visse stigmatiseringer og fordomme til skamme ved at skildre, hvor stort og vigtigt et arbejde hjemmehjælpere faktisk udøver:
“Hun rejser sig ved rollatoren, og jeg går bag hende ud i gangen. Sutskoene er blevet for tunge for hende at løfte, så nu går hun på strømpefødder. I entréen får hun overbalance og er tæt på at falde. Da jeg griber ud efter hendes arm, ryger aftenpillerne ud af min hånd. Jeg får hende ind på toilettet, og hun slipper sin lille stråle for åben dør, mens jeg fisker pillerne op fra tæppet én ad gangen.”
Det er ligeledes i samtale med borgerne og på rutens stille køreture, at Roberta har tid til at spekulere over den flammetørstige pyroman, der raser i området. På den måde agerer pyromanen ildrød tråd mellem Robertas private og professionelle liv.
Nymo = ny must read
Pyromanen som drivkraft for Robertas missioner er et elegant greb, fordi det er Robertas forsøg på at afsløre, hvem gerningsmanden er, der stiller hende overfor en afsløring omkring sin egen person og eksistens, som hun aldrig havde set komme. I en samtale med sin mor, der tager en uventet drejning, finder Roberta ud af, at æblet ikke falder langt fra stammen, når hun spejler sit og sin mors kærlighedsliv med hinanden (mere end dette vil jeg ikke afsløre her, da det ville være en for stor spoiler for fremtidige læsere). Det er et plot-twist, jeg på ingen måde havde set komme, men som giver romanen en helt anden dybde.
Jeg tror, jeg vil anbefale stort set alle at læse Den røde hane. Persongalleriet er så mangfoldigt, at jeg forestiller mig, at alle ville kunne genkende enten sig selv eller en de kender i en eller flere af romanens mange karakterer. For mig at se (og fordi jeg også har elsket at læse Kloster) er Nymo en ny forfatter, man virkelig bør holde øje med. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til hendes næste udgivelse.
Leave a Reply