Når hjertet bliver stjerne, og stjernerne bliver hud 

Når hjertet bliver stjerne, og stjernerne bliver hud 

Når hjertet bliver stjerne, og stjernerne bliver hud 

Anmeldelse af Signe Gjessing: Bryllupsnat, udgivet på Gyldendal d. 30. januar 2026. 

Anmeldt af Laura Melgaard Svendsen 

Foto: Laura Melgaard Svendsen  

I Bryllupsnat lader Signe Gjessing en gammel flamme træde ind i det kosmiske rum, hendes digtning ellers har kredset om. Resultatet er en lille, lysende og besynderlig bog, hvor kærligheden både er guddommelig og helt nede i kroppen. 

Poppet kosmologi 

Signe Gjessings nyeste digtsamling fylder ikke mere end 36 sider, hvor der kun på hver anden side optræder et navnløst, nummeret digt. Digtsamlingen er fri for en forklarende bagsidetekst, og du må som læser selv træde ind i rummet. Et rum fyldt med stjerner, og det er måske præcist sådan digterjeget har det.  

Gjessings univers er, som i hendes forrige værker, fortsat kosmisk. Stjerner, himmelrum og lys optræder overalt, og det er svært ikke at sige kosmisk og guddommeligt uden også at sige højtideligt, men Bryllupsnat er det stik modsatte. Stjernerne kigger, elsker, arbejder, blander sig og bliver nummer to i ”en Taylor Swift-lookalike-konkurrence”. Universeret kolliderer med det hverdagsagtige og fremstår på mange måder som en poppet kosmologi, hvor det guddommelige er kropsligt forankret:  

”Min hud får et stenslag i forruden / fra en stjernes blik, nu går jeg ud i / stjernerummet kun i bh og trusser.” 

”Du” trækker hele universet med sig 

I Bryllupsnat optræder og tiltales et ”du”, der får digtsamlingen til at sitre, netop fordi det truer med at forsvinde: 

”Mit hjerte er en stjerne-lyskegle, din hud bliver fanget i, når du siger, at du / ikke længere vil være mit du. / Jeg ved godt, du ikke vil være mit du, men: / Hvis jeg må kysse dig nu, kan din hud blive det arbejdstøj, stjernerne trækker i / når mit hjerte anklager dem for bare at elske med mig hele natten.”  

Hos Signe Gjessing glider “du” mellem at være et konkret menneske og en næsten kosmisk størrelse. Samtidig bliver ”du’et” en sproglig position, der giver følelserne retning og holder jegets verden samlet. ”Du’et” bliver centrum for jeg’ets kærlighed: nogen at rette alle følelser og al længsel mod.   

Når jeget tiltaler et “du”, opstår der en relation i selve sproget. Netop denne relation vakler, når den elskede, ikke længere vil være “mit du”. I det øjeblik forskyder både kærligheden og sproget sig, og samlingen lader os mærke skrøbeligheden. 

Et sted imellem orden og kaos  

Digtsamlingen skifter karakter i sin anden del, hvor den folder sig ud som en ”excyklopædi”. En eksperimenterende opslagsbog, der blander filosofi, botanik, jura og andre fagområder med poetisk fantasi. Her bliver digtene systematiseret og kategoriseret på tværs af menneskelig viden. Under overskriften ”Botanik” lyder det:  

”24. Kiss and tell: Stjernerne er de / historier, roserne sælger til medierne / om deres affærer med universet.” 

Selvom formen mimer saglighed og systematik, er indholdet alt andet end nøgternt. Roserne sælger sladder til medierne, stjernerne har affærer, og kroppen bliver et sted, hvor kosmiske kræfter investerer og placerer sig tæt på hjertet. Fagligheden bliver en kulisse, som kærligheden spiller op ad og underminerer. Excyklopædien fungerer ikke som en forklaring, men som et poetisk eksperiment: jo mere digtene forsøges kategoriseret, desto tydeligere krakelerer systemerne.  

Som sitrende centrum 

Bryllupsnat insisterer på kroppen, samtidig med at den peger mod stjernerne. Hos Signe Gjessing mødes intensiteten i jegets kærlighed med stjernernes kosmiske blik, og “du’et” står som centrum for alt, både nærvær og fravær. Samtidig balancerer digtene mellem alvor og leg, mellem ekstase og humor, og det giver hver linje en uventet gnist. 

På blot 36 sider formår Gjessing at skabe et fuldt udfoldet univers, hvor det kropslige og det guddommelige mødes, og hvor læseren mærker både sårbarhed, intensitet og en næsten overjordisk kraft. Bryllupsnat efterlader et sitrende indtryk, der bliver hængende længe efter sidste side.