Anmeldelse af Birgitte Klahn: I en firkant, udgives på Forlaget Silkefyret d. 30. november 2024
Anmeldt af Jane Louise Madsen
Foto: Jane Louise Madsen
Et godt stykke inde i dagpengeræsets bureaukratiske labyrint møder vi Clara, der ikke kan få så meget som en lilletå inden for på et arbejdsmarked, der slet og ret ikke har brug for sådan én som hende. Men Clara MÅ have et job, koste hvad det vil!
”Jeg ser mig selv, sammensunket på stolen, rander under øjnene, håret i en rodet bunke under hårspændet. Jeg er ikke rigtig noget længere. Ikke noget helt. Ikke noget sammenhængende, jeg er forvandlet, jeg smuldrer i små flager.”
Sådan beskriver den enlige mor, Clara, sig selv efter at have råbt ad sin kære datter grundet de ophobende jobafslag, der ingen ende vil tage. Efter at have slugt I en firkant må jeg indrømme, at jeg som litteraturstuderende allerede gruer for tiden som færdiguddannet. Når man som Clara er fyldt til randen med viden, initiativrighed og idealisme, men ingen steder har at gøre af sine blomstrende egenskaber, hvad skal man så stille op?
Ubarmhjertigheden
Clara er ’ledig’, som det hedder. Og det er der ingen skam i, bliver hendes A-kasse ved med at fortælle hende. Alligevel nager det Clara, at de ansatte i A-kassen føler sig bedre end hende, fordi de har det, hun ønsker sig allerhøjest: et arbejde! Vi følger Clara fra hendes begyndende møder hos A-kassen, som hun går til med sin ven, Christian, der ligeså er uden arbejde. De er i den samme synkende jolle:
”Vi siger til hinanden, at det godt nok er heldigt, at vi er arbejdsløse på samme tid, vi forsøger ihærdigt at bilde os selv og hinanden ind, at der er noget godt ved situationen. Vi skiftes til at holde taler for hinanden om vores evner, jeg påstår for eksempel, at jeg er systematisk og udadvendt.”
Man fornemmer som læser den ironi, som fylder romanens sider, hvilken er med til at eksemplificere, hvor invaliderende og nedværdigende det kan føles at være arbejdsløs. Foruden den konstante ironi er et af de mest underholdende elementer i bogen de mails, Clara modtager fra både A-kasse og diverse arbejdsgivere. Disse bliver mere og mere aggressive og overgjorte i takt med romanens fremgang. Det afspejler på bedste vis den ligegyldighed, Clara føler sig mødt med, og trods pessimismen nød jeg at læse dem. Et udsnit af en mail kunne eksempelvis se således ud:
”Vi modtog 451 ansøgninger, og vi må desværre meddele, at vi har valgt at gå videre med en anden kandidat.
I udvælgelsen lagde vi vægt på erfaring, moral og mental styrke.
Du har ingen af delene.
Held og lykke i din videre jobsøgning/fuck af.”
Foruden disse bryske mails følger man som læser også med i antal jobafslag via kapiteloverskrifterne. Normalvis er jeg ikke tilhænger af, at romankapitler har titler, men i denne roman tilføjer det yderligere dybde til handlingen, når et kapitel har overskriften: ”EFTER 388 AFSLAG”. Vi er med på sidelinjen, når Clara synker dybere ned i sit sisyfosarbejde i takt med, at antal afslag stiger.
Absurditeten
Romanens progressivitet tager fart på samme måde, som afslagene gør, og romanens absurditet er til at få øje på. Ikke nok med at ’en arbejdsgiver’ stalker Clara, han flytter endda ind hos hende! Herudover begynder der at ske mærkværdige ting, når Clara besøger sin rådgiver, der hersker fra sit kontor.
Det er ikke kun den arbejdsløse Clara, der er et problem: Graden af ledige danskere udvikler sig til en national krise, hvor selv statsministeren udviser skuffelse over landets tilstand. Danmark befinder sig i en undtagelsestilstand, der leder ens tanker hen på covid-19-pandemiens tag i samfundet. Her er det dog ikke smitten, der er fjenden, men de arbejdsløse. I en firkant udvikler sig i en dystopisk, apokalyptisk retning, hvor vi også ser vreden koge over i Clara:
”Jeg vil skubbe hende med hovedet først ned i den fugtige jord, jeg vil trampe på hendes gamle ansigt. Jeg vil kvæle hende i hendes egen ravhalskæde, kvæle hende langsomt. Jeg vil se livet forlade hende, jeg vil se hende gispe, fingrene kradse desperat under halskæden, øjnene flakke, benene spjætte.”
Romanen galoperer afsted, og vi halser med, mens vi hepper på, at karaktererne i romanen ikke blot holder sig oven vande, men holder sammen mod samfundet.
Desperationen
Man får sympati for Clara og hele samfundet, hvor den forbitrede fornemmelse af magtesløshed regerer. Desperationen er tydelig i alle henseender, hvor det at have et arbejde bliver det vigtigste i livet, hvor et menneske først er noget værd, hvis det er i arbejde.
Klahn lykkes med at skabe et mangefacetteret værk, der er lige dele skarpt, humoristisk og grotesk i et klart og poetisk sprog. Så velkommen på den skønlitterære scene til Birgitte Klahn, hvis pen jeg glæder mig til at støde på igen i romanernes verden. I en firkant bør læses af mangfoldigheden: af ansatte i A-kasser, af arbejdsgivere og ikke mindst af ledige, hvor den uden tvivl i genklangens lys vil bringe et smil på læben.
Leave a Reply