Anmeldelse af Thomas Korsgaard: Hastetilfælde, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 28. februar 2025.
Anmeldt af: Maria Basse
Foto: Maria Basse
Forelskelsen i ord bliver starten på et helt nyt liv. Men rygsækken er stadig fyldt med alt det, han har med hjemmefra. Igennem 16 essays fortæller Thomas Korsgaard i Hastetilfælde om, hvordan litteraturen blev en redningskrans og et presserende hverv.
Mit eksemplar af Hastetilfælde er fyldt med æselører, nogle gange både i toppen og i bunden af samme side. Jeg har haft svært ved at udvælge citater mellem alle de mange gode passager, som bogen rummer, fordi jeg for hver sætning bliver klogere på, hvordan det føles at drømme stort og samtidig ikke helt forstå, at drømmen er gået i opfyldelse. Jeg er klogere på, hvordan det er mere end en drøm, mere et kald eller en trang, der må ud at leve:
”Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan jeg kunne skrive min første bog i en alder af bare nitten, tyve, enogtyve. (…) Jeg tog ikke for givet, at jeg ville komme til at skrive flere bøger, så jeg skrev alt, hvad jeg vidste på det tidspunkt, ud fra den tillid til livet, at det ville byde mig mere hen ad vejen.”
Tilbudsaviser
Da jeg selv er litteraturinteresseret, der ligesom Korsgaard også kommer fra et hjem, hvor den primære litteratur var tilbudsaviser, er det med blødende eksaltation, jeg læser en så definerende samling af tekster om, hvordan en spirende læser og skrivende kan dygtiggøre sig inden for sin passion uden hverken midler eller opbakning.
Det er svært at vælge mellem mange favoritter, men alligevel var der en håndfuld helt særlige essays, der ramte lidt ekstra under læsningen. Essayet ”Professorsprog”, om ikke at kunne forstå sproget på kommunekontoret, for til sidst at ende med selv at tale professorsprog; essayet ”En gave”, om at kunne genkende sig selv i litteraturen; essayet ”Flanekok”, om at stå i vejen, blive kaldt en ’flanekok’ og ikke rigtig vide, hvad det betyder; og til sidst essayet ”Hastetilfælde”, som må ligge i toppen. Mesterlige, nøgterne – men smertefulde – beskrivelser af et ungt menneske, som knokler og arbejder for at kunne få råd til mad, husleje, telefonregninger og kaffe. Ilden for skrivningen banker indeni og venter bare på en chance for at komme ud og vise verden, hvad den kan:
”Litteraturen er i sin grundform noget af det mest langsomme, der findes. (…) Alligevel føles det stadig som dengang, når jeg skriver mine bøger.
Uopsætteligt, nødvendigt, vigtigt. Akut.
Som et hastetilfælde.”
Når der er overflod af alt det gode
Det er ikke en nem genre, Korsgaard har valgt, og for nogle læsere kunne anekdoterne om det fine forfatterliv i København, hvor Ida Jessen er en god ven, og hvor der skrives om diverse takketaler til litteraturpriser og møder med store forfattere i tide og utide, måske godt gå hen og blive lidt unuanceret, navlepillende eller lidt for meget fintskåret ananas til egen juice.
Men det er ikke tilfældet her. I stedet synes jeg, at essays er en velvalgt genre, fordi hver enkelt lille tekst, uanset om det er essayet ”Billedet” på halvanden side, eller igen essayet ”En gave”, om at modtage et eksemplar af Frankrigs svar på Korsgaard, Édouard Louis’ Færdig med Eddy Bellegueule, i gave, så vidner hver historie om, hvordan Korsgaard og litteraturen fandt hinanden. Og hver lille tekst gemmer på brødkrummer, der vidner om, hvordan forfatteren Thomas Korsgaard opstod.
Brændende god læsning
I essayet ”Brændende henvendelser” møder vi en driftig, ung Thomas, der som 13-årig allerede var klar på at forlade familien, gården og skolen for at komme nærmere drømmen om at skrive. Som ville ofre alt for at være tættere på litteraturen. Og senere beskrevet i essayet ”Hastetilfælde”, hvor en altafgørende mulighed åbner sig i et ungt liv:
”Det kunne være, at forlaget manglede en til at sidde i receptionen eller til forefaldende arbejde, jeg var åben for hvad som helst. Alt ville jeg gøre for at få muligheden for at lære noget af alle de garvede folk med forstand på skønlitteraturen, som måtte arbejde der. Feje gulve, printe ting ud, sortere bøger, købe klips og kontorartikler, brygge kaffe, skifte blækpatroner, hente rensetøj. Og jeg ville gøre det hele uden at få en krone, bare jeg kunne få lov at være helt tæt på det sted, hvor bøgerne kom fra. (…) At skrive. Det var alt, jeg ville.”
Derfor burde alle, også dem, der ikke normalt læser essays, læse disse essays. De følger Korsgaards sædvanlige stil, hvor man næsten ikke mærker, at man læser, og samtidig bliver man klogere på et hjerte, der banker for læsningen og skrivningen.
Leave a Reply