Anbefaling af Emily St. John Mandel: Station Eleven, udgivet af Pan Macmillan d. 1. januar 2015
Anmeldt af: Cecilie Bøgh Pedersen
Foto: Cecilie Bøgh Pedersen
Hvad er det, som bliver drivkraften for mennesket i en verden, hvor stort set alt det, vi kender, ikke længere eksisterer? Station Eleven foregår i præcis sådan en verden. Her møder vi desperation, når den er på sit højeste, men også håb, når det er allermest tiltrængt. I den nye verden bor der både mennesker, som er vokset op i den gamle verden og har set den forsvinde, og børn, der aldrig har sat deres ben i den. Her bor omrejsende musikere og skuespillere, som forsøger at finde mening med livet ved at give et lille stykke af den gamle kultur tilbage til en ny og meget anderledes verden.
Station Eleven er fortællingen om en verden ramt af en altoverskyggende katastrofe. En verden, hvor der skal tages stilling til, hvad der skal bevares for eftertiden, og hvad de nye generationer skal vide om en tid, som nu kun er et fjernt minde. I en postapokalyptisk fremtid, hvor en virus har hærget og forvandlet livet til et ekko af, hvad det var engang, møder vi Kirsten og hendes trup The Travelling Symphony. De har besluttet sig for at bevare et lille stykke kultur fra den gamle verden, som de kan give videre til den nye verden og de mennesker, som lever i den. Sammen rejser de rundt og spiller musik og opfører skuespil. Dette lyder alt sammen meget idyllisk, men livet som omrejsende skuespiller er ikke let i den nye verden, og der følger mange farer og potentielle fjender med. Det er et liv, hvor det er nødvendigt at kunne forsvare sig selv, være villig til at gå i kamp og slå ihjel. På deres rejse møder Kirsten og hendes trup The Prophet og hans følgere, som tror på, at virussen, som igangsatte apokalypsen, var en ny syndflod, og at de overlevende er Guds udvalgte folk. ”We were saved,” som han forklarer, efter Kirsten og de andre har fremført En Midsommer Nats Drøm, ”because we are the light. We are the pure.”
Historiens tager sin begyndelse
Selvom historien i høj grad handler om Kirsten og hendes nye liv i den forandrede verden, så er hun langt fra historiens eneste omdrejningspunkt. Historien synes faktisk snarere at tage sin begyndelse i skuespilleren Arthur Leander, som dør på scenen, imens hans spiller Kong Lear. Arthur bliver et af den dødelige virus mange ofre, og han når derfor aldrig at opleve den nye verden. Alligevel spiller han en vigtig rolle for bogens øvrige karakterer. Kirsten arbejdede som barneskuespiller på produktionen af Kong Lear sammen med Arthur og hun var så ung, da var gik under, at hun knapt nok kan huske sine forældres ansigter. I den nye, barske verden finder hun trøst i at samle på udklip om A Arthur fra gamle sladderblade. Der er også Jeevan, som befinder sig blandt publikum den aften, Arthur falder om, og Clark, der står i en lufthavn og drikker te, da situationens alvor går op for ham. Der er Miranda, Arthurs første ekskone, som har lavet sin egen tegneserie, og Arthurs anden hustru Elisabeth, og deres fælles søn, som tror på, at alting sker af en grund. Igennem alle disse meget forskellige karakterer bliver læseren både præsenteret for en ny og meget anderledes verden, men samtidig også mindet om alt det som var og alt det, vi ikke må glemme.
Hvad skal vi huske at bevare?
Selvom Station Eleven fortæller om en postapokalyptisk verden, så er det dog langt fra udelukkende en trist og grå fortælling. Den nye verden – hvor anderledes, underlig og farlig den end måtte være – byder også på mange vidunderlige ting; den byder på venskab og nye familier, den byder på genopdagelsen af værdier og påmindelsen om al det, der var godt i den verden, som karaktererne har mistet. Det er også et liv fuldt af glæder og musik, fuldt af venskaber, familier og en lille smule Shakespeare:
Bogen rejser mange spørgsmål, men først og fremmest er det spørgsmålet om, hvad det er fra den gamle verden, som vi skal huske at bevare og give videre til den ny menneskehed, som hver dag kæmper for deres overlevelse. I denne verden, hvor farerne er mange og hvor alle folk har mistet nogen, de holdt af, er der alligevel noget, som får karaktererne til at forsætte. På siden af The Travelling Symphonys ene vogn står der proklameret: Because survival is insufficient. Dette beskriver meget godt, hvad der bliver drivkraften for blandt andet Kirsten og hendes nye familie, som på trods af alt stadig ønsker at leve deres liv og dele det med hinanden. The Travelling Symphony bliver Kirstens og hendes nye families hjem – deres eneste hjem. Romanens spring i tid og mellem fortællinger gør, at læseren både oplever verden før, under og efter katastrofen, og historien bliver derigennem kun endnu mere gribende. Postapokalyptiske romaner er der efterhånden mange af, men det, som gør Station Eleven særlig og værd at læse, er dens veltilpassede optimisme, det fængslende handlingsforløb, som gør det svært at ligge den fra sig, og de mange tankevækkende spørgsmål, den får en til at stille sig selv, imens man læser den.
Leave a Reply