Anmeldelse af Han Kang: Vi tager ikke afsked, udgivet på Gads Forlag d. 31. januar 2025.
Oversat fra svensk af Ninna Brenøe.
Anmeldt af Maria Basse
Foto: Maria Basse
I oktober 2024 modtog sydkoreanske Han Kang Nobelprisen i litteratur, og nu er hendes seneste bog, Vi tager ikke afsked, oversat til dansk. Her bliver vi tryllebundet midt i en snestorm og mindet om, hvorfor vi aldrig må glemme at huske.
Vi tager ikke afsked er en sitrende roman om forfatteren Gyeongha og fotograf-veninden Inseon. Inseon bliver skadet i en arbejdsulykke på sit værksted på den lille ø Jeju, hvor hun er ved at skære træstammer til sit nuværende dokumentarprojekt, der skal handle om øens historie. Inseon kontakter Gyeongha fra hospitalet, hvor hun er indlagt, og beder hende om at komme med det samme.
Da Gyeongha dukker op på hospitalet, beder Inseon Gyeongha om at tage til Jeju for at fodre hendes fugl, Ama, der ellers vil dø inden for to dage.
Gyeongha tager af sted med det samme, først med fly og derefter bus, for at nå frem til Jeju og Ama i tide. Men netop som hun begiver sig af sted, begynder sneen at falde, og den stopper ikke igen. Da hun står af bussen og begynder at gå mod Inseons hytte, farer hun vild i snedriverne, og slår hovedet. Da hun endelig når frem, er Ama allerede død, og hun må begrave ham i den frosne jord.
Gyeongha lider af meget slemme migrænetilfælde, der kan slå hende helt omkuld, og uden sin medicin, som hun ikke fik med hjemmefra, og måske grundet kulden i hytten, som er uden både vand eller elektricitet, bliver hendes virkelighedsopfattelse sløret.
Pludselig dukker Inseon op i hytten, Ama er levende igen, og som læser sættes vi på prøve med at skelne mellem drøm og virkelighed.
En smertefuld historie
Gennem forskellige vidnesbyrd fortalt af flere familiemedlemmer og Inseon, lærer vi, hvad der skete dengang på Jeju. Dystre og triste fortællinger om Inseons families oplevelser før, under og efter en frygtelig krig – og det er ikke for sarte sjæle. Som læser forstår vi pludselig, hvordan en sjæl kan plages gennem et helt liv, hvor meget det kræver at komme videre og opfostre et barn i skyggen af de oplevelser:
“Derefter strøg hun mig ned over nakken, skuldrene og ryggen. Jeg husker hvordan en kærlighed ligesom blandet med sorg og fortrydelse trængte ind i min hud. En kærlighed som borede sig ind, dybt ind i knoglemarven, en kærlighed, som fik mit hjerte til at trække sig sammen i en krampe … det var dér det gik op for mig. Hvor frygtelig smertefuld kærligheden er.”
Under et dække af sne
Som en tåge lægger de mange beskrivelser af sne sig rundt om fortællingen. Gyeonghas rejse fra Seoul til Jeju er farlig og forvirrende, fordi sneen vælter ned fra himlen i voldsomme mængder og med kraftfuld fart.
Sneen indhyller Gyeongha i kulde og slører historiens gang, så man som læser selv bliver forvirret over, hvad der er nutid og datid, og hvad der er virkeligt eller en drøm. Sne beskrives i så detaljeret en grad, og i så lange passager, at det næsten optræder som sin egen karakter med sin egen historie:
“Det eneste hun fortalte om, var sneen. Som om årsagssammenhængen mellem de snefnug hun havde set i det virkelige liv dengang for længe siden, og dem som hun havde set i drømmen for nylig, de snefnug som ikke smeltede på min kind, rummede en grusom logik som gennemsyrede hele hendes liv. (…) du havde så meget hvid sne hen over ansigtet.”
I en tåge af ord
Indhyllet i de lange passager om sne, og med skiftende beretninger fortalt af unavngivne familiemedlemmer, bliver romanens tempo og egentlige historie også for langsommelig og sløret for mig. Jeg må indrømme, at det desværre tog mig noget tid at komme igennem bogen, fordi romanen var lang tid om at komme rigtigt i gang, og fortællingen blev en smule uskarp.
I anden halvdel begynder lidt af tågen at løfte sig, og her synes jeg især, at nobelprismodtageren viser, hvad hun kan. Med utrolig fin snilde og sensitivitet fortælles ulykkelige livshistorier med et overlegent smukt og sanseligt sprog:
“Jeg spurgte mig selv om jeg var begyndt at hallucinere, men i det samme gik ordet i stykker og knustes. Den lyd der mindede om klude der gled hen over hinanden, trak sin efterklang med sig og forsvandt.”
Vi tager ikke afsked er en smuk fortælling om en frygtelig tid. En historie om at lytte til fortiden og om at passe på dem, som fortæller om den.
Leave a Reply