Anmeldelse af Katrine Marie Guldager: Først når jeg siger til, udgivet på Gyldendal d. 4. november 2025
Anmeldt af Dagmar Marie Jensen
Foto: Dagmar Marie Jensen
Kathrine Marie Guldager har skrevet en fin kærlighedsroman, som ikke kun drejer sig om kærligheden til et andet menneske, men i særdeleshed også om den komplicerede kærlighed til sig selv, sin familie og sit arbejde.
Romanens omslag prydes af to menneskelignende skikkelser i varm omfavnelse, som får figurerne til at smelte sammen til ét. Og netop denne varme og omsorg er også til stede i romanen, som er forfatterens seneste bog i et langt og nuanceret forfatterskab.
Den medgørlige mand
Først når jeg siger til fortælles af den egenrådige jordemoder, Signe, som gennem hele bogen har et turbulent forhold til den ellers føjelige og stabile Jørgen:
”Ikke at han er nogen særlig dygtig forhandler, for han er hele tiden tilbøjelig til at give mig ret. Hvis jeg bad ham om at smide alle sine møbler ud, tror jeg, at han ville gøre det. – Men det er jo det, du ikke skal, siger jeg til ham. – Ikke?”
Jørgen repræsenterer en mandetype, som jeg tror, de fleste vil genkende Den rolige, beslutsomme, fåmælte mand, hvis sindsro både kan skabe en ramme for tryghed og sikkerhed, men hvis medgørlighed samtidig også kan drive én til vanvid. Jeg forstår godt, hvorfor Signe holder af Jørgen, selvom han også kan virke en anelse kedelig og flad i sin karakter. Jeg synes, at deres forhold er et smukt og fint eksempel på, hvad der kan binde to mennesker sammen, når børn ikke er en del af fremtidsplanerne. Relationen til Jørgen bliver også Signes holdepunkt i den krise, der rammer hende på arbejdspladsen.
Når arbejde bliver identitet
I en periode, hvor Signe og Jørgen har afbrudt deres relation, modtager Signe en klage fra en patient, som planter en tvivl i hende om egen dømmekraft, faglighed og omsorgsevne:
”- Men jeg var pisse træt den dag. Jeg burde nok ikke være gået på arbejde, jeg har bare vænnet mig til at gå på arbejde, selv om jeg er træt, ikke? Så er det ikke også mig selv, der har ladet det skride? Er det ikke min skyld, det her?”
Signe er ikke hustru eller mor; hun er jordemoder. Derfor rammer det hende også i hendes grundvold, da hun modtager en klage angående både hendes faglige kompetencer og patientpleje. For hvis hun ikke egner sig til dette, hvem er hun så? Beskrivelserne af Signes omgang med patienterne skildrer smukt, hvor vigtigt det er, at en jordemoder gang på gang kan skabe en forbindelse til den fødende. Samarbejdet mellem jordemoderen og den fødende er altafgørende. Her lykkedes romanen virkelig. Den formår at understrege, hvor personligt et arbejde jordemoder er, især når der sker fejl. Og her bliver Jørgen i slutningen af bogen med sin pragmatiske og jordnære tilgang en stor støtte for Signe.
Jeg har det godt alene, men jeg har det bedre med dig
Arbejdet som jordemoder handler utrolig meget om timing. Om at tage de korrekte skridt på det rette tidspunkt. Men hvilke skridt der skal tages hvornår, har Signe og Jørgen svært ved at blive enige om i deres relation:
”Men Signe, siger han og rømmer sig igen. – Jeg er ikke sådan én, der gør tingene halvt. Så enten er vi sammen, eller også er vi ikke sammen. (…) Jeg vrider mig lidt i sofaen. Jeg har lyst til at sige, at det lyder lidt firkantet. Men jeg har også lyst til at sige, at vi nok skal finde ud af det.”
Jørgen er klar til at flytte ind hos Signe, reorganisere hendes køkkenskabe og luge hendes blomsterbede. Signe er dog knap så sikker. Måske fordi hun har prøvet villa, Volvo og vovse før uden stor succes eller måske er hun simpelthen blevet for god til at være alene. Alligevel føles nætterne kortere, når man er to og ikke en. Og netop her lander deres relation. Romanen udfordrer dermed den glorificering, som den altoverskyggende, stormende forelskelse har fået og tilbyder et alternativ, hvor tryghed og omsorg i stedet danner fundamentet for et forhold.
Først når jeg siger til er et friskt pust blandt de mange kærlighedsromaner, som udgives i dag.
Leave a Reply