Anmeldelse af Chigozie Obioma: Vi var Fiskere, udgivet på Forlaget Klim d. 17. august, 2016
Anmeldt af Mathias Bernbom Andersen
Foto: Bogens omslag / klim.dk
Den nigerianske forfatter og internationale sensation Chigozie Obioma har med Vi var fiskere skrevet en stor fortælling om brødre og en families sammenbrud; en coming-of-age-historie, der rejser til smukke sproglige højder og tunge, tragiske dybder. Det er hjemsøgende læsning og en fremragende debutroman.
Profeteret undergang
Der hænger blytunge skyer over Obiomas Akure – forfatterens sydnigerianske fødeby, som også fungerer som den fugtige og hærgede scene for det dystre familieportræt i Vi var fiskere.
En far til seks forflyttes nordpå til industribyen Yola. Moren til hans børn er ladt alene og ansvarlig for hjemmet i ugevis ad gangen, og i den proces mister hans fire ældste drenge centrum, autoritet og fodfæste i en verden, der er langt mere uhyggelig, når den ikke iagttages fra familiens skød. Pludselig er der åbnet ud til tilværelsens skyggeside – dens mulm og ormstukne autocampere, et kvindelig, der skyller op på flodbredden, og de lokale legender om voldelige galninge. Mødet med én af disse galninge bliver skæbnesvangert for de fire brødre, da Abulu – en genfærdsagtig skikkelse, som lurer bag linjen af træer – stryger nøgen og rablende ind i deres liv på en fisketur ved den forurenede flod Omi-Ala. Abulu er martret af fodsvamp og sølet ind i egne fækalier. Han er også en notorisk sandsiger, og den profeti, han har til de unge drenge, sætter sig som et dødsmærke på deres nye ’forældreløse’ liv. Den slår skår i broderskabet og sætter en udvikling i gang, som med tiden bringer deres forhold til et voldsomt og hjerteskærende klimaks.
Smuk og forfærdelig
Vi var fiskere tegner et billede af en nigeriansk familie, som både er morsomt, smukt og forfærdeligt. Det starter i coming-of-age-romanens letsindige territorie og rejser til enden af det – hopper over gærdet og lander et sted, hvor myter og tragedier har hjemme, og hvor søskendeforhold, traditioner og fremtidsplaner synker i grus.
Det er imidlertid ikke kun en familiekrønike – for i løbet af romanen bliver selve nationen, 90’ernes Nigeria, til hovedpersonen i et gradvist mere voldsomt subplot. Imens brødrene er i gang med deres eget dystre legendestof, titter MKO Abiola frem med sin håbefulde valgkamp i ’93 og sin fængsling blot året efter. Da drengene sidder i skolen, udbryder der oprør i gaderne, og de må flygte for deres liv over lig og brændende biler.
Medrivende og ad smukke sproglige ekskursioner væver Obioma familiens skæbne sammen med den af en kriseramt nation. Den drabelige uro truer på den anden side af barndomshjemmets flimsede havelåge, og landets politiske situation presser sig langsomt ind på den unge fortæller og præger hans fortælling pletvist og livsfarligt.
Resultatet bliver en hjemsøgende historie om sammenstød og sammenhold, fortalt igennem et barns både skræmte og håbefulde øjne. Gamle og nye ordner støder sammen, unge brødre støder horn, og det familiære møder det okkulte på den mørke rand af dagligdag og skolegang. Familiens og landets sammenhold vakler. Det udspændes til bristepunktet, men det pukler også udholdende videre, og trods alt er det ikke en roman, som er uden fortrøstning – selvom der er nætter i Akure, hvor håbet er spædt som en haletudse (for at slutte på én af Obiomas skønne kapitelstartere).
Leave a Reply