Anmeldelse af Sigurd Hartkorn Plaetners Noget om Vitus, udgivet på Gyldendal 20. maj 2015
Anmeldt af Ida Marie Petersen
Fotograf: Ida Marie Petersen
I en eksamenstid, hvor akademisk skriftsprog og lixtal ofte fylder mere end finurlige vendinger og tempofyldt talesprog, var Noget om Vitus dejligt afvekslende at give sig i kast med. Bogen er et potpourri af en historie med fart på fra start til slut, men efterlader også læseren med hele følelsesspektret uden på tøjet.
Noget om Vitus handler om og fortælles af en gennemsnitlig dreng, der forsøger at føre en gennemsnitlig tilværelse, mens hans tankegang, minder og overvejelser samtidig vidner om, at han er en person, der rummer meget mere. Han er i starten af 20’erne og har lige slået op med sin kæreste Sara, der har narret Vitus, er blevet gravid herved og har besluttet sig for at beholde barnet – med eller uden Vitus i faderrollen. Mens Vitus forsøger at behandle denne uventede drejning i sit liv, som er det første afvigende fra normalen, han længe har gjort, møder han Emma, og alting bliver vendt på hovedet. Hun viser ham nye aspekter af livet og forskellen på mennesker, der lever for at være til, og mennesker, der er til for at leve. Vitus får endelig lov til og mod på at åbne op og vise andre, hvilke skeletter han gemmer i skabet, og ser, at det måske slet ikke er så slemt at være her alligevel.
Det er ikke den klassiske kærlighedshistorie, hvor hjerte rimer på smerte og alt lyserødt. Formuleringerne, Vitus bruger, når han taler om Emma, er anderledes på en forfriskende måde:
Jeg smilede til Emma og forstod, at hun var et menneske. Hun var ik et produkt af mine tanker, hun var simpelthen et rigtigt menneske, der eksisterede uafhængigt af mig, men som alligevel valgte at bruge sin tid på mig.
Men jo tættere Vitus og Emma kommer på hinanden, des mere bliver det klart for dem, at de begge har nogle skeletter, de ikke kan sætte ord på. Vitus har sin gravide ekskæreste og sin maniodepressive mor, og Emma er diagnosticeret med uhelbredelig kræft.
Nu må de to unge så beslutte sig for, om de har nok at kæmpe med selv, eller om de skal kæmpe for hinanden og blive sammen igennem livet, der særligt for Emma handler om at leve i nuet, når hun nu ikke har meget håb om at have langt igen.
Noget om Vitus er dejligt lettilgængelig, både når det kommer til sproget, men også karaktererne, der er nemme at relatere til. Man præsenteres for alle Vitus’ overvejelser og tanker og den unge nysgerrighed, han lærer at se på livet med. Man forstår, at det er en historie fortalt af ét menneske til et andet menneske i sin simpleste, smukkeste forstand.
Leave a Reply