Anmeldelse af Theis Ørntoft: Bag Litiumbjergene: Grønne løgne og mørkt håb, udgivet på Gyldendal d. 29. maj 2026.
Anmeldt af: Jacob Møller
Foto: Jacob Møller
Jeg har en indrømmelse. Jeg er fan af Theis Ørntofts forfatterskab.
Jeg er fan af hans mørke, dystre måde at skrive på. Jeg er fan af den drivkraft og rytme, han formår at skrive frem i sine tekster. Han skriver om interessante emner. Emner der vedkommer mig, fordi de vedkommer det postmoderne menneske, men samtidig er så komplekse, nichede og tilsyneladende ligegyldige, at de ikke burde vedkomme nogen. Jeg er allermest fan, når hans romankarakterer, der typisk hedder Theis, forsvinder ned i sublime tankestrømme og underlig research. Derfor spurgte jeg ham til en forfattersamtale på Silkeborg højskole for en måneds tid siden om, hvorfor han ikke bare skrev nogle flere essays, når disse passager, som jeg specielt godt kan lide, tilsyneladende falder så meget sammen med forfatterens egne interesser og holdninger. Til mit spørgsmål svarede han, at han som regel godt kunne lidt at have en form for handling rundt om de mere essayistiske passager, som jeg refererede til, og afsluttede med at sige: ”Jeg tror, du vil synes godt om det næste, der kommer”. Det kom, og det var minsandten et essay med titlen Bag Litiumbjergene: Om grønne løgne og mørke håb på omkring 100 sider.
Her kommer til gengæld en anmeldelse af selvsamme essay fra en anmelder, der har gjort sit bedste for at være kritisk overfor en af sine foretrukne forfattere.
Ørntoft beskriver sit boglange essay som en ”status over de tanker og temaer, der har præget [hans] seneste bøger”. Siden Digte 2014 har forfatteren skrevet om og beskæftiget sig med temaer, der sværmer omkring vor tids økologiske kriser og det senmoderne menneskes oplevelse og håndtering af dette.
Essayet lægger hårdt ud med omkring 10 siders meget ubehagelig læsning om påstanden, der ligger i overskriften på første kapitel: ”Der er ingen grøn omstilling”. Her dekonstruerer Ørntoft fortællingen om den grønne omstilling som den store geniale løsning på klimakrisens udfordringer. Med elbilen som eksempel tegner han de forsyningslinjer op, som efter sigende skulle redde planeten, men i stedet er årsag til omfattende forureninger i lokalområder:
”I Kina, nogle hundrede kilometer nordvest for Beijing, ligger Bayan Obo-minerne. Området er et af de mest forurenende steder på Jorden, og årsagen er udvinding af de sjældne jordarter. BBC har kaldt stedet ”mareridtsagtigt … som helvede på jorden.” For hvert ton sjældne jordarter, der udvindes og processeres, […] genereres godt et ton radioaktivt spildevand og omkring 10.000 kubikmeter affaldsgas fyldt med svovldioxid, radon og flussyre.”
Fortrængning
Ørntoft mener, at vores erkendelse af problemet ved vores løsningsmodel bliver blokeret af fortrængning. Vi laver nemlig en fejlslutning, mener Ørntoft, når vi tror at alskens kriser, der er forårsaget af vores kolossale forbrug, kan løses med mere forbrug, flere elbiler og flere solceller. Ørntoft diskuterer fortrængning med bl.a. eksempler fra film, filosofi, litteratur og aktuelle historiske begivenheder. Ørntoft opstiller på den måde den grønne omstilling som et blændværk, der gør, at vi ikke ’behøver’ at tage de rigtig hårde valg eller konsekvenser.
Jeg ved ikke, om Ørntoft er modig eller dumdristig når han sammenligner sin erkendelse af, at sit eget romandesign har en fundamental fejl, der gør at handlingen smuldrer, med hvordan samfundet burde indse og erkende sine fundamentale systemiske fejl. Et af essayets privilegier er netop at fremstille forfatterens synspunkt igennem hans subjektive møde med verden, mens et andet er at være de partikulære sammenhænges genre. Sidstnævnte må siges at være Ørntofts primære analysestrategi, hvilket ikke gør det mere eller mindre sandt af den grund.
Hvad er det mørke håb så?
Privilegiet ved at leve på en planet som Jorden er, at den kan selvregulere. Sådan opfatter Ørntoft det i hvert fald. Han fortolker bl.a. temperaturstigningerne som et tegn på, at planeten gør sig klar på at irettesætte os som hybris og nemesis. Håbet kommer i troen på, at mennesket er omstillingsparat. Det kommer til at gøre ondt, men det skal nok blive godt igen. I en sidste sammenligning får Ørntoft planetens hævn til at virke nærmest omsorgsfuldt, som en forælder der smider sin umulige teenager hjemmefra. Vi står midt i de formative år og skal lære at tage opvasken.
”Menneskeheden er ikke nogen kræftsvulst på planeten. Det er en frygtelig tanke. […] Det er ukærligt og nihilistisk. Så hellere se mennesket, som om det er i færd med at blive voksent.”
Til allersidst i essayet fremstiller Ørntoft et vidunderligt bud på det antropocæne geologiske landskab, der har fulgt hans forfatterskab de sidste fire bøger i ekstrapoleret udgave: Litiumbjergene. Ørntoft binder således en flot sløjfe på forfatterskabet siden Digte 2014. Jeg er derfor spændt på, hvad det næste bliver for den håbefulde forfatter.
Leave a Reply