Anmeldelse af Eva Baltasar: Boulder, udgivet på Forlaget Sisyfos d. 18. december 2024.
Anmeldt af Maria Basse
Foto: Maria Basse
Catalanske Eva Baltasar har skrevet en utrolig fin fortælling om at drive fortvivlet rundt i lidenskab, kærlighed og andres drømme. Boulder er en historie om en kvindes rodløse tilværelse, en fortælling om, at hverdagen, som de fleste kender den, ikke er for alle.
Den kvindelige jegfortæller er skibskok og driver viljeløst fra havn til havn i Sydamerika, hvor hun på skift opsamler og frastøder mennesker på sin vej. Hun bliver aldrig længe, men tager gerne for sig af alt, hvad både lokale og turister tilbyder. Hun har det bedst i selskab med sig selv og dernæst med mandskabet ombord, der egentlig ikke rigtigt kender hende.
Når paradiset svinder ind i hverdagens dis
Jegfortælleren finder en tryg havn hos islandske Samsa, finder et helle i hendes favn. Lidenskaben mellem de to er brandvarm, og de finder ud af at tilbringe så meget tid sammen som muligt mellem jegfortællerens lange sejladser. Samsa kan ikke lide jegfortællerens navn, et navn vi ikke får at vide som læser, og giver hende i stedet navnet Rullesten, fordi hun minder hende om kæmpestore kampesten; sten, der tager imod slid fra vejr og vind, men som aldrig slides op. Et navn fortælleren tager til sig. Hun – Rullesten – er for en gangs skyld lykkelig:
”Jeg bemærker ikke, at livet bærer mig med sig. Jeg har fundet den perfekte bølge, og jeg rider den, som om jeg havde tæmmet den, og alt afhang af et held, som jeg selv fordeler i henhold til liberalismens luner.”
Den rodløse Rullesten, der havde fundet et midlertidigt paradis i maven på skibet, rejser med Samsa til hendes hjemland, Island, for at slå sig ned, men det er ikke nemt for hende. Sproget er ikke hendes eget, og det frustrerer hende, hvor nemt Samsa falder til, mens hun selv skifter job som den barske vind på Islands kyst vender.
Et nyt liv tager form
Der går ti år, og Rullesten føler sig mere og mere utilpas i hendes og Samsas relation, mens Samsa slår endnu flere rødder. Samsa vil blive gamle sammen, mens Rullesten hele tiden er et skridt på vej ud af døren, aldrig helt klar til at slå sig ned. Og nu vil Samsa have et barn. Rullestens frygt er, at barnet gør et endeligt på deres lidenskabelige kærlighedsliv og tager Samsa fra hende.
Hendes rodløse liv bliver nu for evigt fasttømret, og hun må erkende, at hendes indtil videre dejlige sameksistens med Samsa må træde i baggrunden for Samsas nye rejse som gravid:
”Hvor forrykt var det ikke at bygge pyramider? Eller at lukke nogen inde i en raket og sende dem ud til stjernerne? Men intet af det var så forrykt, som hendes forehavende. Et barn er et kolossalt projekt, der pludseligt og uden varsel sætter i gang. Det fødes ud af intetheden som en utænkelig kraft i stand til at omstyrte alt ligesom et jordskælv.”
Et flydende sprog
Baltasar skriver utroligt fine bemærkninger om et ikke-konformt hverdagsliv; om på skift at føle at man både passer ind og ikke passer ind. At blive spist af livets gøremål, men tage nydelse i de stunder, som vækker genklang og lader sjælen få ro.
Boulder er en virkelig fin fortælling om at prøve at få del i andres drømme og om at drive med strømmen i livet. Sproget er finurligt, og historien er både lidenskabelig og trist, da man fornemmer, hvordan et forhold lidt efter lidt kan svinde ind, efterhånden som karaktererne glider længere og længere fra hinanden. Boulder handler om at finde ud af at være der, hvor man gerne vil være. Baltasar har skrevet en historie om passion, dyb kærlighed og familieliv, som er drømmen for de fleste, og et fængsel for de få.
Leave a Reply