Essay af Rasmus Lund Nielsen
Foto: Samlet serie / multivers.dk
Helt tilbage i 2002 tog Forlaget Multivers initiativ til en ny oversættelse af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. De sidste tre bind er netop udkommet (den officielle udgivelsesdato var den 26. oktober), og værket er derfor nu tilgængeligt i sin meget omfattende helhed – 13 bind og dermed mere end 4000 sider. Der kan ikke herske tvivl om, at dette mesterværk er en gave til danske, ikke fransktalende læsere. Alligevel kan det være svært at begynde, simpelthen fordi værket kan synes for omfattende. Det er her forfængelighedens litterære kompas fungerer – det navigerer én igennem litteraturens hellige haller.
Hvis jeg husker rigtigt, (og det er slet ikke sikkert, at jeg gør det) skriver Karl Ove Knausgård et sted, at han, da han som ung startede på skrivekunstakademiet i Bergen og senere på universitetet, begyndte at læse bestemte, ret svært tilgængelige værker og ikke så meget af lyst som for at være én af de få, der læste netop denne litteratur – værker som Prousts På sporet af den tabte tid, James Joyces Ulysses og mange andre.
Uanset om jeg husker rigtigt, synes det at være et faktum, at man som ung (og litteraturstuderende) ofte begynder på et værk med en særlig opmærksomhed på, hvad andre mener om det værk, man læser. Ens motivation er lige så ofte bestemt af forfængelighed som af ens litterære interesser. Har du læst Proust? spørger man; har du læst Joyce? Misundeligt ser man på dem, der siger ja – man er først med i klubben, når man har læst det store, det omfattende og det svære.
Et sted i 2012 begyndte jeg selv at læse På sporet. Jeg var startet på Litteraturhistorie på tilvalg og fulgtes med en studiekammerat mod læsesalen på Statsbiblioteket. Jeg havde købt de to første bind for at have dem stående i reolen, og jeg havde kun smålæst det afsnit, de fleste kender; det om erindringsglimtet, madeleinekagen og teen. Jeg havde det første bind med i tasken, fordi jeg den dag havde overvejet at begynde sådan for alvor, men uden at have taget en endelig beslutning. Det var sikkert derfor, vi snakkede om Proust; fordi han lå der i tasken og insisterede, fordi han var klemt inde imellem mine egne ambitioner og omverdenen.
Trods efteråret, blæsten og regnen, der ellers ofte foranlediger en god diskussion, var det ikke ligefrem det, vi førte – nok nærmere det mere sludrende; læser du Proust? Alligevel var dét, at kunne svare ja på spørgsmålet, og særligt at kunne modtage et anerkendende nik, en særlig lykke, noget ubestemmeligt godt, der havde mere at gøre med forfængelighed end med noget andet. For det var ikke en følelse, der var opstået på grund af mit forhold til værkets indhold, et indhold jeg ikke kendte. Følelsen var opstået, fordi jeg pludselig var én af de få, der læste, eller rettere, skulle til at læse, denne utilgængelige litteratur. Det var en følelse af at blive set på i værkets klare lys; at de kvaliteter, værket konnoterer, blev mine, selvom denne tanke var både indbildsk og et produkt af et særligt fokus på stolthed og eget omdømme. Følelsen var med andre ord forfængelig, uden indhold og kvalitet.
Denne følelse er kun delvist fulgt med, efterhånden som jeg har købt og læst de følgende bind på læsesale, i Intercitytoge og derhjemme, for i læseprocessen er værket vokset, det har løftet sig og er blevet noget andet og større. Det er blevet en referenceramme og en bestemt måde at se verden pådee- noget læseren.. Som når man har læst om noget – for eksempel om et måltid mad. Forfatteren ser og beskriver maden mere indgående, meget mere sanseligt, end man selv ville have gjort, og det påvirker én, når man selv sætter sig til bords. Man opfatter maden på en anden måde, og man spiser den også anderledes; den smager bedre og af sikkert også af mere. Sådan blev det at læse Proust – og sådan er det at læse god litteratur i det hele taget.
Proust skriver om læsning, at det er et venskab: ”et alvorligt ment venskab” (Proust 2013: 296). Og det er netop dét, værket er blevet. Det var først noget, jeg forsøgte at etablere kontakt med, særligt for at højne min egen anseelse udadtil. Men netop fordi læsning er alvorligt ment, fordi det at læse insisterer på at blive taget alvorligt, udviklede det sig til et både tæt og meget fortroligt venskab. Ikke dermed sagt, at følelsen af forfængelighed ikke kan opstå, og særligt når jeg snakker med andre om værket. Men selve det at læse er, som Proust skriver, rettet mod en død, ”en fraværende” (ibid.), og det er derfor højt hævet over det lave, det forfængelige og bagatelagtige. For læsning af god litteratur er som at samtale med en ven, der er ude af verden.
Forfatteren Joseph Brodsky skriver i essaysamlingen Hvordan man læser en bog (1995) om ”behovet for et kompas i dette hav af papir med tryksværte på.” (Brodsky 1995: 114) Det er et kompas, der skal navigere imellem god og dårlig litteratur. Hans løsning er ikke overraskende, for han var mere poet end noget andet, poesien: ”Jo mere poesi, man læser, jo mindre tolerant bliver man over for enhver form for ordflom” (ibid.: 116-117). Jeg mener dog, at der også findes et andet, et langt mere lavpraktisk kompas, der også navigerer uden om ordflom – nemlig forfængelighedens litterære kompas. For forfængelighed ejer trods alt en fornemmelse for kvalitet, og hvis man accepterer sin tilbøjelighed, kommer man i besiddelse af værker, man ellers ikke havde set nogen grund til at anskaffe sig; simpelthen fordi de i udgangspunktet var uoverskuelige, for store, for omfattende og sikkert også for svære. Forfængelighedens kompas sikrer, at man køber værkerne; at man ejer dem. Og åbner du så faktisk bøgerne og indlader dig på et alvorligt venskab med dem, kommer du over tid til at eje dem som læser.
Herfra skal lyde en afsluttende opfordring og af meget forfængelige grunde: Køb På sporet, stil den det helt rigtige sted i bogreolen og: læs.
Litteratur
Brodsky, Joseph (1995): Hvordan man læser en bog. Essays af Joseph Brodsky. Aschehoug.
Proust, Marcel (2013): ”Om læsning” i Melberg, Arne, Essayet, s. 283-299. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Proust, Marcel (2014): På sporet af den tabte tid. København: Forlaget Multivers.
Leave a Reply