Ondskabens ansigt

Litterær artikel om ondskab i Pär Lagerkvists Bøddelen (1933) og Dværgen (1944)

Af Lea Grosen Jørgensen

Foto: Bogens (Dvärgen) omslag / albertbonniersforlag.se

Pär Lagerkvist ophæver med Bøddelen og Dværgen det skel mellem menneske og monster, som ofte forekommer i fiktionens såvel som virkelighedens udlægning af ondskab. Frem for at være menneskets modsætning er det monstrøse i begge romaner en uomgængelig del af mennesket selv – en litterær indsigt, der måske åbner for en bredere forståelse for ondskabens fænomen.

Ondskab er i og for sig et abstrakt begreb, som vi har tendens til at bruge i flæng, når grusomme begivenheder skal karakteriseres. Det gælder eksempelvis holocaust – nazisternes systematiske menneskeudryddelse under Anden Verdenskrig – som for alvor understreger, hvorfor 40’erne kan betegnes som et af de mørkeste årtier i menneskehedens historie. I dag, 70 år senere, har ondskaben ændret facon og viser sig blandt andet i skikkelse af terrororganisationer som Islamisk Stat (IS), hvis forbrydelser sidste år nåede Europa: først med massakren på det franske satiremagasin Charlie Hebdo og senere med endnu et angreb i Paris – denne gang med storbyens natteliv for øje, hvor i alt 130 mennesker omkom. Begge tragedier gav anledning til internationale diskussioner om ekstremisme, ytringsfrihed og terrorbekæmpelse, og allerede dagen efter angrebet på Charlie Hebdo bidrog Danmarks Radio til debatten ved at afholde en længere partilederrunde. Under udsendelsen blev terroren omtalt som ”det ondes rod”, og både fra den daværende statsminister og samtlige partiledere lød det, at man som reaktion mod terrorens ondskab ikke skulle forsøge at forklare dens fremkomst. Desuden blev det konstateret, at ”hvis man forsøger at finde en årsagssammenhæng, er der en risiko for, at man også prøver at finde en undskyldning for det” (se note). Med andre ord var politikerne så vidt enige om, at ondskab af den slags, som IS repræsenterer, hverken kan eller bør analyseres.

Umenneskelig og fiktiv ondskab
Massakrer som holocaust og terrorhandlinger verden over kan forståeligt nok være vanskelige at begribe i et analytisk øjemed. Man slipper måske endda for det ved at affeje handlingerne som ren og skær ondskab. Ikke desto mindre hører det sig til i menneskehedens historie at repræsentere ondskaben, hvilket lektor i politik Philip Cole undersøger i sin bog The Myth of Evil (2006). Han arbejder ud fra tesen om, at ondskab, som et menneskeskabt fænomen, har en grundlæggende tradition for at optræde i skikkelse af monstre og overnaturlige væsener i samtlige folkeslag: Drager, trolde, søslanger og varulve manifesterer hver for sig ondskaben, og eftersom de er fra en anden verden, bistår de Coles pointe om, at menneskelig ondskab slet ikke eksisterer – tværtimod hører begrebet snarere til i fiktionens verden. For at sætte Coles pointe på spidsen i forhold til partilederrunden så affejer politikerne at forstå terroristerne ved at hensætte dem i en fiktiv, ikke-menneskelig kontekst. De kendetegner terroristerne – ikke som mennesker – men som monstre, der i kraft af deres ondskab befinder sig uden for menneskets sfære. Siden Cole og til dels de danske politikere advokerer for ondskabens fiktive rødder, giver det anledning til at ty til litteraturen i et forsøg på at begribe selve fænomenet.

Had og destruktion i Lagerkvists Dværgen
En sammensat tematisering af ondskaben finder sted hos den svenske forfatter Pär Lagerkvist. Det gælder heriblandt hans roman Dværgen fra 1944, der udspiller sig ved et fyrstehof i en pseudo-italiensk renæssance, hvor en navnløs hofdværg beretter om sin historie: Som håndlanger for den mægtige fyrste bevidner han menneskets udfoldelse på godt og ondt. Alt fra datidens humanistiske nybrud inden for kunst og videnskab til massakrerende krigstogter og mord fra fyrstens hånd. Undervejs udtrykker hofdværgen sin henrykkelse over krigen, mens han omvendt hverken forstår det skønne i videnskaben, religionen, kunsten eller menneskets indbyrdes kærlighed, der alene fylder ham med afsky. Dværgen hader alt og alle, han hader tilmed sig selv, og han finder endda tilfredsstillelse i at mærke, at han selv er hadet af hoffet.

Umiddelbart synes dværgen at repræsentere det menneskefjerne monster, Cole omtaler i sin bog; han adskiller sig fra mennesket i udseende såvel som væremåde, eftersom han ikke kan tage del i deres begejstring for det skønne. Dertil hylder han alene destruktionen og lader det få afløb ved at slå både andre dværge og mennesker ihjel umiddelbart for destruktionens skyld. Men dværgen udgør ikke en direkte kontrast til mennesket. Tværtimod formår han med sit tætte bånd til især fyrsten at repræsentere menneskets egen ondskab – sagt med hans egne ord: ”De tror at det er mig der skræmmer dem, men det er dværgen inden i dem, det menneskelignende væsen med abeansigtet som gør det, som stikker sit hoved op af dybet i deres sjæl. De bliver bange, for de ved ikke, at de har sådan et væsen inden i sig.” (21) Frem for at være et rent fiktivt væsen af en anden verden er dværgen selve menneskets forvredne ansigt, og skønt hans handlinger til sidst leder til torturstraf og lænker i fyrstens fangekælder, så fastholder han: ”Jeg skal nok få lejlighed til at fortsætte min krønike oppe i dagslyset som før, og der bliver vel også brug for mig igen. Hvis jeg kender min herre ret, kan han ikke i længden undvære sin dværg.” (160) Dværgen er som en manifestation af ondskab en del af fyrsten, en del af menneskets væsen, som det hverken kan undslippe eller gemme sig for.

Bøddelen som menneskets frelser
Med Dværgen viser Lagerkvist, at det monstrøse hviler i menneskets eget ansigt, og ironisk nok danner humanismens tidsalder baggrund for en så foruroligende indsigt. Et lignende portræt foretog Lagerkvist tidligere i Bøddelen, som udkom i 1933 og består af to handlingsforløb. Bogens første del har ligesom Dværgen et historisk afsæt: Scenen er sat på en kro i middelalderen, hvor diverse karakterer udveksler egne erfaringer vedrørende byens bøddel, som lytter over et krus øl, men ikke ytrer et ord. Han bærer bøddelens mærke i panden, og skønt alle personerne nærer en frygt for ham, udviser langt de fleste også medlidenhed. Anderledes ser det ud i bogens anden del, der udspiller sig på en jazzbar i 30’erne; her danser og heiler uniformklædte mænd til lyden af champagnepropper, der springer, og et orkester af sorte musikere, der spiller på livet løs. Også her er bøddelen til stede, men hvor middelalderens folk undgik ham af frygt og overtro, bliver han på jazzbaren hyldet ligesom volden, der anses som ”den højeste form for menneskehedens ikke blot fysiske men også åndelige kræfter!” (63) De fremmødte lever selv op til denne voldelige entusiasme, da de senere tæver og skyder medlemmer fra orkestret, fordi disse ville holde pause og spise i de hvides selskab. Optrinnet får middelalderens brutale tidsalder til at virke forholdsvis harmløs, da vold og drab i 30’erne indgår som civilisationskriterier, som går hånd i hånd med nationalistisk racisme. Hvad angår bøddelen, så er han ikke længere en tavs figur. Over for jazzklubbens gæster sætter han ord på sin pine over at have tjent menneskene helt tilbage fra Kain og Abels tid: ”Jeg er dømt til at tjene jer. Og tro i min tjeneste. Årtusinders blod er lagt på mig. […] Jeg er blind af jert blod! En blind, spærret inde i jer! I er mit fængsel, som jeg ikke kan undfly!” (90-91) Ligesom dværgen optræder bøddelen som en afspejling af menneskets egen ondskab, om end han er en langt mere empatisk skikkelse end den hadefulde hofdværg. Bøddelen pines især over at have slået selve Messias ihjel, hvorved han opdagede, at denne blot var et menneske, og at han selv er den frelserfigur, mennesket tilbeder i sit ønske efter blod:

Ondskabens menneskelige ansigt
Fyrsten sætter sin lid til dværgen for at kunne handle i ondskabens hensigt. Ligeså får mennesket med bøddelens hjælp udfriet sin trang til vold, krig og blod. Skønt begge væsener har et mytologisk afsæt, fungerer ingen af dem som menneskets modsætning per se. Tværtimod hænger dværgen såvel som bøddelen uløseligt sammen med mennesket, idet de udfører og dermed påpeger menneskets egen ondskabsfulde side, som det til stadighed fornægter. I den forbindelse kan man ikke se bort fra bøgernes udgivelsesår i 30’erne og de mørke 40’ere, hvor nazismen bredte sig i Europa og tydeligvis har sat sit præg på begge Lagerkvists romaner. Tilsammen illustrerer de ganske vist Coles pointe om, at ondskab som et menneskeskabt fænomen har rødder i fiktionens verden og lader sig begribe i form af umenneskelige væsener. Lagerkvists kunst består imidlertid i at bruge væsenerne til at pege tilbage på mennesket selv. Begge romaner fremlægger med andre ord selve ondskabens fiktionalitet og viser litteraturens evne til at blotlægge ondskaben som et abstrakt begreb, mennesket i høj grad har udtænkt for at dække over sin egen monstrøsitet. Hvor rædselsvækkende både holocaust og IS’ terrorhandlinger end er, bliver begge gerninger trods alt begået af mennesker og ikke monstre, som vi ellers har tendens til at påstå. En sådan indsigt samt en analyse for begge parters forudsætninger er nødvendigvis ikke ensbetydende med den undskyldning, som politikerne frygtede sidste år. Til gengæld kan det være en fordel at se bort fra ondskabens monstre og i stedet behandle det menneskelige ansigt bagved. Det er måske dét, der skal til, for at vi nærmer os en forståelse og en forebyggelse af det, vi ellers anser som ondskabsfulde og derved umenneskelige handlinger – det gælder alt fra holocaust til terrorangreb.

Note: Udtalelsen kom fra Kristian Thulesen Dahl (DF) og kan læses her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/thorning-og-thulesen-dahl-vi-skal-ikke-soege-en-forklaring-paa-terroren